“Tænk jer godt om, inden I rejser”.
Af Claes Theilgaard, claes@indblik.dk
Det, der startede som en krydstogttur i Middelhavet og siden udviklede sig til en smuttur til Rom, er endt med at blive et sandt mareridt for Sean Schwartz Hartel.
Sean, der til daglig læser til lærer hjemme i Danmark, blev smittet med coronavirus, da han var på ferie med sin mand Tobias. Og da Italien har endog meget skrappe isolationsregler i forbindelse med coronasmitte, sidder han nu på 21. døgn tvangsisoleret på et lille, italiensk hotelværelse.
Indblik taler med ham via en videoforbindelse, hvor Sean også viser os det lille hotelværelse, han snart kan sige farvel til, når han fredag endelig kan rejse hjem til Danmark.
Sean beskriver selv forholdene som “fængselslignende”, men glæder sig over, at hans tvungne hotelophold betales af den italienske stat, og at der kommer måltider til døren, ligesom hans temperatur bliver taget to gange om dagen.
Overfor Indblik fortæller Sean Schwartz Hartel sin historie.
Et krydstogt, der endte som et mareridt
Sean var med sin mand taget på krydstogt rundt i Middelhavet, og deres skib sejlede fra Barcelona den 28. august.
Planen var, krydstogtet skulle slutte i Barcelona igen en uge efter. Men sådan kom det ikke til at gå.
Den 31. august får Sean Schwartz Hartel symptomer på coronavirus, og sammen med sin mand beslutter han sig for at stå af skibet før tid i Rom.
Dog ikke pga. frygt for coronasmitte, men fordi de to var utilfredse med servicen ombord på skibet, og derfor ville fortsætte ferien i Rom.
For at kunne komme af skibet, skal Sean have en kviktest, og da denne er negativ, tager de mod Rom.
– Den 1., 2., og 3. september bliver jeg så virkelig syg. Vi bor på hotel i Rom, og jeg havde alle symptomer på corona, men pga. den negative test, troede vi jo bare, at det var influenza, siger Sean til Indblik og fortsætter:
– Mens jeg ligger der og er syg, render min kæreste lidt rundt i Rom. Den 3. september bestiller vi så en flybillet hjem med Norwegian, og her begynder problemerne.
– Vi bliver gjort bekendt med, at man skal fremvise en negativ coronatest eller et vaccinationsbevis for at rejse hjem til Danmark. Dette var der ikke noget krav om fra dansk side, og derfor tog vi ikke testen på forhånd.
Blev kørt i ambulance til tvangsisolation
Da Sean så blev testet i lufthavnen – først en kviktest og siden en hurtig PCR-test – stod det klart, at han var smittet med coronavirus.
Det betød, at hans mand måtte rejse alene hjem til Danmark, mens Sean Schwartz Hartel blev kørt væk i en ambulance fra lufthavnen.
– Så bliver jeg så kørt ved i en ambulance og får en dybt upersonlig behandling. Jeg føler ikke, at jeg er et menneske, i stedet er jeg reduceret til bare at være et coronatilfælde, der skulle håndteres, fortæller Sean til Indblik.
Da han ankommer til hotellet, bliver han først informeret om, at der venter ham 10 dages tvangsisolation. Efter 10 dages isolation skal han så testes igen, og efter et par dages ventetid, lyder svaret, at han stadig er coronapositiv.
Derfor vanker der nu 10 dage mere i isolation på trods af, at Sean ingen symptomer havde længere.
Men sådan er de italienske regler på området. Lovgivningen giver dog ikke italienerne lov til at isolere Sean i mere end 21 dage, og derfor regner han med at kunne rejse hjem med et bevis på overstået coronasmitte den 24. september.
“Jeg er offer for en symbolpolitik, som ikke er videnskabeligt funderet”
Selv mener Sean Schwartz Hartel, at han er offer for en symbolpolitik. Hans læge i rejseforsikringsselskabet SOS International, som dog ikke har kunnet hjælpe ham hjem, har også kaldt de italienske regler for “vanvittige” og “ren symbolpolitik”, fortæller han.
Herhjemme er der ingen tvungen isolation ved coronasmitte, men man kan ifølge de danske myndighedernes vejledning på coronasmitte.dk ophæve sin selvisolation 48 timer efter, at man er blevet fri for symptomer.
Her understøtter videnskaben nemlig, at man så er rask.
Efter overstået coronasmitte skal man heller ikke i Danmark testes for at blive erklæret rask. Det skyldes, at testen kan være positiv pga. inaktiv virus, som ikke længere smitter.
– På den baggrund føler jeg jo, at jeg er offer for en symbolpolitik, som ikke er videnskabeligt funderet, siger Sean til Indblik.
Sean Schwartz Hartel fortæller, at han ikke var vaccineret mod coronavirus, inden han rejste af sted. Det skyldes, at han gerne vil have, at hans vaccination skal være et frit valg, og ikke et resultat af indirekte tvang i form af f.eks. coronapas.
Kommer med opsang til danskerne
Men hans oplevelse i det italienske har fået ham til at se anderledes på spørgsmålet om vaccination.
– Vaccination skal være et frit valg, men hvis jeg havde vidst, hvad der ville ske, var jeg nok blevet vaccineret, inden jeg tog af sted. Eller også var jeg ikke rejst, siger han.
– Jeg synes, at man som dansker bør overveje det en ekstra gang, inden man rejser ud i verden. Selvom coronavirus er ved at løje af herhjemme, skal man ikke være i tvivl om, at det er ret kritisk i mange andre lande – også i Europa.
– Nu kan jeg heldigvis langt om længe komme hjem, men der skulle ikke ret mange flere dage i isolation til, før det ville begynde at få vidtrækkende konsekvenser for mit privatliv, og måske også spolere skole og arbejdsliv for mig, siger Sean Schwartz Hartel.
Han opfordrer derfor danskerne til at tænke sig godt om, inden de rejser og til evt. at rejse med et rejseselskab, der yder hjælp i tilfælde af coronasmitte.
Sean Schwartz Hartel har undervejs i forløbet rådført sig med både sin rejseforsikring og de danske myndigheder, men de har ikke villet hjælpe ham hjem.
Det skyldes, at de ikke vil hjemtage folk, der ikke er alvorligt syge eller har livsvigtig medicin, som de ikke har adgang til i udlandet. Når man som Sean i øvrigt er sund og rask, er der ingen hjælp at hente, lød det.
Sean fik dog tilbuddet om selv at bestille en hjemtransport til 190.000 kroner, hvilket de dog takkede nej til.
Selvom coronasmitten ikke er så voldsom i Italien, som den før har været, er der stadig voldsomme restriktioner i landet.
F.eks. blev det for nyligt indført, at man ikke må møde op på arbejde uden at være enten vaccineret eller testet negativ for coronavirus.
I skrivende stund er der 4.800 indlagte i Italien med coronavirus ud af en befolkning på 60,36 millioner mennesker.
Hvis Danmark havde lige så mange indlagte med coronavirus pr. indbygger som Italien, ville vi have omtrent 460 indlagte.