SF-profil sammenligner Israel med Islamisk Stat

Foto: Euranet Plus/Flickr

Den erfarne SF-profil Margrete Auken møder nu hård kritik fra den israelske ambassade.

Af Philip Friis, philip@indblik.dk og Claes Theilgaard, claes@indblik.dk

Det profilerede EU-parlamentsmedlem fra Socialistisk Folkeparti, Margrete Auken, der længe har været kritisk overfor staten Israel, sammenlignede i et nu slettet tweet Israel med terrorgruppen Islamisk Stat.

Tweetet, som SF-profilen delte på sin Twitter, viser en person med elefanthue, hvorpå der står ISIS, som er i gang med at tage en maske af, der forestiller Israels nuværende præsident, Benjamin Netanyahu.

Derudover har tweetet en tilhørende tekst, hvor der, oversat til dansk, står:

– Det er endnu et maskefaldsøjeblik i #JSIL, den jødiske stat i Israel og levanten.

Foto: Screenshot fra Margrete Aukens Twitter-profil

Sammenligningen af Israel med Islamisk Stat fremgår klart af billedet med Netanyahu, men dette forstærkes yderligere, hvis man er klar over, hvad #JSIL betyder.

#JSIL er nemlig en sammensætning af akronymet ISIL (en forkortelse for Islamic State of Iraq and the Levant, red.), men hvor startbogstavet tager udgangspunkt i ”J” fra ”jødiske” fremfor det oprindelige ”I” fra ”islamiske”, forklarer det israelske dagblad Haaretz.

Udtrykkes bruges i overvejende grad til at sammenligne den jødiske stat Israel med Islamisk Stat.

Hård kritik på sociale medier

I et tweet kritiserer Israels viceambassadør i Danmark, Davy Antebi, Margrete Auken for at sammenligne Israel med Islamisk Stat.

– Mens raketter falder over Israels befolkning dag og nat, vil Margrete Auken ikke tage afstand fra den islamiske terror. I stedet kalder hun Israel for en jødisk version af ISIS og kalder endvidere vores premierminister for en jihadist-terrorist, hvormed hun afslører sit sande ansigt: en terrortilhænger, en antisemit og en komplet hykler.

Også på Facebook møder Margrete Auken kritik.

For eksempel skriver Daniel Bekesi fra Konservativ Ungdom i et Facebook-opslag, at ”hendes ageren i denne konflikt er decideret usmagelig” og tilføjer yderligere:

– Når hun nu sammenligner Israel med den mest modbydelige og ondskabsfulde gruppe, vi har set i verden siden nazisterne, nemlig Islamisk Stat, så er det over enhver form for grænse.

Til slut kommer Daniel Bekesi med en direkte appel til SF’s landsledelse, idet han mener, at de må forholde sig til Margrete Aukens skadelige og underlødige retorik, og afslutter:

– At sidestille Israel med Islamisk stat er ikke bare unuanceret, det er uacceptabelt for et seriøst parti.

Margrete Auken: Under mit niveau

SF har ikke svaret på kritikken på sociale medier, men i en kommentar til Indblik forklarer Margrete Auken, hvorfor hun delte det omdiskuterede tweet – og hvorfor det nu er slettet igen.

– Det der sker i Israel og Palæstina fortjener hele verdens opmærksomhed, og jeg deler mange tweets og billeder.

– Blandt dem var en serie hvor en palæstinensisk chauffør sønderbankes i Israel af højreekstremister. Den serie sluttede med et billede af Netanyahu som sammenlignes med en ISIS-kriger.

– Da jeg blev gjort opmærksom på det, løsrevet fra de øvrige billeder, fandt jeg selv at det var under mit niveau og slettede det. Så er den ikke længere for mit vedkommende, lyder det i en skriftlig kommentar fra Margrete Auken.

Til Indblik tilføjer Aukens presseansvarlige, at: ”hun undrer sig i øvrigt over, at DR (vi går ud fra, at SF har taget fejl af Indblik og det statsejede medie Danmarks Radio, red.) hopper på den sag fra Israels ambassade”.

– Men jer om det, lyder det.

[adning id="17957"]

Fik du læst?