Ørsted vil pludselig deltage i kampen om statslige energiøer, som firmaet tidligere selv har betegnet som ”havvindens IC4-sag” og som økonomer og eksperter vurderer vil give tab på op til 77 milliarder kroner. Hvad ligger bag? Er det politisk pres eller ordremangel, spørges der nu.

Af Carsten Steno, carsten@indblik.net 

Energiselskabet Ørsted, hvor staten og dermed skatteyderne har aktiemajoriteten, er nu ude i en kovending af de helt store. Pludselig vil selskabet byde på statslige energiøer, som efter al sandsynlighed bliver stærkt tabsgivende.

I januar – inden et bredt politisk flertal på Christiansborg besluttede at gå videre med planen om at bygge såkaldte energiøer i Nordsøen og på Bornholm til trecifrede milliardbeløb –  udtrykte Ørsted ellers bekymring for de tekniske udfordringer med at opføre en ny kunstig energiø i Nordsøen.

Det blev kaldt “risky business” og man frygtede, det kunne blive “havvindens IC4-sag”.

Nu siger Ørsteds nye administrerende direktør Mads Nipper så i Børsen, at Ørsted alligevel vil byde på energiøerne  sammen med en anden halvoffentlig investor, nemlig ATP, der administrerer dele af danskernes pensionsopsparing. 

I forvejen har selskabet Copenhagen Infrastructure Partners, der består af tidligere medarbejdere fra Ørsted, tilkendegivet, at selskabet vil byde på energiøerne i selskab med en række pensionskasser med Pensionskassen Danmark i spidsen. 

Vil give tab på 77 milliarder kroner

De to energiøer omfatter store vindmølleparker og skal være base for omformning af vindmøllestrøm, så den lettere kan sendes i land. Desuden skal der på øerne etableres anlæg til omformning af overskydende vindmøllestrøm til f.eks. brint eller metanol. Det kaldes også Power til X.

Den første energiø i Nordsøen til 210 milliarder kroner vil dog ifølge Jan Bentzen, der er lektor på Aarhus Universitet med speciale i samfundsøkonomiske analyser, give et underskud på mellem 12 og 21 milliarder kroner.

Det fuldt udbyggede anlæg på ti gigawatt står ifølge Bentzen til et underskud på mellem 47 og 77 milliarder kroner. Læs mere om det her.

Pres fra staten eller ordremangel

Man kan kun spekulere i, hvad den voldsomme kovending Ørsted præsterer, skyldes. 

Er det fordi selskabet har tabt flere havvindmølleprojekter i USA, og nu mangler ordrer? Eller er det fordi staten har hvisket Ørsted i ørerne, at det ikke er velset, at et statsligt ejet selskab kritiserer et statsligt projekt, der skal bidrage væsentligt til den grønne omstilling. 

Søren Hansen, civilingeniør og forfatter til bogen Klimaplan 2030 – Realisme eller Utopi, som senest er rost i Weekendavisen for sin faglighed, finder det rystende, at pensionskasserne i Danmark kappes om at deltage i en investering, som under alle omstændigheder vil give tab. 

Tabene vil komme til staten, fordi den skal give tilskud til energiproduktionen, eller til forbrugerne, der får langt højere energipriser. Og hvis ikke de to skal betale, så vil investorerne skulle æde tabet, siger Søren Hansen til Indblik.

Svært at se forretningsmodellen

Søren Hansen har svært ved at se forretningsmodellen i energiøerne.

– Der bydes på vindmølleparker ved at give en mindstepris, som selskaberne skal have pr. kWh leveret strøm. Hvis markedsprisen er lavere, når strømmen leveres, må staten dække differencen. 

– Det er et koncept, man har brugt indtil nu, og det er rigtigt, at de garanterede mindstepriser har været faldende over årene. Men nu er vi hastigt på vej ind i en ny problemstilling. Når det blæser, er der for meget vindmøllestrøm, og den kan ikke – eller kun vanskeligt – afsættes. 

– Bliver den afsat, er det til en pris omkring nul, eller endda negativ ind i mellem. Med 3 nye GW fra energiøen bliver dette problem endnu mere alvorligt – og det bliver byderne jo nødt til at tage med i betragtning. 

– Derfor vil konceptet ikke kunne virke, med mindre man kan lagre strømmen ved brug af Power to X. Den teknologi findes ikke, det vides ikke, om den vil virke i praksis og omkostningerne er ukendte, fremhæver Søren Hansen, der mener det bliver meget svært for energiselskaberne og pensionskasserne at byde på et sådant projekt.  

Han mener derfor alt i alt, at betegnelsen ”havvindens IC4-sag”, stadig er relevant, selvom Ørsted ikke længere vil stå ved den.