Støjberg skal ikke bare ud af Folketinget – hun skal blive ude

Inger Støjberg forlader Eigtveds Pakhus efter domsafsigelse. Eigtveds Pakhus hvor Rigsretten afsiger dom i sagen mod tidl. udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg, mandag den 13. december 2021. (Foto: Martin Sylvest/Ritzau Scanpix 2021)
Del på facebook
Del på twitter
Del på linkedin

Inger Støjberg fortjener efter dommen i Rigsretten livslang udelukkelse fra Folketinget, skriver jurist Jens Frederik Hansen i dette debatindlæg.

Af Jens Frederik Hansen, jurist

Medens jeg har gået og tænkt på indholdet af dette indlæg, er det blevet klart, at der er et solidt flertal for at stemme Inger Støjberg ud af Folketinget. Så det er der ingen grund til at kommentere på. Det bemærkelsesværdige er imidlertid, hvor mange man ser erklære, at hvis hun senere bliver valgt ind igen, så skal hun have lov til at blive. Som man kan se af overskriften, så er jeg uenig i det synspunkt.

Fortilfældet Glistrup

Jeg kan godt forstå, at tanken er nærliggende, når man kender til fortilfældene og ved, at Mogens Glistrup efter afsonet fængselsstraf slap for at blive smidt ud.

I den forbindelse skal man huske, at Glistrup røg ud både efter dommen og ved det første valg, hvor han stadig sad inde til afsoning. Det var først ved hans andet genvalg, at man lod ham blive. Og den eneste grund, til at han slap for ydmygelsen tredje gang, var, at Firkløverregeringen ville være blevet væltet, hvis man ikke havde accepteret hans genvalg.

Og det er lige præcis den slags ubehagelige situationer, hvor man bøjer resultatet efter de aktuelle politiske vinde, som fører mig til at tænke, at den slags ikke bør gentages. En ting er, at Grundlovens standard om “uværdig” er elastisk, men man behøver jo ikke administrere den lige så fleksibelt. Tværtimod er en fast standard nok en fordel for alle i det lange løb.

Og når man kender lidt til det danske straffesystem, så er grænsen mellem bøde og fængsel nok ikke det ringeste sted at sætte den grænse, omend valget af grænse har et element af tilfældighed, uanset hvor den trækkes.

Styrets behov for legitimitet

Alle former for regering har et behov for at deres borgere opfatter dem som legitime, d.v.s. ønskelige eller i hvert fald som det bedst mulige alternativ til kaos. Og for dem alle gælder, at der er nogle grundlæggende egenskaber, som lederne skal leve op til for at kunne fastholde magten.

I et diktatur er grundegenskaben hos lederne, at de skal være så brutale, at der ikke opstår tvivl om deres vilje til at undertrykke modstand. I et demokrati er den bærende kvalitet hæderlighed, og derfor gør magthaverne som regel klogt i at håndhæve den kvalitet lidt mere nidkært, end man måske umiddelbart skulle anse for nødvendigt.

Der vil være masser af tendenser, som trækker den modsatte vej, først og fremmest at ganske mange politikere vil tænke: “Hmmm, næste gang kan det være mig, det går ud over.” Deres umiddelbare personlige interesse er altså modsatrettet systemets, og derfor skal man ikke være bange for, at reglerne bliver for hårde. Der vil være en klar tendens til, at kun få bliver sat ud i kulden. Det ser man jo også af tendensen til, at politikere med “sager” får lov til at komme ind i varmen igen.

Overlad det til vælgernes dom

Hvis Støjberg stiller op på ny og bliver valgt ind, så skal politikerne “respektere vælgernes dom”, er et uendelig almindeligt udsagn. Men giver det mening? Ikke hvis man kender lidt til det danske valgsystem.

Hvis man afholdt en folkeafstemning: “Skal Støjberg have lov til at stille op igen? Ja eller nej!” Så ville der være tale om en entydig afgørelse, forudsat der ikke var forskel i de to fløjes tendens til at være sofavælgere – og det ville der reelt være. I så fald ville det være vælgernes dom.

Men hvis man har bare et minimum af kendskab til det danske valgsystem, så er udsagnet om vælgernes dom, det rene tågesnak. Man kan, hvis forudsætningerne gøres tilpas kringlede, teoretisk opnå valg til Folketinget uden at have fået en eneste personlig stemme, og principielt også uden at ens parti har fået en eneste partistemme i den pågældende opstillings- eller storkreds.

Hvis vælgerne ikke bryder sig om en bestemt kandidat på et partis liste, så har de ingen chance for at sortere den kandidat fra, de kan kun vælge en anden til. Jeg husker bl.a., hvorledes socialdemokraten Jytte Hilden, der tydeligvis havde overskredet sidste salgsdato hos vælgerne, på trods deraf blev genvalgt med nogle meget beskedne personlige stemmetal.

Det er ganske enkelt meningsløst at tale om vælgernes dom, når de ikke kan vælge vedkommende fra på anden måde end ved helt at vælge partiet fra.

Betinget eller ubetinget fængsel

Der kommer nok ikke til at gå lang tid, førend vi igen skal drøfte uværdighed, nemlig når Messerschmidts byretsdom formentlig stadfæstes. Seks måneder fik han ved en dom, som efter min opfattelse er klokkeren, lige bortset fra at straffen blev gjort betinget.

For strafferetsjuristen er forskellen mellem betinget og ubetinget dom ikke en gradsforskel i forbrydelsen, men en gradsforskel i forbryderen.

En dom på 60 dage betinget gives for lige så grove forhold, som en dom på 60 dages ubetinget. Lidt firkantet kan man sige, at domstolene har bedømt, at Messerschmidts forbrydelse er mindst tre gange så grov som Støjberg. (Mindst – fordi man jo også får en udtalt mængderabat i straffesager.)

Men retten har vurderet, at Messerschmidt som person godt kan lære, at nu skal han holde sig på måtten, uden at han behøver sidde inde de seks måneder. Støjberg, som har erklæret, at hun ville gentage sin forbrydelse, hvis hun fik muligheden, har tydeligvis mere behov for at sidde stille og tænke sig om.

For så vidt angår uværdighed til at sidde i Folketinget, så bør det helt overvejende være forbrydelsens grovhed, der bestemmer, om man er på den ene eller anden side af grænsen. Og derfor bør reglerne ikke være lempeligere, fordi man er sluppet med, at ens dom er gjort betinget.

Livslang udelukkelse?

Ja, det mener jeg faktisk. Det er godt nok en barsk konsekvens, synes en del. Men er det nu også det. Det er en mikroskopisk del af samfundets job, de pågældende udelukkes fra. Det er normalt ikke noget, som de har tjent sig frem til ved lang og målrettet optjening af merit. Faktisk er udpegning af folketingsmedlemmer nok den mest tilfældighedsprægede ansættelsesprocedure, man næsten kan finde.

Og hvis jeg blev afskediget fra en anden virksomhed, f.eks. for nogle dumsmarte seksualiserede bemærkninger, så er der jo ingen, som vil forvente, at den virksomheds personaleafdeling på noget senere tidspunkt skal tage en ansøgning om genansættelse seriøst. Og endnu mindre hvis jeg er afskediget for at tage af kassen. I Støjbergs tilfælde så er hun dømt for misbrug af det embede, som hun (indirekte) beklædte i kraft af sit valg til Folketinget.

Vi har et enkelt tilfælde, hvor Folketinget først efter mange, mange års medlemskab blev opmærksom på, at et medlem havde fået en dom for spritkørsel, og hvor der intet skete.

Situationen var den, at den konservative leder Hans Engell var kørt ind i en betonblok ved et vejarbejde, og bestemt ikke var appelsinfri. Den ene af kandidaterne til at overtage pladsen som leder var Per Stig Møller, men det vakte lidt misundelse, så pludselig kunne man læse i aviserne, at han selv i sin ungdom – årtier tidligere – havde fået en dom for nøjagtig det samme. Og så vidt jeg husker, så havde han været inde at sidde. Engell derimod slap vistnok med en gedigen bøde.

Der blev aldrig rejst nogen sag om Per Stig Møllers valgbarhed. Hans eget parti, der traditionelt har stået stærkt netop på lov og orden genopstillede ham. Og han blev genvalgt flere gange sidenhen. Så det er jo åbenbart, at Folketinget ikke handler, som jeg synes, det burde. Noget andet er så, at sagen var med til at underminere Per Stig Møllers position som leder af Det konservative Folkeparti, og han ret hurtigt måtte fratræde igen.

Men det var i sin tid også ret klart, at hvis opstillingskredsen havde kendt til dommen, da han første gang blev opstillet, så ville han ikke have fået lov til at stille op. Han blev kun folketingsmedlem ved at holde mund om sin fortid. Den slags adfærd bør man ikke belønnes for.

Teksten har været bragt på Jens Frederik Hansens personlige blog, men er videregivet her på Indblik med hans tilladelse.

Har du selv noget på hjerte? Send os et debatindlæg her.

KAN DU LIDE, HVAD DU LÆSER?

Det koster penge at lave kritisk journalistik. Som medlem er du med til at sikre, at vi på Indblik kan gøre det, vi er bedst til: At lave journalistik og skabe debat, der udfordrer konsensus i det øvrige mediebillede og i dansk politik.

Fik du læst?