Så længe politikerne lovgiver ud fra egne personlige interesser, burde borgerne råbe vagt i gevær og kæmpe for at komme af med pamperiet og bedraget af borgerne, skriver Vibeke Schou i dette debatindlæg.
Af Vibeke Schou, lærer
I Frederiksberg og Københavns Kommune diskrimineres der mod de borgere som ikke kører i 100 procent elbil. De, som har valgt elbil, er nemlig fritaget for parkeringsregler.
Det er diskriminerende at have forskellige regler for borgerne i en kommune. Det er et frit valg hvilken bil man ønsker at køre i og yderligere så er elbiler meget dyrere end normale biler og derved er det specielt den fattige del af borgerne i kommunerne som diskrimineres.
Elbiler er meget mere forurenende i deres produktion end diesel og benzinbiler og mere brandfarlige.
Yderligere er deres strøm baseret på kul og naturgas hovedsageligt, så at fremme disse biler frem for diesel og benzin er en politisk beslutning mere end beslutning taget ud fra borgernes interesser.
At give bestemte producenter og forhandlere mere favorable fordele på Frederiksberg kommune er diskriminerende mod både borgerne og autoforhandlerne.
For at tilgodese alle borgere på lige basis, må det være på tide at stoppe med at nedlægge parkeringspladser i byerne, hvor der virkelig er brug for dem.
Vi skal i gang med at lave mange flere parkeringspladser for at hjælpe og støtte det private erhvervsliv til at trives og gøre det lettere for kunderne at komme hen til dem.
Jeg ønsker at alle skal få lige betingelser i de to kommuner og at alle skal kunne parkere gratis, ikke kun de rige elbilsejere. Det er ikke mange år siden at man kunne parkere gratis i hele københavn og på Frederiksberg.
Denne kapitalisering på folks nød og behov for at kunne sætte deres bil et sted uden bøder og afgifter er noget vi skal have frem i lyset og italesat.
Hvis man skal se positivt på elbilspolitikken, så må det være skridtet hen imod at igen gøre parkering gratis i byerne som man skal fokusere på.
Hvis denne vampyrindustri – de private parkeringsselskaber – fortsat bliver støttet af politikerne, går det i den helt forkerte retning for borgerne og det private erhverv.
Hvordan skal en lille erhvervsdrivende kunne få kunder hen til sin butik, hvis de ikke kan parkere nogen steder eller det koster en formue?
Så vil borgerne søge ud af byerne til områder hvor der bliver taget hensyn til deres parkeringsbehov og de ikke skal vrides, stresses og udsuges af en parkeringsindustri som intet reelt formål har andet end at udsuge borgerne for afgifter som slet ikke skulle kunne kræves i et land hvor borgerne i forvejen betaler skat for at eje en bil og hvor borgerne er beskattet i så høj en grad at der burde kunne tages hensyn til deres parkeringsbehov.
Hvornår bliver de fattige bilister som køber gamle brugte biler og de frie bilister som ikke ønsker en overvågningselbil, tilgodeset på samme niveau som de rige elbilsejere?
Og de fleste af os ved vist godt at alle politikerne har været hurtige til at anskaffe sig en elbil imens det var afgiftsfrit og at de i mange år har kunnet køre rundt og tanke gratis el offentlige steder.
Så længe politikerne lovgiver ud fra egne personlige interesser, burde borgerne råbe vagt i gevær og kæmpe for at komme af med pamperiet og bedraget af borgerne.
Dette indlæg til Indblik.dk er skrevet af en ekstern skribent og repræsenterer dennes egne holdninger. Har du selv noget på hjerte? Send os et debatindlæg her.