[vc_row][vc_column][vc_column_text]Trafikken i Suezkanalen er genoptaget, meddeler den myndighed, der administrerer kanalen.
Containerskibet “Ever Given” er kommet fri og sejler langsomt nordpå med motorkraft, viser billeder på egyptisk tv.
På tv-billederne kan man se skibet ligge midt i kanalen. Rundt om det store skib lader flere slæbebåde hornene tude for at fejre, at skibet er kommet fri.
– Admiral Osama Rabie, der er leder af Suezkanalens myndighed, har meddelt genoptagelsen af skibstrafik i Suezkanalen, fremgår det ifølge nyhedsbureauet AFP af en meddelelse fra Suez Canal Authority.
Øjenvidner på stedet bekræfter, at skibet bevæger sig.
Det 400 meter lange “Ever Given” har siddet fast i Suezkanalen i næsten en uge og har blokeret for, at andre skibe kunne sejle igennem den vigtige fragtrute.
Mindst 369 skibe venter i øjeblikket på at kunne sejle gennem kanalen.
Chefen for Suez Canal Authority vurderer over for egyptisk tv, at det vil tage omkring tre dage at få de skibe igennem, der lige nu ligger i kø ved kanalen.
Hos Danske Rederier er der mandag glæde over den gode nyhed for skibstrafikken.
– Selv om det er glædeligt, at der nu åbnes op for trafik gennem Suezkanalen igen, så vil der gå uger, før hele transportkæden er tilbage på normalen, siger Jacob K. Clasen, viceadministrerende direktør i Danske Rederier.
– Skibsfarten fragter langt størstedelen af verdenshandlen, og når der så effektivt sættes en prop i en af de vigtigste genveje til søs, som tilfældet var her, så har det store konsekvenser, siger han i en kommentar til Ritzau.
Også hos Mærsk er det forventningen, at situationen først vil være normal igen om uger eller måneder, skriver Reuters.
Suezkanalen forbinder Middelhavet med Det Røde Hav og er den korteste vej mellem Asien og Europa. Den er 190 kilometer lang, 24 meter dyb, 205 meter bred og kan håndtere dusinvis af enorme containerskibe om dagen.
Cirka 12 procent af verdens gods bliver fragtet gennem kanalen. I 2020 svarede det ifølge Suez Canal Authority til 1,17 milliarder ton gods.
“Ever Given”, der er registreret i Panama, var ifølge BBC på vej fra Kina til Rotterdam i Holland og sejlede nordpå, da det stødte på grund.
/ritzau/Reuters[/vc_column_text][/vc_column][/vc_row]