Ganske som ventet har et flertal i Folketinget fredag vedtaget et lovindgreb, som betyder, at de strejkende sygeplejersker fra lørdag vender tilbage på job.
Onsdag aften kom det frem, at regeringen ville afslutte den igangværende konflikt, som i ti uger har ramt sundhedsvæsenet. Det sker ved at ophøje en mæglingsskitse fra Forligsmanden til lov.
Socialdemokratiet, Venstre, De Radikale, De Konservative, Nye Borgerlige og Liberal Alliance stemte for. Regeringens støttepartier SF og Enhedslisten stemte imod. Det gjorde de sammen med Dansk Folkeparti og Kristendemokraterne.
Men det betyder ikke, at sundhedsvæsnet er tilbage på fuld styrke allerede lørdag.
For de strejkende sygeplejersker har op til fire ugers sommerferie til gode. Og den skal afvikles inden nytår, skriver det statsejede medie DR.
Sygeplejerskerne på Aarhus Universitetshospital (AUH) har ifølge DR eksempelvis tilsammen omkring 4000 feriedage til gode.
Ifølge Sundhedsstyrelsen vil der grundet strejken være et efterslæb for planlagte operationer, som først er afviklet om cirka to år.
Det skyldes dog også et efterslæb i nogle regioner som følge af covid-19-situationen, samt at afviklingen formentlig først vil kunne gå i gang omkring nytår, da en del sygeplejersker først skal have afviklet deres ferie.
Ifølge Jes Søgaard, der er professor i sundhedsøkonomi ved Syddansk Universitet, kan de to år dog vise sig at være pessimistisk.
Tidligere erfaringer fra sygeplejerskernes strejke og efterfølgende arbejdspukkel tilbage i 2008 giver ifølge professoren et helt andet billede end Sundhedsstyrelsens vurdering.
– Det tror jeg simpelthen ikke på. Dels ud fra erfaringer fra 2008. Der gik det stærkere, og der var puklen større.
– Og så tager de (Sundhedsstyrelsen, red.) ikke rigtig højde for, at der er en kapacitet på de private hospitaler, siger han til DR.
Sygeplejersker på den side samt Danske Regioner og Kommunernes Landsforening på den anden side endte i Forligsinstitutionen, som skulle mægle mellem parterne, efter at de ikke lykkedes med at lande en ny overenskomst.
/ritzau/