Sverige genåbner snart: Sådan kommer genåbningen til at foregå

Sverige genåbner i fem trin fra begyndelsen af juni

Sverige har torsdag offentliggjort en genåbningsplan i fem trin.

Det skete på et pressemøde sent torsdag eftermiddag med den svenske regering og Folkhälsomyndigheten, den svenske sundhedsstyrelse.

Det skriver det svenske nyhedsbureau TT.

Første trin begynder tirsdag 1. juni, næste trin begynder 1. juli, og yderligere genåbning finder sted i midten af juli og september.

Sidste og femte trin, hvor der ikke længere er nogen restriktioner, har ikke nogen dato.

– Vi begynder at kunne se begyndelsen på enden, siger den socialdemokratiske svenske statsminister, Stefan Löfven, ifølge TT.

Han understreger samtidig, at genåbningen finder sted på en “ansvarlig måde”, og at man er klar til at håndtere smittestigninger.

Når første trin iværksættes 1. juni, kommer blandt andet en række nye og mere lempelige regler for, hvor mange der må være til forskellige typer af arrangementer og forsamlinger.

Derudover får udskænkningssteder lov til at servere alkohol frem til klokken 22.00 og holde åbent til klokken 22.30, men højst med fire personer i et selskab, skriver TT.

Om en måned bliver der taget et større skridt, hvor 50 personer for eksempel vil få mulighed for at forsamles til en privat fest.

Sveriges coronarestriktioner har i lang tid været mindre hårde end i mange andre europæiske lande, der har indført egentlige nedlukninger.

Siden november er restriktioner dog gradvist blevet gjort mere strikse med blandt andet et forsamlingsloft på otte personer og senere et krav om, at barer og restauranter lukker klokken 20.30.

Ifølge nyhedsbureauet Reuters har Sverige de seneste måneder været et af de lande med højest smittetal per indbygger, men antallet af coronarelaterede dødsfald i år er i den lavere ende af skalaen i Europa.

Dødstallet har dog samlet set været klart højere end i eksempelvis Danmark og Norge, men også lavere end i flere andre europæiske lande.

Generelt skal sammenligninger lande imellem dog tages med forbehold.

Ifølge TT har godt 3,6 millioner svenskere indtil videre fået mindst én vaccinedosis. Det svarer til 44,3 procent af den voksne befolkning.

/ritzau/

[adning id="17957"]

Fik du læst?