Der er behov for mindre stat og mere skole. Det er læren af syv magre år med skolereformen, skriver Brian Degn Mårtensson.

Af Brian Degn Mårtensson, filosof og forfatter

Folketinget vedtog på socialdemokratisk initiativ en storstilet reform af folkeskolen i 2013. Den trådte formelt i kraft ved skoleårets begyndelse i 2014. 

Bag reformen stod SF, S, Rv, K og V. LA tilsluttede sig forliget ved partiets indtræden VLAK-regeringen. Forud for reformens vedtagelse havde daværende undervisningsminister Christine Antorini etableret et netværk betitlet ”Ny Nordisk Skole”, hvor hun selv, politisk udvalgte eksperter og dele af fagbevægelsen diskuterede, hvordan en god skole skulle se ud. 

En stor inspiration var også forfatter Lars Olsens bog Uddannelse for de mange, hvor han – i lighed med den senere reform – primært betragtede skolegang som et spørgsmål om social-, erhvervs- og arbejdsmarkedspolitik.

En “kulturrevolution” i det danske skolevæsen

Skolereformen af 2013 bliver af de fleste eksperter (og af den forslagsstillende minister selv) betragtet som en regulær ”kulturrevolution” i dansk skole- og uddannelsespolitik. 

I debatten op til reformen stod det nemlig klart, at grundskolen ikke længere blev opfattet som et bærende grundlag for demokratiet, men snarere et værktøj som alle andre i demokratiets politiske værktøjskasse. 

Med reformen formulerede man i denne ånd tre mål: 1) Bedre testresultater i dansk og matematik, 2) Social baggrund skal have mindre betydning for børns faglige resultater, 3) Tilliden til og trivslen i folkeskolen skal øges. 

Trods denne socialpolitiske målsætning, blev folkeskolens formelle formålsparagraf ikke ændret grundet især radikal modstand. 

Derfor har folkeskolen lige siden skulle forholde sig til en lovgivning i strid med sig selv: Formelt skal man uddanne borgere, der skal agere selvmyndigt i samfund med frihed og folkestyre, og på samme tid har man efter statens anvisninger skullet tilpasse borgerne til politisk definerede produktionsstandarder (på et tidspunkt ca. 3000 mål).

De positive resultater er udeblevet

Lige siden reformen blev sat i værk har man fra centralt hold nøje fulgt udviklingen, og fra start til slut har PISA-test, PIRLS/ TIMSS-undersøgelser og nationale test vist, at der ingen fremgang har været at spore rent fagligt. 

Tværtimod har tilbagegang været normen, og det samme resultat er man kommet frem til i den afsluttende evaluering. Modsat forventningen har det stærkeste udtryk for tilliden til folkeskolen – nemlig efterspørgslen – konsekvent været for nedadgående, og en meget stor andel af landets frie grundskoler har lange ventelister. 

Tilmed drives de frie grundskoler gennemsnitligt for langt færre midler end folkeskoler, og har generelt bedre resultater. Ej heller har der været nogen som helst indikation af, at folkeskolen er blevet bedre til at bryde såkaldt negativ social arv.

Selv hvis reformen havde fungeret på dens egne præmisser, og de politisk udvalgte testscores havde været tilfredsstillende, bør man stadig grundigt overveje, om man fortsat ønsker at betragte folkeskolen som en mellemting mellem et socialfagligt tilbud og et jobcenter – i stedet for en skole. Dette grundspørgsmål siger evalueringen af gode grunde ikke noget om, da det er et etisk og politisk anliggende. 

Sådan er en rigtig skole

Ordet ”skole” kommer af det græske ”schole”, der betyder ”fri tid”. Dette i betydningen af, at man her er fri for omverdenens krav og forventninger, og i stedet skal udvide sin åndelige horisont for at blive et friere og mere tænksomt menneske. 

Skole er altså etymologisk modsætningen til erhvervsliv, arbejdsmarked, lighedsmålsætninger og lignende politiske dagsordener. 

I en rigtig skole er det eneste krav, at man får kundskaber og færdigheder, og dermed bliver fortrolig med ens kultur, verden og sig selv. Hvis Folketinget fortsat ønsker at have et demokrati, hvor frie borgere sammen skal diskutere sig frem til, hvad et godt liv og samliv mon kunne være, kan staten ikke have ret mange andre agendaer end de førnævnte i grundskolen. 

Borgerne er nemlig ikke medarbejdere eller produktionsenheder i et demokrati. De bestemmer selv, og kan kun gøre dette, hvis de har mødt en nøgternt fagligt orienteret skole, der alene har borgerens kundskabsbårne selvmyndighed som formål.

Hvordan vi kommer videre

Alle ansvarlige partier bør anerkende, at evalueringen af den milliarddyre skolereform er katastrofal på dens egne præmisser, men at alt derfor ikke er tabt. 

Skolereformen hviler nemlig på en grundlæggende fejlopfattelse af grundskolens rolle i et demokratisk samfund, og derfor havde det været langt værre, hvis den havde virket. 

En stat skal ikke løse borgernes problemer i grundskolen. I stedet skal borgerne sættes i stand til selv at finde ud af, hvad de synes problemerne er.

Alle gode kræfter bør nu arbejde for, at der igen kommer harmoni i mellem folkeskolelovens formålsparagraf og de indholdsregulerende lovdele.

Man bør også arbejde for, at skolen ikke skal styre efter politiske detailmål, men fokusere på dens egentlige opgave: Samværet om det faglige indhold – ikke test, kontrol og statsstyring af læring.

Populært sagt skal det faglige niveau og den faglige ambition løftes, så eleverne i undervisning møder mere indhold (flere og sværere tekster, mere matematik, flere fysikforsøg) og mindre kontrol. 

Et godt eksempel på kontraproduktiv kontrol er tidsspildet med Nationale Test, som ikke har positiv effekt på hverken undervisning eller elever, og alene opfylder et statsligt målebehov – på noget staten reelt ikke skal blande sig i. Det er borgerne, der skal lave sig en stat, ikke staten, der skal lave sig nogle borgere. En afsluttende afgangsprøve bør være eneste centralt bestemte test.

Men hvordan ved vi så om det virker? Det kan vi ikke vide med sikkerhed, og vi må sørge for, at vi har ansat nogle lærere, der er sig deres store ansvar bevidst, og hver dag kæmper for at bibringe eleverne så meget viden og indsigt som overhovedet muligt. 

Hvis det skulle ske, at danske virksomheder om 20-25 år ikke kan bruge danske medarbejdere pga. inkompetence, skal vi nok opdage det. Dog er vi i Danmark så heldigt stillet, at vi rent faktisk har makro-evidens for vores historiske skoletraditions unikke kvaliteter. 

Året før undervisningspligtens indførsel i 1814 var Danmark de facto gået bankerot, hovedstaden var ødelagt, og landet generelt krigshærget. 

De næste 160 år gik Danmark fra at være et krigshærget fallitbo til det, man internationalt har kaldt ”The Danish Miracle” – et rigt, ligeværdigt, top-demokratisk, ukorrupt og frit samfund. Førende økonomer peger på tillid som den særlige ingrediens, der adskiller Danmark fra ellers sammenlignelige lande, der ikke har præsteret lige så godt. 

Tillid er helt specifikt noget, man pædagogisk giver videre fra en generation til en anden – sammen med viden, kundskaber og andre kulturelle erfaringer. 

Mindre stat, mere skole

Hvis man vil Danmark, dansk økonomi, dansk erhvervsliv og den danske sammenhængskraft det godt, bør man – ligesom bl.a. vakse kinesiske, koreanske og indiske policyudviklere p.t. gør – målrettet overveje, hvad det præcist var, den danske skoletradition lykkedes så godt med i det 19. og 20. århundrede – herunder, hvordan grundtvigsk inspirerede friskoler, efterskoler og højskoler fortsat har succes med det. 

Altså: Mindre stat, mere skole. Dette vil – hvilket historien i hvert fald entydigt peger på – på sigt give os en bedre og stærkere stat.