Frankrigs tidligere præsident Nicolas Sarkozy er mandag blevet idømt tre års fængsel, heraf to betinget, for at have bestukket en dommer.
Den 65-årige ekspræsident, som ledede Frankrig fra 2007 til 2012, var sammen med advokaten Thierry Herzog tiltalt for korruption i forbindelse med et forsøg på at bestikke dommeren Gilbert Azibert i 2014. Også Aziberter tiltalt.
Det er dog ikke sandsynligt, at Nicolas Sarkozy reelt kommer til at afsone i fængsel, da Frankrig normalt kun håndhæver fængselsdomme på mere end to års ubetinget fængsling.
Så det tidligere statsoverhoved kan nu se frem til at afsone straffen hjemme med en fodlænke.
Sarkozy er dømt for at have lovet dommeren en eftertragtet post i Monaco til gengæld for information om den såkaldte Bettencourt-sag.
Den handlede om, hvorvidt Sarkozy i 2007 havde taget imod ulovlige kampagnebidrag fra den ekstremt velhavende forretningskvinde Liliane Bettencourt.
Dommen er mildere end det anklagemyndigheden havde krævet.
Kravet her fra var fire års fængsel, heraf to år betinget.
Retssagen blev afsluttet i december, men Sarkozy og hans medtiltalte måtte vente i næsten tre måneder på rettens afgørelse.
Ud over fængselsstraffen kan der komme bøder på op mod 1,2 millioner euro – op mod ni millioner kroner.
Anklagerne var baseret på politiets aflytninger af telefonsamtaler mellem Sarkozy og andre involverede.
Aldrig tidligere er en fransk præsident blevet retsforfulgt for så alvorlige lovbrud.
Sarkozys forgænger, Jacques Chirac, fik i 2011 en betinget dom på to år for misbrug af offentlige midler i sin tid som borgmester i Paris.
Senere denne måneden må Sarkozy igen i retten. Sammen med 13 andre er han tiltalt for ulovlig valgkampfinansiering ved præsidentvalget i 2012.
/ritzau/AFP