To ud af tre danskere: Ellemann bliver aldrig statsminister

Foto: Claus Bech/Ritzau Scanpix

En ny meningsmåling slukker de eventuelle statsministerdrømme, som Venstres formand Jakob Ellemann-Jensen måtte gå rundt med.

Af Philip Friis, philip@indblik.dk

Venstre sad på regeringsmagten indtil folketingsvalget i 2019, hvor partiet måtte se sig slået af Socialdemokratiet anført af nuværende statsminister, Mette Frederiksen.

Siden valget i 2019 har Venstre foretaget en større omvæltning, og daværende formand Lars Løkke Rasmussen og næstformand Kristian Jensen har aftrådt, mens Løkke endda har forladt partiet og arbejder på at stifte et nyt.

Jakob Ellemann-Jensen overtog formandsposten efter Lars Løkke, mens Inger Støjberg for en kort stund bestred næstformandsposten, inden hun igen blev erstattet af Stephanie Lose.

Støjberg har også forladt Venstre.

Den nye formand erklærede tilbage i sommeren 2020, at ”Venstre er det store dyr på savannen” i dansk politik.

Og i januar i år tilføjede Ellemann yderligere:

– Jeg er bestemt det store dyr på savannen.

Men en ny meningsmåling viser, at danskerne langtfra deler opfattelsen af, at Ellemann og Venstre skulle være det ”store dyr på savannen”, som kan vinde Statsministeriet tilbage fra Mette Frederiksen og Socialdemokratiet.

66 procent tror ikke på Ellemann som statsminister

En meningsmåling foretaget af YouGov for BT viser nemlig, at to ud af tre danskere ikke tror, at Ellemann kan slå Mette Frederiksen af pinden som Danmarks statsminister.

Mere præcist fordeler tallene sig således, at hele 43 procent er helt enige, imens 23 procent er delvist enige i, at Ellemann aldrig nogensinde bliver statsminister.

Derudover er det kun 3 procent af de adspurgte, der erklærer sig helt uenige, og mener, at Ellemann kommer til at blive statsminister på et tidspunkt.

Det ser ikke bedre ud, når man specifikt kigger på de Venstre-vælgere, der har deltaget i meningsmålingen.

Meningsmålingen har også opdelt Venstres vælgere for sig, og her er det kun sammenlagt 23 procent, der tror på, at Ellemann nogensinde bliver statsminister.

Undersøgelsen er, som sagt foretaget af YouGov for BT, og den maksimale usikkerhed i undersøgelsen er plus/minus 2,8 procentpoint.

Derudover er undersøgelsen baseret på interview med 1.263 personer over 18 år fra YouGov panelet.

[adning id="17957"]

Fik du læst?