Trods Enhedslistens store vælgeropbakning: København rykkede til højre ved kommunalvalget

Ole Birk Olesen, Sisse Marie Welling, Mia Nyegaard, Jakob Næsager og socialdemokratiets spidskandidat i København, Sophie Hæstorp Andersen, som er ny overborgmester møder pressen på Københavns Rådhus efter kommunalvalget natten til onsdag den 17. november 2021. Den 16. november afholdtes Kommunalvalg og Regionsrådsvalg i Danmark.. (Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix)
Del på facebook
Del på twitter
Del på linkedin

Det er valgets oversete sandhed, at København rykkede til højre ved kommunalvalget.

Af Jeppe Caspersen, jeppe@indblik.dk 

Det skriver Altingets chefredaktør Jakob Nielsen i en analyse.

Han peger på, at mange medier har fokuseret på, at  Enhedslisten gik markant frem i Københavns Kommune sammenlignet med sidste kommunalvalg.

Partiet gik nemlig frem med hele 6,2 procentpoint og fik i alt 24,6 procent af stemmerne.

Dette kan få valget til at virke som markant mere rødt end hidtil, anerkender Jakob Nielsen. Han understreger dog, at resultatet ser markant dårligere ud for andre røde partier, såsom overborgmesterpartiet Socialdemokratiet.

Socialdemokratiet er nemlig gået tilbage med hele 10,4 procentpoint og landede til kommunalvalget den 16. november med et resultat på 17,2 procent.

Samtidig er Alternativet også gået tilbage med hele 7,6 procent, og dette har sammen med den socialdemokratiske tilbagegang resulteret i, at Kbenhavn reelt set er rykket til højre.

Tager man et kig på meningsmålingerne, afslører de da også, at Konservative har oplevet en massiv fremgang på hele 7,5 procentpoint.

Samtidig har Venstre stort set lagt stille, da partiet kun er faldet med 0,2 procentpoint sammenlignet med sidste valg.

Sandheden ved dette valg er altså, at København er rykket til højre, på trods af at Enhedslistens markante fremgang har overskygget dette, skriver Jakob Nielsen.

Chefredaktøren påpeger, at blå blok har vundet de to mandater, som rød blok har tabt, hvilket altså vil sige, at København samlet set er blevet en mere blå kommune end ved sidste valg. I alt har blå blok nu 15 mandater, mens rød blok har 40.

Den blå fremgang kan også aflæses ved at kigge på borgmesterposterne i København, hvor de borgerlige partier nu bestrider to poster mod en enkelt før valget den 16. november.

Venstres Cecilia Lonning-Skovgaard fortsætter som beskæftigelsesborgmester, mens Konservatives Jakob Næsager bliver nyslået børne- og ungdomsborgmester.

– Den røde bølge i København er en realitet. Men den kan hurtigt blive stoppet af en blå mur, skriver Jakob Nielsen opsummerende.

KAN DU LIDE, HVAD DU LÆSER?

Det koster penge at lave kritisk journalistik. Som medlem er du med til at sikre, at vi på Indblik kan gøre det, vi er bedst til: At lave journalistik og skabe debat, der udfordrer konsensus i det øvrige mediebillede og i dansk politik.