Der er et massivt flertal i befolkningen for at forbyde omskæring af drengebørn, men Folketinget har tilsyneladende ingen problemer med at gå imod folkestemningen.
Af Claes Theilgaard, claes@indblik.dk
Folketinget har tirsdag nedstemt et borgerforslag om at indføre en kønsneutral mindstealder på 18 år for omskæringer, der ikke er betinget af helbredsmæssige årsager.
Borgerforslaget er stillet på initiativ af foreningen Intact Denmark, som arbejder for netop at indføre en mindstealder for omskæringer.
Omskæring af piger og kvinder er allerede forbudt, men det er fortsat lovligt at omskære drenge uanset alder.
Ifølge en meningsmåling foretaget af Epinion for DR fra tidligere i år er det kun hver tiende dansker der mener, at omskæring af mindreårige drenge – som led i muslimske og jødiske religiøse ceremonier – skal være tilladt.
Derimod er det over 73 procent som mener, at der skal indføres en mindstealder for omskæring, mens omkring 14 procent svarer “ved ikke” og 2,4 procent af de adspurgte ikke ønsker at svare.
Alligevel 62 af de fremmødte i folketingssalen imod forslaget om en mindstealder for omskæring af såvel drenge som piger, mens kun 34 stemte for.
Løsgænger Inger Støjberg stemte som den eneste hverken for eller imod, da hun i stedet mener, at omskæring skal forbydes for børn, der er ældre end otte dage.
Dette forslag præsenterede Støjberg for nyligt i en kronik i Berlingske, hvor hun argumenterede for, at en otte dages-aldersgrænse ville give rum til at jøder kan fortsætte rituel omskæring af drengebørn, og at det vil gøre hende “ekstra tilfreds, hvis det tvinger muslimerne i Danmark til at ændre deres tradition for omskæring af ældre børn”.
Spørgsmålet om omskæring splitter også flere partier internt, og derfor havde nogle partier fritstillet deres folketingsmedlemmer i forbindelse med afstemningen.
På Folketingets hjemmeside kan du se en liste over, hvem der stemte for og imod forslaget om en mindstealder for omskæring.