Konflikten begyndte som en tvist om, hvorvidt Harvard ville efterkomme en omfattende oplysningsanmodning fra Department of Homeland Security (DHS). Minister Kristi Noem krævede adgang til detaljerede oplysninger om samtlige internationale studerendes aktiviteter, herunder kursusvalg og eventuel kriminel adfærd. Hun påstod, at Harvard havde skabt et “fjendtligt læringsmiljø for jødiske studerende” og havde nægtet at efterleve lovpligtige krav.

Harvard nægtede imidlertid at udlevere information ud over det, der kræves ved lov. Universitetets ledelse betegnede kravet som et brud på privatliv og en krænkelse af akademisk frihed. Ifølge Harvard brød administrationens krav med lovgivningen, og universitetet oplyste offentligt, at det kun ville udlevere de oplysninger, det var juridisk forpligtet til.

En eksistentiel trussel

Den direkte konsekvens af regeringens beslutning er, at Harvard mister sin SEVP-certificering, som er nødvendig for at kunne tilmelde udenlandske studerende. Det rammer omkring 6.800 internationale studerende, svarende til 27 % af universitetets samlede studentertal. De skal nu enten overføres til andre institutioner eller forlade USA.

Finansielt har det også vidtrækkende konsekvenser. Internationale studerende betaler typisk fuld pris – op mod 87.000 USD årligt inkl. bolig og forplejning. Harvard har en enorm formue på omkring 50 milliarder USD, men indtægterne fra internationale studerende spiller en central rolle i at finansiere den akademiske drift og forskning.

Antisemitisme og samarbejde med Kina

Kristi Noem offentliggjorde beslutningen sammen med en række anklager om antisemitisme og udbredt kriminalitet på campus. Ifølge DHS skal en fælles regeringsundersøgelse have vist, at Harvard ignorerede racistisk og antisemitisk chikane. Man fremhævede bl.a., at en protester anklaget for overfald på en jødisk studerende var udnævnt som Class Marshal ved Harvard Divinity School, og at pro-Hamas-grupper stadig blev anerkendt og finansieret af universitetet.

DHS nævnte også Harvards samarbejde med kinesiske forskningsinstitutioner og endda paramilitære grupper, som XPCC, en organisation knyttet til undertrykkelsen af uighurer i Xinjiang. Det hævdes, at Harvard gennem forskningssamarbejder og økonomiske donationer har opretholdt forbindelser til både Kina og Iran.

Disse påstande, mange uden dokumenteret modbevisning i sagen, har tjent til at retfærdiggøre en usædvanlig og potentielt grundlovsstridig indgriben i universitetsdrift.

Studerendes frygt og frustrationer

En af de mest markante stemmer i debatten er Leo Gerdén, svensk statsborger og afgangsstuderende fra Harvard. Han udtaler: “Trump-administrationen bruger os som pokerchips lige nu. Det er ekstremt farligt.” Han og mange andre internationale studerende udtrykker frygt for deportation og selvcensur.

Garden påpeger, at mange nu er bange for at deltage i protester, ytre politiske holdninger eller udgive kritiske indlæg. “Vi ser en nedbrydning af demokratiet – ikke som en case study i en statskundskabstime, men midt i vores hverdag,” skrev han i et debatindlæg. Han beskylder universitetets ledelse for at bøje sig for administrationens krav frem for at kæmpe for de studerende.

Harvard og retsstaten

Harvard har anlagt sag mod den føderale regering og forsøger at få beslutningen omgjort. Juridiske eksperter vurderer, at universitetet har en stærk sag, især hvis det kan bevises, at administrationens krav overskred lovhjemlede beføjelser og havde politisk karakter.

Kritikere af Trump-administrationens fremgangsmåde advarer om faren ved, at regeringen bruger visumsystemet som politisk pressionsmiddel. Den tidligere DHS-embedsmand Andrea Flores kalder sagen “uden fortilfælde”, og frygter en fremtid, hvor regeringen vil kunne omforme universiteter politisk.

Universitetets identitet

Det centrale spørgsmål er nu, om Harvard – og andre topuniversiteter – vil stå sammen og modsætte sig den politiske pression. Kritikerne påpeger, at eliteuniversiteterne samlet har enorme ressourcer, juridisk kapacitet og politisk gennemslagskraft, men mangler viljen til at udfordre staten.

Harvard-studerendes appel er klar: Der er behov for en principiel kamp for ytringsfrihed, akademisk autonomi og demokratiske værdier. Hvis ikke, risikerer hele sektoren at bukke under for et autoritært skifte.

Trump-administrationens sagsanlæg mod Harvard er ikke blot et opgør om visumregler. Det er et frontalangreb på universitetets identitet og det bredere princip om akademisk frihed. Sagens udfald vil få betydning for ikke bare Harvard, men for hele det amerikanske uddannelsessystem – og måske for demokratiets robusthed i en ny politisk æra.