Trumps handelspolitik skaber i øjeblikket global handelsuro. Hans administration intensiverer toldsatser og udfordrer reglerne i det internationale handelssystem. EU bliver tvunget til at forholde sig til en ny virkelighed. Toldskærpelser skaber usikkerhed for europæisk eksport og forsyningskæder.

De første effekter vil kunne mærkes især i stål- og bilindustrien. Told på stål og aluminium gør europæisk eksport til USA dyrere, mens truslen om 25 % told på biler skaber stor nervøsitet i Tyskland og Sverige. Bilindustrien er en nøglesektor, og tusindvis af job er i spil.

Handels-usikkerheden kan samtidigt dæmpe virksomhedernes investeringslyst og påvirker hele forsyningskæder. ECB og IMF peger på, at væksten allerede bremser op som følge af faldende tillid og eksport. Situationen forværres af Europas interne svagheder: lav produktivitetsvækst, høje energiomkostninger og afhængighed af udenlandsk teknologi og råvarer.

Draghi-rapporten fra 2024 beskriver et Europa, der kæmper med at holde trit med USA og Kina. Kontinentets teknologiske efterslæb og fragmenterede kapitalmarkeder hæmmer innovation og opskalering. Europas økonomi er sårbar over for globale stød, og handelsforstyrrelser forstærker de eksisterende ubalancer.

EU var naturligvis ikke uforberedt, og har opskaleret med en kombination af diplomati, modforanstaltninger og strategiske investeringer. Der indgås for tiden nye handelsaftaler med Japan, Canada og Mercosur for at mindske afhængigheden af USA. Der satses på strategisk autonomi med investeringer i chips, batterier og grøn teknologi.

Samtidig udvikler EU nye mekanismer for at beskytte sig mod økonomisk tvang og udenlandske opkøb. En modgående forordning og en styrket handelshåndhævelse skal sikre, at EU kan reagere samlet og hurtigt på fremtidige trusler.

Makroøkonomisk set vurderer økonomer, at handelsusikkerheden allerede reducerer eurozonens vækst med op til 0,5 %. I et eskaleringsscenarie kan BNP tabe 2–4 %. Investeringerne lider, og udsatte sektorer som industri og teknologi risikerer jobtab og lavere eksport.

EU’s udfordring er nu, at reagere samlet og langsigtet. Det indebærer både at fastholde den regelbaserede verdensorden og samtidig forberede sig på et mere fragmenteret globalt handelslandskab. Fremtiden vil afhænge af Europas evne til at kombinere åbenhed med robusthed.

Det kommende år bliver afgørende for, om Europa formår at reagere samlet og fremtidssikre sin økonomi i en æra, hvor globaliseringen ikke længere kan tages for givet.

USA lammer  den regelbaserede orden

Trumps aggressive handelskurs har sat spørgsmålstegn ved det globale handelssystem, hvilket indirekte truer en region som Europa, der er dybt forankret i forudsigelige, regelbaserede rammer. Med USA’s ensidige tiltag og lammelsen af WTO’s appelorgan (blokeret af Trump-administrationen) er internationale handelsregler sværere at håndhæve. Dette regime-skifte skaber i sig selv en usikkerhed: Hvis “magt er ret” i handel, bliver det de store aktørers love, der gælder. EU risikerer at blive klemt mellem USA og Kina i en magtkamp om handel, hvor de normale tvistbilæggelsesmekanismer sættes ud af spil.

Draghi-rapporten noterer, at EU har nydt godt af en stabil geopolitisk æra under amerikansk hegemoni, hvor man kunne adskille handel og sikkerhed. Den æra er på retræte. USA kobler nu handel og sikkerhedspolitik sammen, og det betyder at Europa måske også må til at tænke handel i et nyt lys.

Sammenfattende har Trumps handelstiltag både direkte effekter i form af told, der rammer specifikke eksportvarer, og barrierer der øger virksomhedernes omkostninger. Derudover indirekte effekter i form af svækket tillid, forskydninger i globale værdikæder og erosion af det internationale handelssystem).

Udsatte sektorer i Europa

Nogle europæiske sektorer er særligt eksponerede over for Trumps handelspolitik – enten fordi de har været direkte i skudlinjen for amerikanske toldforhøjelser, eller fordi de er dybt afhængige af åbne internationale markeder.

• Bilindustrien: Dette er uden tvivl Europas mest sårbare sektor i denne konflikt. EU eksporterer årligt biler for milliarder af euro til USA, som er det største marked for europæiske bilproducenter uden for Europa. Trump-administrationens indførsel af 25 % told på alle importerede biler og bildele rammer dermed en kerneindustri i Europa. Ifølge European Automobile Manufacturers’ Association beskæftiger den europæiske bilindustri (inklusive underleverandører) næsten 14 millioner mennesker. Det er værd at bemærke, at mange europæiske producenter har fabrikker i USA. Disse fabrikker vil ikke gå ram forbi, da de ofte er afhængige af importerede komponenter fra Europa, der vil blive dyrere
• Stål- og metalindustrien: Stålsektoren var den første, der mærkede Trumps politik, og er fortsat blandt de mest udsatte. USA har traditionelt været et vigtigt eksportmarked for europæisk stål. 25 % told gør reelt mange salg uøkonomiske. EU’s største ståleksportører – herunder Tyskland, Italien, Sverige og Frankrig – må omdirigere eksport eller nedbringe produktionen yderligere.
• Maskin- og elektronikindustrien: Europa er førende inden for mange typer industrimaskiner, udstyr og kemiske produkter, som eksporteres globalt. Disse brancher kan indirekte blive skadet af en opbremsning i investeringerne internationalt. Samtidig kan nye amerikanske restriktioner på højteknologi-eksport (f.eks. restriktioner på chips til Kina) påvirke europæiske firmaer, der er integreret i globale teknologiske økosystemer.
• Landbrugs- og fødevaresektoren: På trods af, at EU har et overskud i samhandlen med USA, har USA traditionelt et overskud i landbrugshandlen. Amerikanske landbrugsinteresser har længe klaget over EU’s regulering – f.eks. EU’s forbud mod hormonbehandlet oksekød og klorkyllinger. Landbrugssektoren i EU er dog mindre afhængig af USA. Hovedmarkederne for EU’s landbrugseksport er internt i EU eller Mellemøsten/Kina. Nicheprodukter kan dog rammes hårdt; franske cognac- og vinproducenter er i alarmberedskab over Trumps periodiske trusler om gengældelse for digitalserviceskatter med told på vin og champagne

Strukturelle svagheder forværrer udfordringen

Trump-administrationens handelstiltag rammer Europa på et tidspunkt, hvor kontinentet i forvejen døjer med en række underliggende økonomiske svagheder. Disse strukturelle udfordringer gør, at Europa har færre buffere mod handelschok og måske sværere ved hurtigt at omstille sig. Draghi-rapporten beskriver flere af disse akilleshæle for Europas økonomi.

• Stagnerende produktivitetsvækst og innovationsgab: Europas produktivitet vokser langsommere end i andre avancerede økonomier, især USA. Mario Draghi konkluderer, at EU skal satse langt mere på innovation og finde “nye vækstmotorer”, da EU’s andel af verdenshandlen ellers vil fortsætte med at skrumpe i forhold til USA og Kina.
• Høje energiomkostninger: Europæisk industri har længe kæmpet med markant højere energiomkostninger end konkurrenterne i USA og Kina. Den amerikanske skifergasrevolution sænkede energipriserne i USA i 2010’erne, mens Europa – især efter 2021 – har oplevet tårnhøje naturgaspriser. Allerede før energikrisen var el- og gaspriser for industrien typisk 2-3 gange højere i EU end i USA.
• Afhængighed af udenlandske råvarer og input: Europa er fattig på visse kritiske råstoffer og materialer, som moderne industrier behøver. Vi taler om alt fra sjældne jordarter, litium og kobolt (til grøn teknologi og elektronik) til almindelige industrimetaller og energi i form af olie og gas
• Teknologisk efterslæb og udenlandsk teknologidominans: Selvom Europa har stærke industrier, er det bagud på visse teknologiske fronter – særligt digitale teknologier. Størstedelen af global cloud-computing, sociale medier, internetplatforme og halvlederdesign kontrolleres af amerikanske eller asiatiske (kinesiske, taiwanesiske, sydkoreanske) virksomheder.
• Fragmenterede kapitalmarkeder og investeringshæmninger: En mindre iøjnefaldende, men vigtig strukturel svaghed er, at EU’s kapitalmarkeder og finansielle system ikke er så integreret eller risikovilligt som USA’s.

Opsummeret vil Trumps handelspolitik medføre lavere vækst og højere usikkerhed i Europa, end der ellers ville have været.

Europas vej frem i en mere protektionistisk verden

Europa må navigere i en verden, hvor protektionisme og “økonomisk nationalisme” fylder mere. Grundlæggende er bekymringen, at globaliseringen ikke længere er en selvfølge. Rusland har brudt verdensfreden i Europa, og Kina-USA-rivaliseringen spidser til. Alt dette trækker i retning af en fragmenteret verdensøkonomi, hvor blokke handler mere indbyrdes end med hinanden. Europa står i midten af denne udvikling og må tilpasse sig det nye spil. Et centralt element i Europas fremtidsstrategi er at kombinere grøn og digital omstilling med øget konkurrenceevne.

Ursula von der Leyen sagde ved modtagelsen af Draghi-rapporten, at EU for at kunne konkurrere skal “satse på den grønne og digitale omstilling” og “investere i de kompetencer, der behøves” Dette afspejler en tro på, at den bedste forsikring mod protektionistisk pres er at være førende i de teknologier, som verden efterspørger – fra ren energi til avanceret software. Hvis Europa kan blive leverandør af uundværlige produkter (fx grøn brint, næste generations batterier, AI-løsninger, nichemaskiner), vil andre lande have en egeninteresse i at handle med os – toldmur eller ej. Med andre ord: innovation er nøglen til at opretholde relevans. EU’s budget og genopretningsmidler afspejler denne prioritet med hundredvis af milliarder øremærket til digitalisering og grøn teknologi i medlemslandene.

EU har valgt en værdibaseret handelspolitik – f.eks. stilles der krav om bæredygtighed og arbejdstagerrettigheder i nye aftaler. Dette kan i en barsk verden være et tveægget sværd! På den ene side er det blød magt og branding, på den anden side kan det besværliggøre hurtige aftaler med visse lande. EU ønsker at fremme en regelbaseret orden og vil sandsynligvis fastholde denne tilgang og håbe, at man kan samle koalitioner for fair trade.

EU må dog være mere realistisk og hårdtslående, hvis det behøves – f.eks. i håndhævelse af aftaler og beskyttelse mod tvang. EU ønsker at være en handelspolitiske enhed hvor medlemslandene står sammen, da EU’s marked på 450 millioner forbrugere dermed et magtfuldt forhandlingskort.

Men hvad nu, hvis sammenholdet bliver brud? Så bliver Europas lande bønderne på verdenshandelens skakbrædt…