USA vil støtte globalt vaccinationsprogram med milliarder

USA vil støtte globalt vaccinationsprogram med milliarder
Saul Loeb/Ritzau Scanpix

USA’s præsident, Joe Biden, vil på et møde i G7-gruppen fredag give tilsagn om at støtte det globale vaccinationsprogram mod covid-19, Covax, med fire milliarder dollar. Det svarer til 24,6 milliarder kroner.

Det oplyser embedsfolk i Det Hvide Hus ifølge nyhedsbureauerne AFP og Reuters.

Covax er rettet mod at få udbredt coronavacciner i udviklingslande.

USA vil frigive de første to milliarder dollar i slutningen af februar, mens resten bliver fordelt over to år.

Det er ifølge AFP det første amerikanske bidrag til vaccinationsprogrammet.

– Vi mener, at det er absolut nødvendigt at bidrage til at få has på pandemien globalt, siger en ledende medarbejder i Det Hvide Hus.

Personen, der udtaler sig anonymt, oplyser, at selv om USA “prioriterer” det hjemlige behov for vacciner, så vil økonomisk hjælp til andre lande “mindske risikoen for alle i verden, deriblandt amerikanere. Ydermere vil det mindske risikoen for fremkomst af nye varianter af coronavirusset.

G7 omfatter syv lande – Storbritannien, Canada, Frankrig, Tyskland, Italien, Japan og USA. Som det har været tilfældet under hele coronakrisen vil fredagens møde i gruppen blive holdt virtuelt.

Storbritannien har i år formandskabet for G7, og derfor er premierminister Boris Johnson vært for mødet. Det begynder fredag klokken 15.

Johnson vil udfordre de andre lande til at hjælpe med at fremskynde udviklingen af fremtidige vacciner til 100 dage. Det skriver Reuters.

Til sammenligning gik der 314 dage, fra coronavirusset blev identificeret i Kina i december 2019, til de første positive resultater fra kliniske forsøg med vacciner forelå.

Desuden ønsker Boris Johnson at bruge mødet til at skabe opbakning for en mere koordineret tilgang til fremtidige pandemier. Herunder oprettelse af en global sundhedstraktat.

/ritzau/

[adning id="17957"]

Fik du læst?