Varmer Radikale op til at skifte blok? Anonyme kilder løfter sløret for opsigtsvækkende overvejelser

Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Nu er det ikke længere blot tomme trusler fra Radikale Venstre. I partiets folketingsgruppe og hovedbestyrelse har man besluttet ikke at pege på en ren S-regering igen, oplyser Politiken.

Af Sebastian Borgå, sebastian@indblik.dk

Radikale Venstre har på det seneste stillet sig mere kritiske end hidtil overfor den nuværende socialdemokratiske regering.

Den 10. november gik partiformanden Sofie Carsten Nielsen til angreb på regeringen i et interview med Berlingske. 

Her kritiserede hun regeringen for at handle egenrådigt og magtfuldkomment. Noget som hun ikke mente kunne fortsætte:

– Jeg kan ikke se for mig, at vi bare fortsætter på samme måde som i de seneste år – som støtteparti for en et-partiregering, der kører i den rille, de gør nu. Det er ikke langtidsholdbart, sagde hun i et interview med Berlingske.

Ifølge Politikens politiske analytiker, Elisabet Svane, lignede denne kritik på daværende tidspunkt mest af alt den sædvanlige radikale strategi, hvor partiet stikker lidt til regeringen i håb at opnå en plads i varmen uden egentlig at være klar til at gøre alvor af truslerne.

Men nye radikale kilder, som Politiken har talt med, vidner om, at der ikke længere blot er tale om tomme trusler fra De Radikales side.

Kilderne fortæller nemlig, at man, både i Radikale Venstres hovedbestyrelse og folketingsgruppe, er nået til bred enighed om beslutningen om ikke at pege på en ren S-regering igen.

Ifølge kilderne – som er uden for citat – vil Sofie Carsten Nielsen offentligt melde ud om denne opsigtsvækkende beslutning inden næste folketingsvalg. 

– Det vil ske senest, når valget bliver udskrevet, og det kan selvfølgelig betyde, at vi mister en masse stemmer og måske udløser et rødt flertal. Men det er med i vores beslutning, siger den radikale kilde – uden for citat.

Og hvis der til den tid skulle tegne sig et rent rødt flertal, er Radikale klar til at gå i opposition sammen med blå blok, oplyser andre kilder.

Helt generelt bliver idéen om at gå i opposition tænkt højt i partiet, kan Politiken berette på baggrund af flere kilder uden for citat.

Ved valget i 2019 gik 8,6 procent af stemmerne til Radikale Venstre, hvilket gav dem 16 mandater i Folketinget ud af 179. Sidenhen har Jens Rohde og Ida Auken meldt sig ud, og i dag sidder partiet derfor på 14 mandater.

Dog oplever partiet nu nedgang i meningsmålingerne. Ifølge seneste meningsmåling fra Voxmeter står de nu kun til at få 5,2 procent af stemmerne, hvilket er 3,4 procentpoint mindre, end de fik til valget i år 2019.

[adning id="17957"]

Fik du læst?