Venstres kommunalpolitiker Martin Bech har været på en tur til og fra Ukraine for at levere nødhjælp og hjælpe en flygtningefamilie ud af landet. Indblik har talt med Martin Bech om hans oplevelser ved grænsen til Ukraine – og om hans motivation for at køre tværs gennem Europa for at hjælpe.
Af Claes Kirkeby Theilgaard, claes@indblik.dk
I forbindelse med Ruslands invasion af Ukraine har mange danskere et stort ønske om at hjælpe det ukrainske folk. De fleste donerer til en nødhjælpsorganisation eller viser måske moralsk støtte ved at flage med det ukrainske flag eller deltage i demonstrationer, men for Venstre-kommunalpolitikeren Martin Bech fra Brønderslev er det ikke nok.
Derfor kørte han mandag morgen af sted mod Ukraine med bilen fyldt med nødhjælp. På tilbageturen har han ligeledes haft en flygtningefamilie med fra Ukraine. Familien kom fra en landsby i Ukraine, som russiske tropper ifølge Martin Bech havde udslettet. Flygtningefamilien er nu sat af i den tyske by München, hvor de havde noget familie, og torsdag er Bech nu selv på vej hjem mod Danmark igen.
Indblik har talt med Martin Bech om hans oplevelser ved grænsen til Ukraine – og om hans motivation for at køre tværs gennem Europa for at hjælpe.
Læs vores interview med ham herunder.
Hvad lavede du i Ukraine?
Jeg sad søndag eftermiddag, og tænkte ved mig selv, at det simpelthen er forfærdeligt det her. Og så kunne jeg mærke, at det gibbede i mig for at gøre et eller andet konkret. Jeg kunne selvfølgelig sende penge, men jeg ville gerne gøre noget mere. Derfor prøvede jeg at rakte lidt ud for at høre, hvad jeg kunne gøre. Så fik jeg fat i et par ukrainere på Facebook, og gennem dem fik jeg nogle kontakter, som havde med nødorganisationer at gøre. Bl.a. via dem, der hedder “Bevar Ukraine”. Da gjorde jeg op med mig selv, at det er nu, der er behov for hjælp, det var nu, situationen eskalerede, og at jeg derfor ville tage derned med noget nødhjælp. Derudover ville jeg i øvrigt tilbyde min hjælp til hvad end, der ellers måtte være behov for. Evt. også at fragte nogen hjem, hvis der måtte være behov for det.
Da jeg havde besluttet mig for, at jeg ville hjælpe, tog jeg fat i mit netværk, og så gik det rigtigt stærkt. Jeg fik samlet en masse ting ind. Faktisk fik jeg samlet mere ind, end hvad jeg selv kunne have i min bil, så jeg fik fat i en lastbil, der kunne tage resten. Derudover tog jeg en række ting med fra mit eget varelager i min virksomhed, bl.a. gasblus, telte og hvad jeg nu ellers kunne forestille mig kunne bruges i Ukraine.
Så kørte jeg mandag morgen med pakket bil, og tog den i ét stræk til Warzawa. Det tog 17 timer, og i Warzawa fik jeg så fire timers søvn, inden jeg ellers tirsdag kørte mod Ukraines grænse. Her mødtes jeg med én, jeg kendte, der stod for at få ting ind i Ukraine.
I Polen købte jeg også en masse medicin og førstehjælpspakker med bandage osv., og en af mine bekendte havde yderligere sponsoreret proteinbarer og konserves. Jeg havde også en masse tøj med, men det var der ikke den store efterspørgsel efter, fordi de allerede har modtaget så meget.
Alt det, jeg havde med, blev så afleveret til en bus, der kørte ind i Ukraine – fyldt op med en masse nødhjælpsgrej. Jeg har på fornemmelsen, at det havner hos nogle af dem, som kæmper imod Putin.
Hvorfor er du kørt helt ned til Ukraine? Hvorfor ikke bare blive hjemme og f.eks. donere til en nødhjælpsorganisation?
Min første tanke var da også at donere noget. Men det var rigtigt svært at få et indtryk af, hvor velorganiserede tingene var hernede. Så tænkte jeg i stedet, at nu ville jeg gøre noget, hvor jeg sikrede mig, at tingene kommer de rigtige steder hen.
Derudover har der også været mere i det for mig end blot at komme herned med noget nødhjælp. Jeg har også gerne villet hjælpe, hvis der er behov for det. Det har vist sig, at de ikke har behov for nogen, der går praktisk til hånde – f.eks. i suppekøkkener eller andet -, bl.a. fordi der er kommet masser af polakker til for at hjælpe.
Det var dog ingen, der vidste på det tidspunkt, hvor jeg kørte. Det er selvfølgelig sådan nogle ting, der ændrer sig meget, meget hurtigt i den her situation.
Min motivation er, at jeg synes, det er forfærdeligt, at sådan en tyran som Putin ovre i Rusland skal have lov at terrorisere hele Europa og begå massakre mod et uskyldigt folk, som i øvrigt lever i et demokrati. Det kan motivere til meget.
Enhver kan se, at det ikke er i orden på nogen måde, det, der foregår. Det er et overgreb, og det er fuldstændigt vanvittigt, at det sker i 2022.
Hvordan har du oplevet forholdene ved grænsen til Ukraine?
Det er uorganiseret, men det er ikke kaos. Det er ikke sådan, at der er panik eller sådan nogle ting. Men jeg vil dog sige, at helt oppe ved selve grænsen, der så jeg mange mennesker, som så meget apatiske ud. De havde et tomt blik i øjnene.
Når jeg kom lidt længere væk fra selve krigen, var der mere liv og civilisation. Her var tingene mere almindelige, og det hele er løbende blevet mere og mere organiseret. Her holder masser af busser, der, går jeg ud fra, hjælper folk videre til andre dele af Europa.
Det er først nu, at indsatsen for alvor begynder at blive organiseret. Jeg tror heller ikke, at de store nødhjælpsorganisationer havde forberedt sig på det her.
Det var også en af grundene til, at jeg tog af sted. Havde jeg haft et indtryk af, at f.eks. Røde Kors havde styr på tingene, så havde min tur herned i givet fald være en ineffektiv måde at bruge sine ressourcer på. Men nu virker det heldigvis til, at Røde Kors og andre nødhjælpsorganisationer kommer efter det.
