Ifølge Venstres politiske ordfører, Sophie Løhde, er der en helt særlig grund til, at blå blok mistede magten efter folketingsvalget i 2019.
Af Benjamin Vejsager, benjamin@indblik.dk
Sidste uge udkom den såkaldte “valgundersøgelse”, der er en udredning om folketingsvalget i 2019.
Undersøgelsen kunne konkludere, at Socialdemokratiets idé om en “Arne-pension” samt klimapolitikken var to afgørende faktorer for udfaldet af valget.
I et interview til Jyllands-Posten fortæller Venstres Sophie Løhde, at det ikke længere handlede om økonomi- og udlændingepolitik, der ellers før har været vigtige og afgørende kæpheste for blå blok.
– I stedet handlede det meget om klima og tidligere tilbagetrækning. Og vi lykkedes ikke med at få forklaret godt nok, at de blå partier også vil give nedslidte borgere ret til tidligere pension, uanset om man er fysisk eller psykisk nedslidt, og uanset hvilke faggruppe man tilhører, siger Sophie Løhde.
Vælgerne betroede sig til Socialdemokratiet og deres Arne-pension til trods for, at VLAK-regeringen i 2019 i samarbejde med Radikale Venstre og Dansk Folkeparti aftalte en ny form for seniorpension, der – ligesom Arne-pension – ville give de mest nedslidte på arbejdsmarkedet en mulighed for at trække sig tilbage op til seks år tidligere end planlagt.