Vermund vil ændre på “tryghedslov”: Almindelige mennesker må ikke blive ramt

Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Regeringens nye “tryghedslov” møder kritik for at indskrænke danskernes frihedsrettigheder. 

Af Claes Theilgaard, claes@indblik.net 

Men nu vil Nye Borgerliges stille et ændringsforslag til loven, så almindelige danskere ikke bliver ramt på friheden.

Det fortæller Nye Borgerliges partiformand Pernille Vermund til Indblik.

Forslaget til en ny “tryghedslov” er blevet mødt med kritik fra eksperter og menneskerettighedsorganisationer i både ind- og udland.

Særligt har kritikken gået på, at loven vil give politiet mulighed for at udstede opholdsforbud i områder, hvor folk har udvist “utryghedsskabende adfærd”.

Problemet er blot, at disse opholdsforbud som udgangspunkt vil ramme alle – og ikke kun de få, som har opført sig “utryghedsskabende”.

Det betyder, at selv fredelige demonstrationer f.eks. også risikerer at blive forbudt med den nye “tryghedslov”.

“Ingen garanti for, at det her opholdsforbud ikke rammer en tilfældig mor, der bare sætter sig”

Og det er netop punktet i loven om opholdsforbud, som Pernille Vermund og Nye Borgerlige nu blæser til kamp mod.

Loven består af fire punkter, hvoraf de tre andre – udvisning af udenlandske vanvidsbilister, forbud for voldsstraffede mod at besøge f.eks. natklubber og beslaglæggelse af værdigenstande hos tyverimistænkte – alene rammer kriminelle.

De tre andre punkter lægger Nye Borgerlige gerne stemmer til, men opholdsforbudet bliver for meget, lyder det fra Vermund.

– Vi vil gerne have loven opdelt, så de dele, der rammer kriminelle bliver ét lovforslag, som vi kan stemme for, mens det opholdsforbud, der kan ramme almindelige mennesker også, bliver et andet lovforslag, som vi kan stemme imod, siger Pernille Vermund til Indblik og fortsætter:

– Da jeg læste lovforslaget tænkte jeg, at det var et godt middel til at gøre op med den hverdagsterror, som mange oplever. Den vil vi selvfølgelig ikke have, men samtidig er der heller ingen garanti for, at det her opholdsforbud ikke rammer en tilfældig mor, der bare sætter sig.

– Vi kan simpelthen ikke garantere, at loven ikke bliver brugt alt for bredt. Især, hvis man tænker på det sidste års coronalovgivning. Så derfor har vi bedt om at få loven opdelt.

Pernille Vermund fortæller, at flere andre partier under udvalgsarbejdet med loven også har  ment, at loven er “for skrap”.

Den nye “tryghedslov” blev førstebehandlet tilbage i marts og skal andenbehandles og forventes endeligt vedtaget til maj.

[adning id="17957"]

Fik du læst?