Ingen betvivler heldigvis modstandsfolkenes indsats under Anden Verdenskrig, men vi burde ligeledes påskønne dem, der satte livet på spil i kampen mod kommunismen, skriver Christian Ingemann Nielsen i dette debatindlæg.

Af Christian Ingemann Nielsen, journalist, kommunikationschef og forfatter

”Han er et af de modigste mennesker, jeg nogensinde har mødt!”

Ordene er blevet sagt af den britiske forfatter Ben Macintyre om den flygtede russiske dobbeltagent Oleg Gordievskij.

KGB-obersten Gordievskij forelskede sig i København, fri markedsøkonomi og vestlige værdier under et ophold på den sovjetiske ambassade i den danske hovedstad. Han blev hyret som dobbeltagent af den britiske efterretningstjeneste og leverede i årevis som embedsmand for diktaturet i øst værdifulde oplysninger til demokratierne i vest.

Indtil han blev afsløret af russerne og på mirakuløs vis – selv om de faktisk havde fået fingrene i ham – formåede at stikke af fra Moskva og hoppe af i Storbritannien.

Gordievskij er en fri mand. Hvis man ellers kan kalde det frihed at leve i konstant frygt for at blive opdaget, afsløret og dræbt af agenter fra sit tidligere hjemland, der har dømt ham til døden for landsforræderi.

Den dag i dag lever Oleg Gordievskij – en af de utvivlsomt højest placerede KGB-afhoppere fra Den Kolde Krig – stadig med falsk navn og på en skjult, godt beskyttet adresse et eller andet sted i udkanten af London.

I permanent fare for ved sit hjem, i det lokale supermarked eller i den kollektive trafik en dag at blive konfronteret af russiske efterretningsfolk, som måske ikke, hvis de får chancen, vil holde sig tilbage med at gøre et gammelt regnskab op.

På den ene side forlyder det fra analytikere, at Putins regering næppe nogensinde vil føre dødsdommen på Gordievskij ud i livet. På den anden side er det en kendsgerning, at sikkerhedsforanstaltningerne omkring Gordievskij er blevet skærpet efter giftangrebet på den tidligere russiske militærofficer Sergei Skripal i den engelske by Salisbury i 2018.

Er vi danskere – og vesterlændinge i det hele taget – egentlig gode nok til at hylde folk som Oleg Gordievskij?

Jeg har netop skrevet bogen ”Den Kolde Krigs dobbeltagenter” og spekulerer på, hvorfor vi – helt fortjent, skal jeg skynde mig at tilføje – er så dygtige til at ære og hylde frihedskæmperne fra Anden Verdenskrig (min morfar var selv en af dem), mens de, som satte livet på spil i kampen mod kommunismen, af en eller anden grund er gået i glemmebogen for de fleste.

Og det var jo ikke alle frihedskæmperne fra Den Kolde Krig – såsom Oleg Gordievskij – som trods alt kom levende ud af helvedet som dobbeltagent i det totalitære Østeuropa.

Navnebroderen Oleg Penkovskij er blevet kaldt ”spionen som reddede verden”, idet han som Vestens første muldvarp i det sovjetiske magtcentrum spillede en afgørende rolle, da en hel verden blev befriet for truslen om en global atomkrig i forbindelse med Cubakrisen. Ham lykkedes det ikke at flygte – Penkovskij blev henrettet.

Nuvel, der er næppe håb om ligefrem at få rejst statuer af heltene fra Den Kolde Krig. Der er øjensynligt andre prioriteter i en woke-tid – hvor vi jo gudskelov ellers ikke holder os tilbage med hyldester af den kontekst, historien foregik i og det liv, det blev muligt for andre at leve.

Soldatermindesmærker er langt fra gået af mode: Tænk på krigssejlernes nylige mindesmærke i Mindelunden Ryvangen. Dobbeltagenterne var selvfølgelig mere skjulte helte, fordi deres krig foregik bag skrivebordene og ikke på slagmarken, hvilket dog ikke gør deres indsats mindre betydelig.

Men så må vi, der kan og vil, jo formidle, skrive bøger og lave film om agenternes meritter. Penkovskijs historie kan meget apropos snart følges på biograflærredet, når Benedict Cumberbatch spiller rollen som den britiske forretningsmand, som hjalp russeren med at videregive oplysninger til briterne og amerikanerne – i filmen ”Den gode spion”.

Jeg synes, Gordievskij, Penkovskij og alle de andre på den gode side i kampen mellem demokrati/frihed og diktatur/ensretning fortjener et ordentligt eftermæle.

Til gengæld bør følelserne mildest talt være knap så varme for de forrædere, eksempelvis de såkaldte Cambridge-spioner, som svigtede deres demokratiske fædrelande og stak af til de totalitære regimer på den anden side af jerntæppet – og som desværre aldrig blev retsforfulgt for deres ugerninger.

Til gengæld blev disse overløbere skam hyldet i stor stil af deres nye hjemlande: Kim Philby eksempelvis med en KGB-generals privilegier samt en hædring i form af eget sovjetisk frimærke. Også efter Sovjetunionens opløsning har det nye Rusland italesat bl.a. Kim Philby, Donald Maclean, Guy Burgess samt George Blake som russiske nationalhelte. Disse personager behandler jeg ligeledes i min nye bog.

Mit eget ideologiske ståsted er i dén grad påvirket af Den Kolde Krig. Jeg husker tydeligt skoleklassens udflugt til Berlin i midtfirserne. Ikke mindst den del af turen, der gik til Østberlin.

En busfuld håbefulde unge mennesker fra et frit land mod nord lod sig fragte fra en farverig og levende vesttysk storby ind i et af de mest triste steder, jeg nogensinde har været. Gråt i gråt var det lige pludselig. Uden varer i butikkerne. Med et iøjnefaldende fravær af frihed til at skabe sig eller skabe noget. Og her sad vi en hel aften og hørte på unge partisoldaters lovprisning af deres diktaturstat. Mens de blev overvåget og iagttaget af bevæbnet politi og militær.

Vi kan takke bl.a. koldkrigs-heltene for, at regimerne i øst efterfølgende faldt som fluer. Selv om det vist står klart for enhver, at kampen for frihedsrettigheder fortsætter også i den nuværende tidsalder:

Naiv, som jeg var, troede jeg på kommunismens endelige sammenbrud, da Muren faldt i 1989. Som vi alle ved, lever den utopiske idé om tvangs-lighed videre mange steder i samfundet og den offentlige debat.

Som ansat i en landbrugs-interesseorganisation ved jeg alt om, hvordan man også i 2021 er nødsaget til dagligt at slås for eksempelvis den ejendomsret, hvis ukrænkelighed ellers fremgår af kongerigets grundlov.