[vc_row][vc_column][vc_single_image image=”7027″ img_size=”1020×436″][/vc_column][/vc_row][vc_row][vc_column][vc_column_text]

Virus, Venstre, væddemål og valg på vej

Meget taler for et relativt snarligt valg, der udskrives senest omkring nytår. Det handler ikke kun om Mette Frederiksens mandater, men også behov for et fornyet mandat.
Af Morten Okkels, mok@indblik.net  
Forleden væddede jeg med en ven om muligheden for et valg i 2020, eller senest i januar 2021. Jeg fik de gode odds tre drinks mod en, hvis det skete, og jeg tog imod væddemålet efter analysen, som følger her.
I historisk lys er det nemt at følge min vens optimisme. Godt nok udskrev Hartling valg til 1975 efter blot et år og en måned, ligesom Schlüter havde valg i 1987-1988. Det er dog undtagelser til reglen om, at statsministre venter til anden halvdel af deres fire års periode. Fordi de nødigt risikerer deres job, ikke vil se opportunistiske ud, og fordi det er dyrt for partierne, lyder oplagte begrundelser.
Min analyse bygger på to vigtige præmisser: For det første går jeg ud fra, at statsministerens popularitet holder året ud. For det andet at der er et vindue, hvor folketingsvalget forsvarligt kan udskrives.
Ingen af delene kan garanteres. Netop i skrivende stund indløber meningsmålinger, som spår S et kanonvalg. Men måske vil regeringens håndtering af coronakrisen se mere problematisk ud i bakspejlet, eller en anden møgsag kunne dukke op, eller vælgernes hukommelse viser sig kort. Allerede derfor er der risiko for, at jeg må hoste op med de drinks og inderligt bede læseren glemme alt om nærværende teori.
Den omvendte 2001
Hvis de nævnte forudsætninger holder, er det snarlige valg en yderst seriøs mulighed, af både oplagte og mere subtile grunde.
En ting er selvfølgelig, at statsministeren og regeringen kan kapitalisere den popularitet, de nyder på en velvilligt modtagen håndering af coronakrisen. Især fordi det for første gang i årtier er en etpartiregering, der går til valg. Vil du belønne styringen af landet, har du kun S at stemme på. Således Hartlings mandatmæssige triumf i 1975 (hvorpå han dog opgav som statsminister, fordi han ikke kunne stole på Mogens Glistrup).
Selvom Socialdemokratiet vandt valget i 2019, var fremgangen næsten symbolsk og blev ikke til en decideret prygling af de borgerlige som samlet flok. Det var ikke som Anders Fogh Rasmussen i 2001, hvis sejr var markant nok til at knockoute oppositionen resten af årtiet. En lignende effekt kan Mette Frederiksen måske opnå med to relativt mindre valgsejre, der foregår over kort tid.
Valget som modtræk til V
I de blå rækker har Jakob Ellemann-Jensens og Venstres strategi været at holde sig ude af rampelyset for så, tre år inde i valgperioden, at være det friske pust over for en regering, der forhåbentlig er kørt træt inden da. Denne strategi er muligvis ikke dårlig under normale omstændigheder, men rummer den logiske sårbarhed for lynvalg som modtræk.
Også her er der en parallel til fordums tiders lynvalg, hvor den ældre Ellemann-Jensen sad i regeringens rolle: Det såkaldte atomvalg i 1988 var udskrevet som firkløverregeringens opgør med en opposition, der stemte Schlüter og Ellemann-Jensen ned på sikkerhedspolitik. Den tanke er nu ikke urimelig, at det medvirkede til valget, at regeringen ville levere et hurtigt stød til en nyindsat oppositionsleder, Svend Auken. Han overlevede sit første valgnederlag, men med skrammer, der kostede dyrt for fremtiden.
Anno 2020 vil den unge Ellemann-Jensen få problemer med at balancere: Det berømte SV-flertal har foreløbig kun fungeret som en hindring for at justere offentlighedsloven. De nye tider vil gøre det mere relevant at udforske dette flertal. Fra Industriens Hus, Børsbygningen og Axelborg m.fl. vil der udgå stærke opfordringer til Venstre om at redde erhvervslivet.
Disse opfordringer vil man også tage seriøst, men det øger kun sårbarheden over for valget, hvis man skal arbejde tæt sammen med regeringen den ene dag og fordømme dens dispositioner den næste. Det forstærker fokus på personer og personlig troværdighed, hvor statsministeren p.t. står stærkt i befolkningens øjne.
Kovendinger og løftebrud
Jeg havde nu ikke indgået væddemålet om kommende valg, hvis det kun gik ud på om at flytte mandater fra den ene til den anden side. Måske endnu vigtigere er det for Mette Frederiksen at forbedre sin politiske platform på en måde, der ikke kan gøres op valgmatematisk.
Socialdemokratiet er gået til valg på en tilbagetrækningsreform, har efterfølgende underskrevet et ’forståelsespapir’ med politiske partnere, indgået aftale om klimalov etc. Efter coronaen har taget pusten fra økonomien, har Mette Frederiksen m.fl. ikke samme forudsætninger for at indfri disse høje forventninger. ”Men du lovede,” vil partier og aktører sige. Snart hører man ekkoet af den gamle (og somme tider sande) sang om, at de socialdemokrater lover mere, end de kan holde.
Folketingsvalg inden for otte måneders tid vil legitimere en ændret, nuanceret platform og give Mette Frederiksen det folkelige mandat. På ulideligt kommentatorsprog vil der være tale om, at hun dermed foretager en forståelig ”kovending” frem for et sværere tilgiveligt ”løftebrud”. Det vil forekomme som et legitimt initiativ og modargument imod opportunisme på statsministerens side. Er valget ikke kommet i 2020, bliver nytårstalen oplagt til at lancere et nyt mandat i en ny tid.
Også på andre områder kan valget gøre gavn: Det vil være en oplagt mulighed for at udvide regeringen, hvis Frederiksen ser perspektiv i det (som Hartling ønskede i 1975 og Schlüter gjorde i 1988). Under alle omstændigheder vil statsministeren have haft et år til at skille får fra bukke i sin egen flok og sende de mindst egnede tilbage til folketingsgruppen eller evt. Roskilde by med en ministerpension i bagagen.
I øvrigt vil det være praktisk med S-øjne at få ryddet ud i nogle fløjpartier på kanten af spærregrænsen og slippe for nogle ideologiske stemmer til at kritisere næste valgperiodes brede forlig. Dette er ikke det mest afgørende element, men stadig en bonusgevinst. Som et lille kirsebær på toppen stopper et folketingsvalg også pengestrømmen til Stram Kurs og Rasmus Paludan, hvis ikke han selv kan stille op – dvs. efter 27. oktober 2020.
Hvis Mette F. bliver presset
Netop timingen er noget af det sværeste at kloge sig på, fordi det afhænger af meget andet end statsministerens disposition. En oplagt hindring er naturligvis et corona-comeback. Logistisk set skal der være et vindue med tre uger til valgkamp, hvor Frederiksen forsvarligt kan suspendere det politiske arbejde i Folketing og ministerier. Det kan næppe heller lade sig gøre hen over Folketingets åbning i oktober.
Stadigvæk vil valgtidspunktet også bero på andre partiers vilje og tålmodighed over for regeringen. For eksempel Venstres villighed til at gøre som i 2013, indgå en finanslov for at undgå et valg (som ingen alligevel kan garantere dem imod kommer kort efter, f.eks. med nytårstalen).
Det sidstnævnte tjener dog som et sidste argument for, at valget vitterlig er på vej, for så vidt valget er muligt. Fordi et snarligt valg netop ikke forudsætter, at Mette Frederiksen ønsker valget. Det kan være rigeligt, at hun frygter at se svag ud, mere end hun frygter valget – eller at hun presses til at vælge den vej.
Mulighederne er legio: Det kunne være en lov i mindretal eller en minister på vej i mindretal, f.eks. klimaministeren, som flere partier har skulet til allerede. Selv det mest velvillige samarbejde over midten har sine parlamentariske farer, hvis Radikale Venstre føler sig afsporet undervejs.
Så ja. Hvis præmisserne holder – altså at statsministerens popularitet er uanfægtet, og landet i øvrigt er i en tilstand til at afholde valget – så virker valget i 2020, subsidiært januar 2021, ganske sandsynligt. Jeg ville tage imod væddemålet selv med mindre favorable odds end tre drinks mod en.[/vc_column_text][/vc_column][/vc_row][vc_row][vc_column width=”1/3″][qk_post id=”5062″][/vc_column][vc_column width=”1/3″][qk_post id=”5677″][/vc_column][vc_column width=”1/3″][qk_post id=”6144″][/vc_column][/vc_row]