Indblik har forgæves forsøgt at få sundhedsminister Magnus Heunicke til at svare på, om han går ind for vaccinetvang.
Af Claes Theilgaard, claes@indblik.dk
Rundt omkring i Europa indfører stadigt flere lande vaccinetvang – ofte kaldet “vaccinepligt” – som led i håndteringen af covid-19.
Det, der startede i Østrig med varsel om bøde- og fængselsstraf til alle, der ikke er vaccinerede fra den 1. februar næste år, er siden ved blive indført i Tyskland, mens også EU’s kommissionsformand Ursula von der Leyen vil drøfte vaccinetvang på tværs af EU.
Herhjemme er der blandt såvel røde som blå partier stærk modstand mod at indføre vaccinetvang, og selvom statsminister Mette Frederiksen (S) på et nyligt pressemøde om coronasituationen udtrykte, at Danmark i hendes øjne var “meget langt fra” vaccinetvang, har ingen fra regeringen taget klar afstand fra tiltaget.
12 dages radiotavshed fra Sundhedsministeriet
Dette gælder også sundhedsminister Magnus Heunicke (S), der som ressortminister har ansvaret for Danmarks coronahåndtering.
Indblik har i hele 12 dage forsøgt at få et svar fra Heunicke på, om han går ind for vaccinetvang og om han vil indføre det i Danmark.
Det har trods adskillige skriftlige og telefoniske henvendelser ikke været muligt at få andet svar fra Sundhedsministeriet, end at det oprindelige spørgsmål, der lød på “Kan sundhedsministeren afvise, at Danmark vil indføre tvangsvaccination?” skulle omformuleres.
Dette spørgsmål blev fremsendt første gang den 25. november pr. mail til Sundhedsministeriets pressevagt.
Siden fulgte flere dages tavshed, hvorefter der blev tilsendt en rykker til pressevagten, ligesom forespørgslen også pr. mail blev udsendt til alle pressemedarbejdere i Sundhedsministeriet den 29. november.
Henvendelse omformuleret som påbudt – men stadig intet svar
Derefter fulgte en telefonisk rykker til Sundhedsministeriets pressevagt den 30. november, fulgt op af en telefonsamtale med en pressemedarbejder senere samme dag.
På opfordring fra denne medarbejder blev henvendelsen omformuleret, så ministeren bedre kunne svare på spørgsmålet.
Herefter lød henvendelsen, som blev tilsendt samme dag pr. mail, som følger:
– Kan sundhedsministeren oplyse om, hvorvidt han går ind for vaccinepligt/tvangsvaccination ift. COVID-19, sådan som man f.eks. har indført det i Østrig, hvor alle borgere skal vaccineres, hvis ikke de vil risikere bøde- eller fængselsstraf?
– NB: Der spørges alene ind til sundhedsministerens egen, personlige holdning – går han ind for vaccinepligt/tvangsvaccination som muligt middel i coronahåndteringen eller ej?
– Således er det ikke relevant for spørgsmålet, om der er lovhjemmel eller politisk opbakning p.t. Spørgsmålet sigter på det principielle: Er ministeren principiel for eller imod vaccinepligt/tvangsvaccination som i Østrig?
– Hvis han ikke ønsker at udtale sig, må I også gerne melde det tilbage.
Ingen lovhjemmel til vaccinetvang i epidemiloven
Herefter var der igen tavshed fra Sundhedsministeriets pressetjeneste.
Den 1. december fik ministeriet endnu en rykker, og igen den 2. december blev der tilsendt en rykker til ministeriet, der dog fortsat ikke vendte tilbage på henvendelsen.
Den 4. december blev sidste rykker tilsendt ministeriet, hvor der blev givet deadline for svar den 6. december kl. 10, og det blev gjort klart, at lød der ikke svar inden da, ville det blive opfattet som om, at sundhedsminister Magnus Heunicke ikke ville udtale sig om sagen.
I skrivende stund er Sundhedsministeriet endnu ikke vendt tilbage på henvendelsen.
Der er i den nuværende epidemilov ikke lovhjemmel til at indføre tvangsvaccination.
Denne magtbeføjelse blev taget ud, da den nye epidemilov blev behandlet og senere vedtaget af et bredt flertal i Folketinget omkring årsskiftet.
– Med den nye epidemilov styrkes individets rettigheder og mulighederne for anvendelse af tvang begrænses. Det skal ikke længere være muligt at påbyde vaccination, lød det således fra Sundhedsministeriet i december 2020.