IPCC har til og med den Sjette Vurderingsrapport (AR6) holdt fast i en videnskabelig tilgang til spørgsmålet om sammenkædningen af ekstremvejret med atmosfærens stigende indhold af CO₂. Desværre ser det ud til at blive et overstået kapitel i den næste rapport (AR7), hvor troen på klimakatastrofen kommer i højsædet.

Det er Roger Pielke Jr., der fortæller historien og han har tidligere beskæftiget sig med sammenkædningen og hvor svær, den reelt er. Hvis man f.eks. kigger på orkanerne i Atlanterhavet, så er der tale om kolossale variationer fra år til år, både mht. antal og styrke. Ikke to orkaner er ens, og de optræder hvert år helt tilfældigt, kraftige og svage – med kortere eller længere mellemrum. I sådan et tilfælde er det svært at konkludere, at der er nogen tendens over længere tid.

For at kunne foretage en sammenkædning med CO₂-udledningerne er man imidlertid nødt til at finde sådan en tendens, ellers giver det ingen mening. Videnskaben arbejder derfor med en praksis i to trin, der kaldes detection & attribution, ”konstatering & sammenkædning”. Før man overhovedet kan tale om sammenkædning, er man derfor nødt til at ”konstatere”, at der er sket en udvikling i forekomsten af orkanerne. Det er i den forbindelse ikke nok bare at tegne en kurve op, der dækker de seneste 20-30 år, fordi variationerne fra år til år er så store – og en eventuel udvikling måske først reelt viser sig efter, at man har samlet pålidelige data sammen for 100 år!

De nuværende data viser ingen reel udvikling for de fleste typer ekstremvejr, og det fik IPCC i den Sjette Vurderingsrapport (i den berømte tabel 12.12 på s. 1856) at konkludere, at der ikke er sket nogen udvikling, og at den heller ikke kan forventes frem til 2050 og endda år 2100.

Bundsolid videnskab, men stærkt utilfredsstillende for de forskere, der er af mere klima-alarmistisk tilsnit og så gerne vil bruge ekstremvejret som brækjern i deres sags tjeneste. I flere år har de derfor været hyperaktive i det såkaldte WWA, World Weather Attribution (”Verdens Vejr-Sammenkædning”), hvor man aldrig har lagt skjul på, at formålet med virksomheden er at få gennemtvunget en udfasning af de fossile brændstoffer hurtigst muligt. Arbejdsmetoden er de lynhurtige studier, der skal udsendes, mens naturkatastrofen stadigvæk har mediernes bevågenhed. WWA benytter sig af computermodeller, hvor man simulerer vejrhændelsen med og uden den globale opvarmning siden 1850 og derefter kan se, hvor meget værre den blev som følge af temperaturstigningen på godt en grad. Den blev i langt de fleste tilfælde meget værre, og det kan så udbasuneres i medierne.

Roger Pielke har nu kigget på hvem, der bliver hovedforfattere på de enkelte kapitler i den nye IPCC-rapport, der jo skal udkomme i 2029. Til kapitlet om ekstremvejr har man udpeget ingen anden end Friederike Otto som hovedforfatter. Otto er netop hovedpersonen i WWA.

Otto udtaler:

Jeg bliver en koordinerende ledende forfatter. Det betyder styring af kapitlet, og i sidste ende ansvaret for at det sker. Det bliver en masse arbejde, men det giver også masser af muligheder for at fastlægge kapitlets indhold og fokus.

Pielke har identificeret en stribe af de kommende medforfattere, hvoraf hele ni ud af 20 også har beskæftiget sig med den hurtige sammenkædning – og ingen af de øvrige har arbejdet med ”konstatering og sammenkædning”.

Så ud med saglig videnskab, ”konstatering og sammenkædning”, og ind med agitation, der ikke har noget med videnskab at gøre, men er ren politisk propaganda.

Bare rolig – jeg har vagten…