I en tid med sociale medier, influencere, spindoktorer, taleskrivere og store statstilskud til partiernes meningsraketbatterier er det skønt at blive mindet om, at engang var studenter mere at ligne med intellektuelle, hævet over magt og interesser, enere, kun interesseret i sandhed koste hvad det ville.

Dette høje ideal holdes i hvert fald fremme, når de sidste 400 års studenter- og universitets- og kollegie-historie beskrives. Og som trækker på rødder fra de første universiteter i Europa, som var fællesskaber af lærere og studerende med stor autonomi i forhold til samfundsmagterne stat og kirke.

Universitetet kom først i 1479 til København og fungerede i begyndelsen som en beskeden præsteskole. Og så skete det store i 1623, at kongen indrettede et kollegium for studerende, Regensen, som kunne give et friere liv og med større mulighed for at ”skue det himmelske lys”, som er universitetets motto. Det er 400 år siden i år, og anledningen til en flot udgivelse skrevet af professor Ditlev Tamm, Byen, kollegierne og studenterne. 400 års studenterliv i København (Gads Forlag, 2023).

Bogen indeholder lidt blandende fortællinger med hver deres historier. Kollegierne er kun en lille del af studenterlivet om end i 1700- og 1800-tallet en langt større del. Og studenterlivet er også kun en del af byen og universitetet.

Det er også en voldsom pulserende historie, da studenter ofte er tidsåndens anførere eller medløbere (forskellen er tit ikke til at se) og som regel repræsenterer de nyeste tanker og med stor villighed til at føre dem frem. Heroverfor udtrykker universitetet, byen og kongen ofte en konservativ modvægt, der ikke altid er føjelig overfor ungdommens ønsker. Alt sammen på både godt og ondt.

Generationsopgør og ungdomsoprør er historiens stærkeste muskel, fordi der ligger noget anti-autoritært i at være ung og selv skal søge sandt og falsk i en verden med mange autoriteter, som for ofte – set med unge briller – ukritisk accepteres. Igen på både godt og ondt. Nazismen var et vældigt studenteroprør som helt omformede det tyske konservative samfund. Og tit blændes udsynet af voldsom tro på egen overbevisning.

Derfor er studenter- og universitetshistorie så spændende, fordi nærmere samfundets puls kommer vi ikke.

I 1700-tallet satte professor ved universitetet, Ludvig Holberg, som dramatiker samme problematik i scene med figuren Erasmus Montanus, som repræsenterede den sidste peer-reviewede sandhed, nemlig at jorden er rund, men alligevel fremstilles som en fantast uden sund fornuft, som kun bringer skade. Det samme gælder Jean de France, som kunne være en karikatur på vor tids globalister, der annammer den store verden og ikke mere vil hedde Jens Frandsen.

Et vigtigt træk ved studenterhistorien er også den autonomi, som både studenter og universitet besad tidligere. Både universitetet og kommunitetet (fonden som finansierede Regensen) beroede til op i 1800-tallet på private midler (indtægter fra gods-ejendom), ligesom de også have egen justits og egen fængselscelle. Vi glemmer let i dag, at Danmark først fik ensartet retspleje og lighed for loven med grundloven i 1849 og før da havde stænder særskilt justits og rettigheder. I 1600-tallet var en god student bevæbnet med en kårde og på Regensen kunne man træne i våbenbrug i fægtekælderen.

Fonden bag Regensen, kommunitetet, var ganske betydelig, og især efter grundloven i 1849 mente folketinget, at disse private fonde var som offentlige at regne og angives på finansloven, og derfor kunne bruges til almindelige offentlige formål. Rigshospitalet på Blegdamsvej blev bygget for midler, som var øremærket til Regensen. Det er svært at have noget imod, men alligevel kan der med vemod tænkes på, om universitetet ikke var bedre stillet i dag med en stor egenkapital, selvfinansiering og langt større autonomi. Ligesom Oxford og Cambridge og de amerikanske Ivy League-universiteter.

I stedet fik vi, som Ditlev Tamm beskriver det til sidst, et top-down-universitet med universitetsloven i 2003, hvor rektor, professorer og lektorer blev ansatte funktionærer under en bestyrelse og et tykt ledelsesfedtlag uden nødvendigt kendskab til universitetsverdenen. Det skete ifølge Tamm ud fra ”et helt bevidst ønske om at begrænse universiteternes selvstyre”. Og den melankolske Tamm kommenterer udviklingen med, at der er ”forskel på at være student på et gammeldags universitet, der styres af sin egen øverste ledelse, og på en institution, der ledes af et flertal af personer, der er valgt i kraft af deres indsigt i ledelse, organisation og økonomi og ikke som eksponenter for lærdom”.

Og den forskel må vi andre vel tolke på den måde, at sandheden, at skue det himmelsk lys, nok bedre varetages af mere selvstyrende, traditionsbårne organer end af top-down management.

Udviklingen er gået meget hurtigt. Jeg hørte professor i teologi Leif Grane fortælle om sin første tid som professor i begyndelsen af 1960erne, hvor han til et møde i konsistorium (universitetets kollegiale ledelse siden middelalderen) med undervisningsministeren oplevede universitetets professorer skælde regeringens repræsentant ud som en fræk dreng, fordi denne havde luftet planer om mere styring af uddannelserne. Universitetets autonomi var en hellig sag, og blev i vid udstrækning også respekteret. I dag er konsistorium afskaffet og universitetet en statsinstitution som militær og politi med samme kæft, trit og retning.

Endnu under studenteroprøret i 1968 blev politiet ikke tilkaldt ved universitetsbesættelser. Det var en intern sag, et skønt levn fra middelalderens universiteter.

Bogens særlige anledning er Regensens 400-års jubilæum, og det er en historie fuld af anekdoter, som nok har mest eller størst interesse for dem, der har boet der. Som jeg selv. Bogen bliver desværre alt for kalejdoskopisk og en mere adækvat beskrivelse havde været på sin plads – når nu historien skal beskrives.

Mange kender syngespillet Genboerne af J. Chr. Hostrup fra 1844, som udspiller sig på Regensen, og med mange af de gode gamle klicheer om det glade studenterliv overfor det praktiske livs udøvere i form af kobbermesteren og hans svend og familie. Og så helt klassisk for den studentikose stil gøres militærmanden, Løjtnant von Buddinge, tykt til grin. Men Hostrups sange er faktisk fremragende og kan fint synges i dag.

Regensen har også historiske ligheder med universitetet, oprindeligt finansieret af en formue som langsomt blev ædt op, med en vis arvet autonomi og selvstyre og ikke mindst med mange gamle traditioner og festligheder.

Jeg boede selv på Regensen i begyndelsen af 1980erne og især fornemmelsen af det historiske vingesus tiltrak mig. Ingen er døgnflue på Regensen. Jeg mødte en meget gammel regensianer, tidl. politimester Poul Stavnstrup, som havde været klokker, da Kaj Munk flyttede ind og tog imod ham. Og så spurgte jeg jo ud og ind om, hvordan denne Kaj Munk var.

En anden gammel regensianer havde beboet Regensen og været nabo til Jens Otto Krag, og kunne fortælle om nærmest konstante kvindebesøg til gene for studiet. Samme person sagde i øvrigt, at alle dengang havde regnet med at regensianeren K.B. Andersen skulle blive den store socialdemokrat, men det blev altså Krag. Tanken om K.B. som statsminister under den kolde krig kan give kuldegysninger – Krag var en statsmand, uanset eskapader. På Regensen kan man være med til at skabe små arkivalier til danmarkshistorien – blot ved at deltage i muntre fester.

Bogen gør meget ud af Simon Spies’ og Mogens Glistrups venskab fra Regensen, og i tidens stil skal der verbalt skabes markant distance til Spies’ senere livsstil, og tak for det, for ellers havde vi uvidende læsere nok troet han var en helgen. Spies er en af de danskere, som har skabt flest glæder for flest almindelige danskere ved at muliggøre en tur til Middelhavets sol og strand. I min tid var Spies altid generøs med at bidrage til den årlige revy med en overbetalt annonce i revybladet.

Kvinder fik først adgang i 1971, hvad der virker helt vildt i dag. Folkekirken fik trods alt kvindelige præster i 1948. Og forskellen kunne opleves tydeligt, fordi regensianere fra før 1971 opførte sig selv som voksne infantilt, de var vant til det lukkede drengemiljø, og sang urinale sange som vi fandt pinlige. Til gengæld sang regensianere fra 1950erne og 1960erne et par toner højere end vor tids brummere – de var fra en generation der var opdraget til at synge.

Bogen bruger mange nedsættende udtryk om studenterlivet på Regensen (studentikoseri, selvfedme, fest og ballade, druk og mandschauvinisme) og alt kommer an på øjnene der ser. Men for billigt. Der burde mere fortælles en historie om et studenterfællesskab til stor gensidig faglig og intellektuel inspiration, samtaler til langt ud på natten, fester med ånd, altid taler, altid sange, nogle skrevet undervejs (sjoflinger), men selvfølgelig kunne ingenting overleve en moderne krænkelseskultur. Før Regensen beboede jeg et moderne betonkollegium i Albertslund, hvor en fest bestod i at de fleste indtog eller røg et eller andet euforiserende og fik vældige oplevelser hver for sig. Fred være med det, men jeg vil hellere have taler og sange i historiske omgivelse, hvor Monrad, Ploug og Hostrup også har sunget og glædet sig. Jeg skrev vist en halv snes sange til forskellige regensfester. Så lærte man også det.

Den sidste store regens-personlighed, som desværre slet ikke er omtalt i bogen, er Søren Hoff (1922-2018). Han studerede under krigen, blev fængslet, slap ud igen, gik under jorden og deltog i illegalt arbejde i Holger Danske, bl.a. sammen med Gunnar Dyrberg, og stod bl.a. for likvideringen af den danske HIPO-chef den 19. april 1945 med fem skud i hovedet på to skridts afstand. Han holdt kun et foredrag i sit liv om modstandskampen, nemlig i maj 2014 i min præstegård, men det kan læses i hans erindringer Den gang man skrev breve, privat udgivet 2006). Samme Søren Hoff skrev i sin regenstid den sang, som afsynges til hver regensfest, Regensen er havet for os, men først da Hoff kom hjem efter mange år i udlandet og mødte op til en regensianersamfundsmiddag, opdagede han, at hans gamle lejlighedssang var blevet en schlager.

Regensen blev skabt af Christian IV og hed oprindeligt Collegium Domus Regiae, kongens kollegiebygning, og derfor har der ofte været royalt besøg. Bogen viser et billede af Christian X på besøg til lindefrokost i 1935, hvor han hilser på linden i gården. Og i 1985 havde vi besøg af dronning Margrethe, hvor jeg som klokker havde dronningen til bords i gården. Og det var i øvrigt utroligt åndfuldt og intellektuelt at tale med majestæten.

Regensprovst Leif Grane (1980-1998) luftede planer om at skrive en viderefølger til tidligere regensprovst Knud Fabricius’ store bog Regensen gennem hundrede Aar fra 1923, og det ville nok have givet en mere dækkende beskrivelse af Regensens nyere historie.