I dag har Dronning Margrethe 50-års jubilæum. I den anledning gør Henrik Gade Jensen status over det danske monarkis historie og monarkiets rolle i dagens Danmark. Læs med her.

Af Henrik Gade Jensen, redaktion@indblik.dk

Den 14. januar er det 50 år siden, at Frederik den IX døde. Jeg husker det. Var i biografen og se Den forsvundne fuldmægtig i Svendborg, og da vi kom hjem sagde far, at kongen er død. Som 12-årig overvældes man jo ikke af sorg over en gammel konge gik bort, men alligevel huskes det. En mærkedag.

Og dagen efter blev prinsesse Margrethe til dronning, og vi så i fjernsynet statsminister Jens Otto Krag råbe det ud til alle verdenshjørner. Kongen er død, kongen leve. Det sidste er det vigtigste.

Embedet går i arv, når den første falder, træder den næste til. Samme aften blev de kongelige faner bragt over til prins Henriks og nu dronning Margrethes palæ på Amalienborg. Der er intet tomrum, og der får aldrig lov at blive tvivl om arvefølgen. Hvis man læser den gamle Kongelov fra 1665, handler forbavsende meget om arvefølgen. For der må ikke være tvivl om, hvem der regerer. 

Det er der heller ikke i Danmark. Vi har en arvefølge på 11 personer, alle dronning Margrethes børn og børnebørn og til slut søsteren prinsesse Benedikte. Vi løber ikke tør for tronprætender foreløbig. Magten må ikke friste andre.

Det konstitutionelle monarki er en god styreform, fordi det deler magten. Vi har demokratiske institutioner, men indenfor en skal som ikke er på valg. Forrygende udemokratisk, ingen ville etablere det på ny, men godt at have som tradition. 

Der bliver skrevet mange bøger og artikler om dronning Margrethe med berettiget ros. Jeg er selv beundrer. To gange har jeg oplevet majestæten i Maribo domkirke, til jubilæum og bispevielse, og det giver en enestående kulør på festligheden med dronningens tilstedeværelse, folkekirkens overhoved. Og hun kan salmerne udenad. Og så sluttes altid med Mægtigste Kriste og alle rejser sig op ved tredje vers. 

Det er godt, at monarken er dygtig med mange talenter. Men det kan også dække over, at monarkiet ikke lever af det personlige. Monarkiet er måske den mest upersonlige styreform. Alt er embedet. Personen bag spiller kun en lille rolle. Og sådan skal det være. Det er godt sådan.

Dronning Margrethes største fortjeneste er alt, det hun ikke gør. Hendes funktion er at repræsentere den højeste magt, og dermed udelukke emsige politikere i at få den højeste glans. 

For en monarks funktion er først og fremmest at være pladsholder. Det vil sige at forhindre de altid magtstræbende politikere og embedsmænd i at udøve absolut magt. Den har kongen. Så må de øvrige strides om det sekundære. Og derfor er altid bedst og sikrest, når regenten ikke selv har for mange fikse ideer om landets styrelse.

Søren Kierkegaard var flere gange i audiens hos Christian VIII. Og efter et besøg skrev Kierkegaard et lille kongespejl om, hvordan kongen bør være: ”For det første, må han gerne være styg; dernæst skal han være døv og blind, eller i det mindste lade som om, thi det forkorter mange vanskeligheder …. Endelig må en konge ikke sige meget, men have sådan et mundheld, han siger ved enhver lejlighed, som følgelig intet siger”. 

Det er meget rigtigt. For kongen må gerne være lidt kedelig, lidt gentagende, lidt døv og blind overfor smålighederne i samfundet. Det er funktionen. Sådan er embedet. Andet ville være forkert. Jeg lytter altid med glæde til dronningens nytårstale hvert år, men mest som ritual, som festlighed, som samlingspunkt, og ikke som indhold. Embedet er en skal.

Derfor har monarkiet også kunnet overleve i 1000 år i Danmark, og ret solidt og sikkert. Se på England og Frankrig, hvor de har hugget hovederne af deres monarker og slægterne har stridt.

I Danmark har vi haft en sindssyg konge, Christian VII, og det gik alligevel. Embedsmændene var dygtige. Og hans søn Frederik VI, som i praksis er den længst regerende i danmarkshistorien, var næppe den skarpeste hjerne, men holdt sammen på det skrumpende monarki i 55 år.

Da den engelske flåde kom i 1801 og ud for København beskød de danske skibe, pramme og batterier, truede admiral Nelson midt i slaget kronprins Frederik (som han var på det tidspunkt) med at sønderbombe alle danske fartøjer inklusive mandskabet. Og det kunne Frederik ikke bære og indgik straks en våbenhvile, uden at spørge de militære chefer. Nelson var listig og smart og Frederik lidt naiv, men hans landsfaderlige hjerte var på plads. Tænk på alle de soldater som statsmænd siden da har ofret i krig uden at kny det mindste.

Frederik VI havde også ved siden af sin dronning en officiel elskerinde, Frederikke Dannemand, som fødte ham fem børn, alle vidste det, og de var gensidigt hinanden utro undervejs, hvis man kan være det i et sådant forhold. Det har altid undret, at en tidligere tid, der var langt mere religiøs og moralsk stramlinjet, alligevel åbenlyst accepterede, at monarken levede polygamisk. Promiskuøst kan man ikke kalde det, da det var meget stabilt. Men det var også en del af systemet.

Monarken er straffri, det går også tilbage til Kongeloven, og kongen kan i princippet tillade sig hvad som helst. Jamen, er det ikke grotesk og uretfærdigt og komplet udemokratisk? Jo, men det er måske også en vigtig magtlogik, som overlever også i demokratiet. Folketingsmedlemmer skal dømmes uværdige af hinanden, før de kan straffes. Det er det samme. Og måske burde vi give magten, statsminister og regering og folketing, lidt mere snor til at agere i krisetider?

I hvert fald er det forbavsende, hvor samvittighedsfuldt og pligtopfyldende de danske konger og dronninger fra Gorm den Gamle og frem til i dag har taget deres embede op.  Vi har ikke haft tyranner som i andre lande. Få har sendt mange i døden. Kun en enkelt brodermorder. Og korruptionen har mere floreret i omgivelserne end været centreret om monarken.

Mange af Danmarks konger har ikke haft succes med deres politik, og det danske rige er krympet siden middelalderen, men større strukturelle processer har også sin store andel i det. Jeg beundrer Valdemar Atterdag, som nok er den regent som har sat størst personligt aftryk på sin tid. Han blev konge som 18-årig over ingenting, det meste var pantsat, men med krig og list og gode forbindelser lykkedes det ham at få genskabt et dansk rige. 

Jo mere jeg læser om de danske konger, des mere beundrer jeg deres omsorg for embedet. De sidste par hundrede års historikere har generelt været kongekritiske, for det var bønderne, husmændene eller arbejderne som skulle heroiseres. Men de fleste gjorde det godt. Som nu Christian X, som var en noget stivsindet som person, men som regent var retlinjet og formidabel og hans indsats under Anden Verdenskrig var til ug. 

Søren Kierkegaard var loyal tilhænger af samtidens enevælde, hvor kongen havde de facto lovgivende, udøvende og dømmende magt, og hans begrundelse var ønsket om en minimalstat. Monarkiet sikrede, at der ikke blev regeret for meget. Kierkegaard frygtede for demokratiet, fordi de fluktuerende flertalsdannelser ville skabe en stor stat. Og så foragtede han massen, mængden, flertallet, som blev det hellige princip i folkestyret. 

Som Kierkegaard skrev i 1848: ”Af alle tyrannier er en folkeregering den kvalfuldeste, den åndløseste, ubetinget alt storts og ophøjets undergang. En tyran er dog menneske eller et enkelt menneske. Han har dog ordentligvis én tanke selvom det er den urimeligste. Man kan nu overveje med sig selv om det er umagen værd for den tanke at lade sig slå ihjel, om det således kolliderer med ens egne tanker, eller om det ikke er umagen værd. Og så indretter man sig og lever. …. 

En tyran som enkelt menneske er da så ophøjet, én så fjern at man for ham kan få lov til at leve privat som man vil. Det kan i al evighed ikke falde en kejser ind at bryde sig om mig, hvordan jeg lever, hvad tid jeg står op, hvad jeg læser o.s.v. – ordentligvis ved han slet ikke af, at jeg er til. Men i en folkeregering er jo »ligemanden« det herskende. Ham beskæftiger sligt, om mit skæg er som hans, om jeg tager i Dyrehaven på samme tider som han, om jeg er ganske som ham og de andre. Og hvis ikke, ja da er det en forbrydelse – en politisk forbrydelse, en statsforbrydelse!” 

På mange måder kan vi i dag også fejre monarkiet som et solidt supplement til demokratiet. Tænke sig i 2022 er Danmarks statsoverhoved slet ikke demokratisk valgt, men embedet går i arv fra mor til datter. Men det er netop den stabilitet og sikkerhed, som er med til at forankre et dansk samfund mod hastige flertal og tidsåndens hurtige forandringer. Og som på mange måder også giver frihed – frihed fra politik og politikere.

Dette er en kulturklumme skrevet af en af Indbliks tilknyttede kulturskribenter. Klummen repræsenterer skribentens egne holdninger.