Indiens premierminister Narendra Modi og Pakistans premierminister Shehbaz Sharif, er en del af et globalt magtspil. Kashmir konflikten handler godt nok om livsvigtig adgang til vand, om kontrol med territorium og om beskyttelse af religiøse mindretal, og så længe der ikke er fundet løsninger på disse tre områder, så vil Kashmir fortsat kunne bryde i brand med kort varsel. Men der er stærke interesser langt fra Kashmir som laver proxy krig.

Eftersom Kashmir repræsenterer to atommagter, som kan starte en tredje verdenskrig. Så er der al mulig grund til at glædes over fredsaftalen fra 10. Maj – og til at ønske Præsident Trump tillykke. Nu handler det om at holde fast i processen.

Trump arbejder med at finde sin globale rolle.

Trump har i halen af sit besøg på Den Arabiske halvø i Sydvestasien, angrebet sine forgængere for deres fejlslagne forsøg på “Nationbuilding”. Til gengæld har han selv introduceret territorialkrav mod verdens næststørste land; Canada, verdens største ø- Grønland og Panamakanalen. Begrundelsen minder lidt om det russiske krav på Ukraine; “Det er simpelthen vores ret at overtage andre lande i vores interessesfære”. Foreløbig ser det ikke ud til at give mening for amerikanske vælgere. Men det gør til gengæld fredsmægling, hvis altså mægleren står fast.

Her er måske det, som skal være Trumps eftermæle.

Pave Leo tilbød efter sin indsættelsesmesse at overtage fredsmæglerrollen i Ukraine fra præsident Trump, hvis ikke det nuværende initiativ lykkedes. Så der er rift om positionen. Med sejren i Kashmir fører Trump faktisk på point over Pavestolen, og mon ikke at Vatikanet har loftshøjde til at anerkende og lykønske Trump, hvis han vil samarbejde om global konfliktløsning fra sit nye Emirat fly.

Trump kritiserede sine forgængere for ikke at have forstået de konflikter de involverede sig i – det er hårde ord…

Britisk Indien (1858–1947)

Efter Sepoy-oprøret i 1857 overtog den britiske krone styret af Indien. “Indien” dækkede et enormt område, hvor hinduer, muslimer, sikher, buddhister m.fl. levede under britisk styre. Muslimerne udgjorde omkring 25 % af befolkningen i Britisk Indien, og var koncentreret i områder, der i dag udgør Pakistan og Bangladesh.

Briterne opfatter med stolthed det enorme indiske kolonirige, som juvelen i den britiske krone, og drømmer sig ofte tilbage til Commonwealth storhedstid og “The empire where the sun never sets”.

På trods af en fælles kultur med cricket og højrestyring, skiller religionerne det store land.

I 1906 blev All-India Muslim League stiftet for at fremme muslimske interesser. I modsætning hertil stod Indian National Congress, som ønskede et samlet, sekulært Indien.

Uenighederne blev forstærket i 1930’erne og 40’erne, hvor muslimske ledere – især Muhammad Ali Jinnah – frygtede, at muslimer ville blive undertrykt i et hindu-domineret Indien.

Delingen af Indien

Britiske myndigheder valgte at trække sig ud, og overlod i 1947 magten til to nye stater:

Indien som er sekulært, men med hinduisk flertal, og Pakistan oprettet som en muslimsk stat. Grænsedragningen blev gennemført under ledelse af den britiske Jurist Sir Cyril Radcliffe som førte linealen. Briterne ville hurtigst muligt ud af deres koloniforpligtelser efter ww2, og Radcliffe havde aldrig været i Indien. Linealstregerne medførte en af de største tvangsforflyttelser i historien, da op mod 15 mio. mennesker krydsede grænsen, og op mod 1 mio. blev dræbt i sekterisk vold.

Kashmir

Kashmir før 1947 var en af de mange fyrstestater, som havde indre selvstyre under britisk overherredømme. Kashmirstyret bestod af en hinduistisk maharaja, mens befolkningen var omkring 75 % muslimsk – især i dalen omkring Srinagar.

Det muslimske flertal i Kashmir har eksisteret i flere hundrede år, og islam kom til området i 1300-1400-tallet via handlende og sufi-lærde.

Efter 1947 ønskede maharajaen først at forblive neutral (hverken Indien eller Pakistan), men valgte til sidst Indien efter pres og invasion fra pakistansk-støttede stammekrigere.

Indien sendte tropper, og der opstod krig. FN greb ind i 1949 og etablerede den nuværende midlertidige grænse – Line of Control (LoC).

Idag

Det er indlysende, at Kashmir er en krudttønde, pga. vand, religion og territoriale interesser. Men de seneste uger, er de amerikanske interesser blevet meget synlige på en ny måde.

Når Kina bliver for magtfuld for USA, så er det nærliggende for amerikanske virksomheder at flytte produktionen fra Kina til Indien. Det var i alt fald den vej Tim Cook fra Apple har valgt.

Den plan blev straks angrebet fra Indiens store konkurrent; Kina. Beijing bruger ofte Pakistan som en militær lydstat, for at holde Indien i skak, og Pakistans hemmelige politi, ISI (ikke at forveksle med de sunni-ekstreme Islamisk stat krigere), lader ofte dækorganisationer indlede uroligheder i Kashmir for at flytte indisk fokus fra merkantilt til militært. Her fik Kina og Pakistan dog uventet hjælp fra præsident Trump, som tilretteviste Apple; “Toldkrigen mod Kina, er ikke startet for at gavne Indien, arbejdspladserne skal hjem til USA”.

Tim Cook gjorde opmærksom på, at Trumps deportationen af illegale indvandrere har fjernet den billige arbejdskraft fra hjemmemarkedet, og at indfødte amerikanere er alt for dyre og langsomme til den manuelle del af produktionsprocessen. Det vil koste alt for meget at etablere basisproduktionen i USA.

Ovenstående synspunkt deler Cook med hovedparten af amerikanske forretningsfolk, som er helt bevidste om, at USA tjener penge på Ai, streaming og licenser, mens vareproduktion for længst er outsourced. Lige her, er Trump ikke drevet af business, men af ønsket om at genskabe halvtredser-drømmen ved at likvidere den internationale arbejdsdeling for at etablere produktionsarbejdspladser i ”rustbæltet”.

Kinas umiddelbare rivalisering med Indien – for at bevare vareproduktionen – blev således afsporet af Trump, og da Pakistan ikke har ressourcer til en krig mod Indien uden kinesisk finansiering, kan det have dæmpet lysten til en optrapning.

Islamabad

Organisationen Five Eyes opdaterer demokratidata fra alle verdens lande. Pakistan har en samlet score på 2,84 ud af 10 og rangeret som nummer 124 ud af 167 lande, hvilket er et fald på seks pladser, sammenlignet med året før.

Pakistan er et muslimsk land, som er “jernvenner med Kina”. Det er ikke sammenligneligt med et mindre NATO-lands afhængighed af USA, for Pakistan kan opskalere til atomvåben. Men uden Kina er Pakistan ikke i stand til at stå op imod Indien, hverken økonomisk eller militært. Alliancen er faktisk uhellig, fordi Kina om noget er et sekulært land, mens Pakistan er domineret af muslimer som er stærkt synlige. Alt sammen ligegyldigt, fordi de har en fælles rival: Indien.

Verdens største demokrati har fået ridser i lakken de seneste år. Indien ligger som et “skadet demokrati” hvor beskyttelsen af voldtagne kvinder afhænger af hvilken kaste disse kvinder befinder sig i. Pressefriheden er korrumperet og så videre, men i en region hvor Kina, Pakistan og Rusland rumsterer med våben, kommer Indien til at fremstå næsten pæn.

Kina spiller både en direkte rolle i forhold til den konfliktfyldte grænse mod Indien, og en indirekte proxy-rolle hvor de har allieret sig med Pakistan, for at holde Indien på plads.

Indien har jo tradition for at lukke øjnene for religiøse og politiske uenigheder med andre lande, hvis bare disse lande respekterer den samme holdning i forhold til Kina. Vi har lige oplevet, hvordan Kina gerne vil støtte Det danske Kongeriges nordatlantiske interesser, hvis vi lige husker en tilsvarende forståelse for de kinesiske interesser i Tibet og Taiwan.

Kina tillader ikke religionsfrihed i vestlig demokratisk forstand, og missionerende religiøse grupper – særligt muslimer – overvåges og kontrolleres stramt.

Rusland har flere interesser i Asien. For det første er det sikkerhedspolitisk og økonomisk skønt at kunne levere våbensystemer til Indien og for det andet er det vigtigt at vise, at de mange sanktioner og arrestordrer, ikke forhindrer Putin i at bevæge sig frit rundt på kloden.

Iran er selvsagt stærkt interesseret i, hvordan deres shiamuslimske brødre i Pakistan har det. Sammen med Indien og Irak er her de største shiamuslimske befolkninger i verden. Iran er dog kke nogen reel magtfaktor i Kashmir. Afghanistan Spillede en særdeles aktiv rolle i Afghanistan, men relationen er døet ud, efter USA’s tilbagetrækning. Briterne har formået at holde kontakt til både Indere og pakistanere, og de har ligesom EU haft et godt samarbejde med USA om fredsmægling.

USA har haft skiftende roller i konflikten. I 1950’erne og 60’erne støttede USA Pakistan militært under den kolde krig. Efter 11. september 2001 har USA forsøgt at opretholde gode relationer til både Indien og Pakistan. USA er i de senere årtier rykket tættere på Indien, fordi Indien ses som en modvægt til Kina – både økonomisk og militært.

Quad-samarbejdet (USA, Indien, Japan, Australien) er et klart udtryk for containment-strategi mod Kina i Indo-Pacific, men USA balancerer stadig, fordi Pakistan har været vigtig i forhold til terrorbekæmpelse og Afghanistan-tilbagetoget samt adgangen til Centralasien og relationen til Kina.

I rollen som fredsmægler kunne Trump vælge mellem at støtte Verdens største demokrati via sin gode relation til Modi, og sit ønske om at skade Kina. Eller tage stikket hjem som fredsmægler.

Jeg tænker, at her ramte Trump bolden rent.