Hør artikel
Getting your Trinity Audio player ready...
|
Den tyrkiske præsident Erdogan havde to indsigelser mod den danske statsminister som mulig generalsekretær for NATO:
- En kurdisk radiostation sender fra Danmark, hvilket tyrkerne opfatter som udtryk for en slap dansk holdning til terrorbekæmpelse.
- Den danske karikaturtegner Kurt Westergaards berømte “bombe i turbanen”-tegning beskyttes af ytringsfriheden, hvilket i Tyrkiet opfattes som en hindring for gode relationer til den islamiske verden.Erdogan fremlagde også sine løsninger: Radiostationen skulle lukkes, og der skulle gives en undskyldning for den krænkende tegning.
I mellemtiden blev Anders Fogh Rasmussen holdt på pinebænken, mens især Dansk Folkeparti og medierne pressede på for et klart svar fra statsministeren: ”Var Fogh på vej til udlandet?”.
Til sidst kunne dobbeltspillet ikke opretholdes længere. Den danske statsminister besluttede sig for at deltage i det afgørende NATO-topmøde – vel vidende, at det nu var “vind eller forsvind”. Der var ingen vej tilbage til regeringsledelsen i Danmark, nu hvor alle vidste, at landet havde valgt ham fra.
Her – ved grænsen mellem Tyskland og Frankrig – var Fogh Rasmussen fuldt bevidst om, at generalsekretærposten krævede enstemmighed.
Fogh sad afsides med sine rådgivere og ventede i spænding, da Barack Obama opdagede den danske statsminister, gik ham i møde og sagde: “Congratulations, Mr. General Secretary elect.”
Sådan fik Anders Fogh Rasmussen besked om, at Erdogan havde givet sig og accepteret hans kandidatur. Obama støttede sin forgængers gode ven, og USA fastholdt sin rolle som den frie verdens leder. På det tidspunkt var Danmarks statsminister USA’s tætteste allierede. Det skulle dog ændre sig.
Erindringerne: Fra Vestjylland til verdenspolitik
“Europa må indgå alliancer med andre demokratier i verden for at beskytte sig mod amerikanske, kinesiske og russiske territoriale krav og trusler om handelskrig.
For mig er det en bitter erkendelse efter et helt livs kamp for et tæt forhold mellem Danmark og Amerika.”
Sådan lyder det i andet bind af Anders Fogh Rasmussens erindringer, “At Turde”.
Første bind, “Om at træde i karakter”, skildrede barndommen på magre jorder i Vinding mellem Randers og Viborg – en tryg opvækst præget af beskedne kår og hårdt arbejde.
Blandt dem, der kender til Annemette og hendes opvækst i det sydlige Hornsherred mellem Holbæk og Roskilde, går der historier om dengang Anders blev oppe hele natten for at studere den lokale kloakplan, mens Annemette gik i seng. Fortællingen om, hvordan Anders “scorede” gårdejerdatteren, er blevet en del af Venstres fortælletradition – et stykke mytologi, der får ny mening efter at have læst hans egen version. Her bliver det tydeligt, hvor svært det kan være at være så kendt, at historierne lever deres eget liv og ikke kan gendrives.
Fokus flytter sig i andet bind
I andet bind flyttes fokus fra det nære og personlige til partiet Venstre, regeringsarbejdet, NATO og opbygningen af en ny samarbejdsplatform mellem verdens demokratier. Forfatteren deler rundhåndet ud af detaljer, og bogen er skrevet i et klart og let tilgængeligt sprog. Mange passager tåler genlæsning, og korrekturen er så gennemarbejdet, at bogen nærmer sig et opslagsværk: Hvad var holdningerne i en bestemt sag for 17 år siden? Hvad var baggrunden? Det svarer næsten til kommenterede lovtekster for jurister – og uanset om man er enig eller ej, forstår man kompasset bag beslutningerne.
Venstre og det interne opgør
Fogh havde stor respekt for Poul Schlüter og lærte meget af hans regeringsledelse. Schlüters holdning om, at han i interne stridigheder støttede den minister, som ikke var konservativ, symboliserede overskud og skabte loyalitet.
Bogen er mindre nådig over for Henning Dyremose – særligt da han introducerede Christiansborgs første spindoktor, Erik Skov Pedersen. Her mærker man en dyb modvilje. Fogh er dog også hård i vurderingen af egne partifæller – især Søren Pind får kritik for at prioritere oprøret mod partiledelsen over idéudviklingen.
Om Lars Løkke Rasmussen skriver Fogh med skuffelse, især i forbindelse med “Befrielsens Øjeblik” under valgkampen i 2019, hvor Venstres strategiske fundament blev undermineret. Fogh konkluderer bittert:
“Lars fik til sidst sin vilje, men undervejs blev meget porcelæn smadret.”
Denne konflikt mellem Støjberg og Løkke danner grundlag for den opsplittelse, som i dag har fordelt Venstres vælgere på tre partier: Danmarksdemokraterne, Moderaterne og Venstre.
Statsminister i tre perioder
Anders Fogh Rasmussen blev statsminister tre gange i træk – en bedrift i sig selv. Blandt de vigtigste begivenheder i hans embedsperiode er Muhammed-krisen og venskabet med George W. Bush, som banede vejen for NATO-posten.
Muhammed-tegningerne kom til at præge Danmarks image i den muslimske verden, og for Erdogan, der ønsker at gen-islamisere Tyrkiet, symboliserer Fogh en manglende respekt for religiøse følelser.
Det nære forhold til Bush gjorde det muligt for Fogh at blive generalsekretær i NATO – men det krævede overførsel af tillid til den nye præsident, Obama, hvilket lykkedes langt over forventning.
Fogh kalder selv den 20. juni 2006 for “årets lykkeligste dag” – det var dagen, hvor velfærdsforliget blev indgået. Den grundlæggende aftale, der har sikret dansk økonomisk styrke i dag, indebærer, at pensionsalderen automatisk stiger i takt med den gennemsnitlige levetid – og dermed sikres balancen i velfærdsmodellen.
Fogh i NATO
Fogh var den første danske statsminister, der blev generalsekretær i NATO. Hans tilgang adskilte sig fra forgængerne: Han ønskede ikke blot at være mægler, men også idéudvikler og strateg. Det blev hans første store sejr i Bruxelles.
Han tror fortsat på et fremtidigt ukrainsk NATO-medlemskab – som den eneste holdbare løsning. Her går han imod den amerikanske position, men står fast med det klare budskab:
“Hvis Rusland stopper med at kæmpe, stopper krigen. Hvis Ukraine stopper, ophører landet med at eksistere.”
Alliancen for demokratier
Efter NATO-tiden stiftede Fogh Rasmussen Alliance for Democracies Foundation og initiativet Copenhagen Democracy Summit. I sin bog fremhæver han fem nøgleopgaver for alliancen, som hver rejser svære, men nødvendige spørgsmål:
- Fælles kamp mod terrorisme via styrket efterretningssamarbejde.
- Frihandel og investeringer som fundament for velstand.
- Støtte til nye demokratier og deres demokratiske kultur.
- Fælles holdninger i internationale organisationer – som supplement til EU og modsvar til FN’s svagheder.
- Humanitære indsatser og menneskerettigheder – med fokus på, hvordan man håndterer diktatorer, der bruger forbudte våben mod egen befolkning.
Fogh nævner selv, at sådanne interventioner kræver FN’s godkendelse – men stiller alligevel spørgsmålet, om verdenssamfundet er villigt til at se passivt til.
Anders Fogh Rasmussen er ikke en mand, man placerer til pynt. Han er saglig, viljestærk, velargumenteret – og frygter ikke konfrontationer. Som Marianne Jelved engang sagde – i en ganske vist anden forbindelse:
“Fogh er en farlig mand.”