Den tyske forbundskansler gennem 16 år Angela Merkel har netop udgivet sine erindringer, som har været imødeset med spænding. Erindringerne er Merkels afregning og kommentar til hendes indsats i europæiske og international politik siden Murena Fald, hvor hun spillede en fremtrædende rolle (Frihed, Forlaget Gutkind, 680 sider, 2024).

Mange anmeldere har karakteriseret bogen som kedelig, og Amazon.de lukkede kommentarsporet, hvor alt for mange kun gav den én stjerne.

Men bogen er som Angela Merkel selv: saglig, lidt tung, omstændelig og sparsom på følelsesudbrud. Det fremragende ved bogen er, at hun selv har skrevet den, hver linje, men dog sammen med sin fortrolige sekretær gennem tre årtier Beate Baumann, som hun stadig er Des med. Merkel eller forlaget har ikke hyret en spinatfugl til at peppe historien op. Bogen er ikke tilføjet dramatiske effekter.

Politikere er som mennesker forskellige og Angela Merkel er en klasse for sig. Hun er præstedatter fra DDR, faderen var ret venstreorienteret og tilhænger af befrielsesteologi, hvor rige altid er skurke og fattige er guds børn. Modsat andre præstebørn tilpassede hun sig DDR, var med i FDJ (det østtyske ungkommunistiske korps) dog uden at blive partikommunist eller informant, fik studentereksamen og læste fysik og blev forsker. ”Måske er socialismen slet ikke nogen dårlig ide” skriver hun om sine egne tanker dengang. Merkel var på ingen måde dissident som DDR-borger.

Da Muren faldt 9. november 1989, gik hun med titusinder af østtyskere over i Vestberlin, men hurtigt ”vendte jeg om og gik hjem, for klokken var næsten 11 om aftenen”. Mærkelig reaktion på en så stor og frigørende begivenhed – erindringerne hedder ”Frihed” – men Angela gik hjem for at sove, for hun skulle tidligt op. Pligtfølelsen trumfer begejstringen. Hvor må hun dog være kedelig, tænker man.

Det tydeligste eksempel på, at Angela Merkels personlige dømmekraft får betydning, er lige efter Murens Fald. Rigtig mange østtyskere, hendes venner og forældre drømte om et nyt DDR, en ny socialisme med venligt et ansigt, men Merkel var fra Murens Fald meget hurtigt klar på, at DDR ikke kunne reformeres og en tredje vej var urealistisk, og at der ikke var anden mulighed end at blive en del af Forbundsrepublikken. Det blev hendes billet til den videre karriere.

Merkel engagerede sig hurtigt, var først med i et parti der hed Demokratisk Opbrud, men som fik under 1% af stemmerne ved DDR´s første og sidste frie valg, hvor efter hun valgte CDU og blev valgt ind i forbundsdagen i 1990. Hun var kvinde og fra DDR og så promoverede Tysklands stærke forbundskansler Helmut Kohl hende til minister i 1994.

Det tyske CDU er et parti befolket med alfahanner, men Merkel formåede at styre gennem mandeverdenen, ikke så meget ved hjælp af intriger og rænkespil, men mere gennem en solid og troværdig personlighed. Ligesom hendes vej op fra og ud af DDR skete, fordi alle mændene foran hende viste sig at være forbundet med Stasi. Det er også en fortjeneste at være ubesmittet.

Hun kunne også som den første lægge afstand til Helmut Kohl, da han blev viklet ind i en sag om ulovlig partistøtte. Merkel var ny og kom udefra og var mere fritstillet end CDU-mændene, som var bundet ind af Kohls magtbrynde. Wolfgang Schaüble, ham i rullestolen, den evige toer og den dygtigste kansler Tyskland aldrig fik, turde ikke vippe Kohl af pinden og blev selv trukket med ned.

I 2005 blev Merkel så forbundskansler og frem til 2021 under forskellige koalitioner.

Den røde tråd i Angela Merkels politiske karriere var en stor evne til at manøvrere mellem venner og fjender, magter og positioner. Hun havde få faste standpunkter, om overhovedet nogen. Hun sympatiserede åbenlyst langt mere med venstresiden i politik end med hendes egen fløj, både i Tyskland og internationalt, men uden at det udløste hæmmende aversioner hos venner og modstandere. Alligevel fremstår det underligt, at Merkel kunne poppe op og blive både formand for CDU og i 16 år kansler. Men hun viste sig om en ekstrem dygtig og adræt operator.

En vigtig forklaring er igen hendes personlighed, hun er uddannet fysiker og tænker meget sagligt om politik, hele vejen igennem. I karrierens korsveje og tvivlstilfælde tager hun til Østersøen med sin stab og oplister alle mulige grunde for og imod et givet valg, og konkluderer så derud fra. Spontanitet og impulsivitet ser ikke ud til nogensinde at have været afgørende i hendes karriere, ligesom hun aldrig lod sig mærke af aversion mod politiske modstandere, selv når hun helt grænseoverskridende provokeredes af Putin.

Når alt dette er sagt, består Merkels periode som forbundskansler mest i hvad eftertiden vil kalde forkerte politiske beslutninger. Hun afviklede atomkraften i Tyskland i 2011 efter Fukushima-ulykken i Japan. Hun arbejdede energisk for gas fra Rusland. I 2015 stod hun personligt bag at Tyskland tog imod rigtig mange syriske og mange andre flygtninge, en beslutning som i CDU og særligt det bayerske CSU blev mødt med stor uvilje. ”Wir schaffen das”, var hendes kommentar til bekymringerne, og måske hendes eneste impuls-handling uden tanke på konsekvenserne. Og nok den hun mest vil blive husket for.

I EU-politikken har hun dog holdt fast i, at landene måtte klare deres økonomiske problemer selv, især overfor Grækenlands enorme gældskrise blev Merkel upopulær i Sydeuropa. Hun værnede også om den europæiske centralbanks uafhængighed og fastholdt her en solid tysk tradition for at have styr på finanserne.

Men modigt og bravt af hende i erindringerne at forsvare alle valg og positioner. Der ville det være nemmere bare at sige, det var den tid, og sådan var det dengang.

På trods af den længste regeringsperiode bliver Angela Merkel næppe stående blandt efterkrigstidens største tyske politikere. Dertil var hun for meget en manøvredygtig politiker og for lidt en politiker med en overbevisning. De første kanslere, Konrad Adenauer og Ludwig Erhard, lagde grundlaget for Forbundsrepublikken og das Wirtschaftswunder mod meget svære odds, og med meget stor succes. Willy Brandt og Helmut Schmidt gjorde Tyskland langt mere stueren i international politik og fik bragt mere afstand til fortiden. Brandts berømte knæfald i Warszawa var statsmandsagtigt. Og selv socialdemokraten og i dag meget udskældte Gerhard Schröders økonomiske reformer i tiden før Merkel rustede og polstrede Tyskland bedre end Merkel har præsteret i 16 år.

Forklaringen på, at Angela Merkel kunne klare sig så lang tid i tysk politik, er, at hun formelt og officielt var formand for det konservative parti CDU, men på mange værdipolitiske standpunkter lå hun på linje med De Grønne. I den forstand repræsenterer Merkel også noget tidstypisk: ud ad til og synlig som borgerlig-konservativ, men i det indre hjerteligt eftergivende for venstreorienterede tåbeligheder.