Anmeldelse af “Nordisk Socialisme”: Når en bog som denne kan blive så populær, får jeg lyst til at gå over til kryptovaluta, så Pelle Dragsted ikke kan få fingrene i mine penge

Foto: Gyldendal
Del på facebook
Del på twitter
Del på linkedin

“Når så vaghedssocialistiske tanker uden konsekvensgennemtænkning kan opnå den popularitet, bliver min reaktion på bogen, at nu er det måske på tide at gå over til kryptovaluta, så jeg én gang for alle kan frigøre mig fra statens (og Dragsteds) håndtering af mine penge”. Henrik Gade Jensen har læst og anmeldt Pelle Dragsteds debatbog “Nordisk Socialisme”. Læs med her.

Af Henrik Gade Jensen, sognepræst på Lolland

Det er menneskeligt at fejle, og det er socialistisk at fejle hele tiden. Dette gamle bonmot bekræftes endnu en gang, når man læser Pelle Dragsteds bog “Nordisk Socialisme – På vej mod en demokratisk økonomi” (Gyldendal 2021). En bog fyldt med deja-vuer fra en svunden tid, hvor arbejdere gik i kedeldragter og hjem når fabriksfløjten lød og udlandet var en fjern uvirkelig verden. Og med en masse gentagende ord og begreber, som deles op i plusord (demokrati, lighed, fællesskab, kooperativer – disse kan aldrig fejle) og en hård kerne af voodoo-forbandelser over alle ord der associerer med kapitalisme, privat ejendomsret og spekulanter.

Men man skal altid begynde med ja-hatten. 

I forhold til tidligere venstrefløjspolitikere har Pelle Dragsted lært lidt. Fortidens VS’ere anført af Preben Wilhjelm, der aldrig kunne finde ud af grundlov og demokrati, men fablede om rådsdemokrati, kollektive rettigheder og ”demokratisk retfærdiggjorte lovovertrædelser” er nu historie hos Enhedslisten. Der er sket en erkendelsesudvikling. Der er også en vis forståelse for privat ejendomsret i det små og at entreprenører er vigtige i et samfund. Det er glædeligt, selvom det ikke burde være nødvendigt at rose mennesker for at opdage, at jorden er rund, århundreder for sent.

Men i et Mediedanmark, hvor Enhedslisten sjældent får kritiske spørgsmål af journalister, og oftest får lov at fremstå som bekymrede og kritiske med alle gode viljer kondenseret i de forargede ungpige-koryfæer, hiver vi i klaphatten over, at hegnspæle alligevel flyttes og fortidens ideologiske bastioner er blevet lidt mere mobile.

Det er også positivt, at Pelle Dragsted har fået øjnene op for mange gode ting i vores historie. Andelsforeninger og kooperativer og fællesskaber – det har menneskeheden kendt til i lang tid. Thumbs up, men man lærer det i 5. klasse.

Når så man så nærlæser Pelle Dragsteds bog, skuffes læseren over for meget retorik og for lidt analyse. Retorikken melder sig, når ord bliver stærkt værdiladede og bruges som moralske markører, som om det indeholder et argument eller en analyse i sig selv.

Demokrati og demokratiseringer er plusord hele vejen igennem, selvom det burde være kendt, at demokrati er mange ting og kan bruges og misbruges i mange sagers tjeneste.

Vi skal demokratisere ejerskabet og økonomien skal styres mere demokratisk! Jep, jo, ja, men skal vi kunne stemme os til al ting? Bogen er forbavsende fraværende med overvejelser over demokratiet selv, selvom det burde være mere end velkendt for en tidl. folketingspolitiker. Willst du nicht mein Bruder sein, dann schlage ich dein Schädel ein!  

Socialisme er også plusord, et ord vi altid kun skal forstå som et evigt ideal, purt og rent, og løsrevet og uforfalsket fra historiens brug af det.

Derfor forbliver læseren hele vejen usikker på, hvad der skal forstås ved Pelle Dragsteds forslag til sidst. 

Vi skal ekspandere den demokratiske sektor, altså gøre stat og kommune større, og dvs. øge skatten. Det er velkendt venstrefløjspolitik, men kan man tillade sig at skrive det i dag uden at besvare de velkendte spørgsmål, om danskerne vil undlade at arbejde ekstra eller flytte mere udenlands og udenlandske virksomheder gå forbi Danmark? Samtidigt skal kooperative virksomheder have skattefordele, altså skal skatteyderne yderligere betale.

Der skal indføres fondssocialisme, hvor virksomheder skal afgive procenter til lønmodtagerfonde, og hvis Danmark var Albanien under Enver Hoxha kunne det måske give mening, men i en globaliseret økonomi er det svært at forestille sig, at det vil trække virksomheder til Danmark. Ingen vil investere i Danmark, hvis ikke der er nogenlunde sikkerhed for, at investeringerne lønner sig, og ikke kleptokrateres af staten.  

Den private medicinalindustri skal erstattes eller suppleres af statslig produktion. Vi skal have en statslig bank. Al infrastruktur skal igen være statslig, eller ”på fællesskabets hænder”. Hvor længe må vi køre i vores dyt? Boliger bør også helst være fælles og offentlige, ingen må tjene penge på andres bolig. 

Socialisme skal også udbredes til vores data, så vores data opbevares af det offentlige og ikke private tech-giganter. Her bruges dog ikke eufemismer om, at vores data skal være fælles. 

Når så Dragsted også ofte forfalder til traditionel socialistisk og marxistisk retorik, bliver man usikker på, hvor Danmark lander, hvis Dragsteds tanker skulle vinde mere indpas. Når han omtaler kapitalinvestorer som ”parasitære”, når han tolerant erklærer plads til små privatejede virksomheder, når han vitterligt hævder at kapitalismen bygger på ”en historisk uretfærdig tilraning af fælles ejendom”, så har jeg ingen tillid til hans politiske program. Så ville Danmark måske lande som i NEP-perioden i Sovjet, hvor en vis privat foretagsomhed blev accepteret, men kun for at redde socialismen – og senere gøre ondt værre.

Helt komisk bliver det hos Dragsted, når han foreslår, at vi skal fællesgøre græsslåmaskiner, rystepudsere, slagboremaskiner og kassecykler, ligesom når vi låner bøger på biblioteket. Jeg har to slagboremaskiner, en på net og en på batteri, og på landet er det noget man bare har på niveau med tandbørster og underbukser. Men som i øvrigt i forvejen lånes og byttes og udveksles flittigt – ingen problemer der. Jo, måske hvis godt fællesgørende naboskab resulterer i en erkendtlighed, så er det sort arbejde og en kriminel aktivitet.

Ud over deja-vuet tilbage til Karl Marx’ tid undrer det mig igen og igen ved læsning af Pelle Dragsteds bog, hvorfor venstrefløjen blev så socialistiske og ikke anarkistiske. I 1870erne bekæmpede Karl Marx anarkisten Mikhail Bakunin, også med ulækre perfide tricks, og det var med til at kommunismen blev dominerende fremfor den statskritiske anarkisme. Og at vi fik Sovjet, Stalin og gulag.

Når Dragsteds ønsker en statsbank, en offentlig databank, offentlig forkøbsret, fælles jordeje og ladcykler, så gyser det i mig. Og længes efter Bakunin: “Den, som udstyres med magt, bliver uundgåeligt til en undertrykker og en udbytter af samfundet”.

Eller hvorfor ikke bruge den del af Marx, der gør kapitalismen til det store historiske mirakel, hvor menneskeheden løftede sig ud af sin forhistorie og for første gang bemestrede sin tilværelse? Den kummerlige tilværelse med evig tandpine og høj børnedødelighed og underernæring, som stort set alle mennesker levede i ind til for ca. 100 år siden, er afskaffet af kapitalismen, og tak Gud for det. Marx tog så fejl i, at antagonismen (klassekampen og kriserne) kunne afsluttes i et brutalt opgør med kapitalismen.

Jeg ville aldrig have lånt Pelle Dragsteds bog på biblioteket og læst den, hvis det ikke var fordi Grundtvigs Forum, den officielle forvalter af Grundtvigs arv i Danmark, i efteråret 2021 minsandten gav ham N.F.S. Grundtvigs Pris for 2021. Jeg måtte tjekke datoen: var det 1. april? Havde russiske trolde hacket sig ind?

Men nej, det viser sig åbenbart, at Grundtvigs Forum lider af et totalt fravær af sans for, viden om og realistisk forståelse for økonomi og socialisme. En bemærkelsesværdig teoretisk nedsmeltning. Ok, Ebbe Reich og Ejvind Larsen (som Dragsted er inspireret af) gjorde fodarbejdet siden 1970erne med at gøre Grundtvig til socialist og maoist. Det kan måske forklare forblændelsen, men ikke retfærdiggøre at Grundtvigs navn og arv skal bruges til at legitimere tvivlsomme socialistiske tanker, som kun en god vilje kan se som konstruktive.

Grundtvig kan ingen tage fra mig, men Grundtvigs arvtagere må jeg hermed sige farvel til. Og når så vaghedssocialistiske tanker uden konsekvensgennemtænkning kan opnå den popularitet (bogen er kommet i fire oplag), bliver min reaktion på bogen ud over voldsom irritation over nutidens grundtvigianere, at nu er det måske på tide at gå over til kryptovaluta, så jeg én gang for alle kan frigøre mig fra statens (og Dragsteds) håndtering af mine penge.

Dette er en boganmeldelse skrevet af en af Indbliks tilknyttede kulturskribenter. Anmeldelsen repræsenterer skribentens egne holdninger.

KAN DU LIDE, HVAD DU LÆSER?

Det koster penge at lave kritisk journalistik. Som medlem er du med til at sikre, at vi på Indblik kan gøre det, vi er bedst til: At lave journalistik og skabe debat, der udfordrer konsensus i det øvrige mediebillede og i dansk politik.

[adning id="17957"]

Fik du læst?