En af de sidste chancer for at undgå Anden Verdenskrig var i efteråret 1938, da højtstående militærfolk og diplomater forsøgte at kuppe Adolf Hitler fra magten. Det lykkedes ikke, fordi kupmagerne forudsatte, at Storbritannien ville stå hårdt overfor Hitler i den såkaldte Sudeter-krise.

Da den engelske premierminister Neville Chamberlain med München-aftalen i 1938 gav Hitler frit spil til at overtage Sudeter-landet og dermed Tjekkoslovakiet, var løbet kørt for kuppet og konspirationen.

Bagmanden bag oprøret hed Hans Oster, som var oberstløjtnant i Abwehr, den tyske efterretningstjeneste. Der er ikke mange skriftlige kilder, da man ikke gemte kupplaner i skuffen, og de fleste deltagere blev henrettet under krigen, men den amerikanske historiker Terry Parssinen kunne alligevel benytte hidtil ubenyttede kilder fra amerikanske arkiver, da han i 2003 udgav sin om bog om Oster-konspirationen, som nu endelig foreligger på dansk (Terry Parssinen, Oster-konspirationen i 1938 – militærkuppet der skulle dræbe Hitler og forhindre Anden Verdenskrig, Forlaget Ellekær, 2024, 302 sider).

Hitler var kommet til magten i 1933 og han havde succes med at remilitarisere Rhinlandet som tysk i 1936 og i foråret 1938 annektere Østrig. Men Hitlers projekt var at ekspandere og skabe et Stortyskland, og her stødte han på skepsis, modstand eller træghed hos militæret. Konflikten kulminerede i 1938, da Hitler ville tage Sudeterlandet, hjælpe det tyske mindretal sudetertyskerne Heim ins Reich, og dermed udfordre Tjekkoslovakiet og Vestmagterne. Angrebet ville blotlægge den vestlige front, som militæret fandt alt for risikabelt i tilfælde af en fransk-engelsk indgriben.

Flyvevåbnet var under Herman Görings kommando og flåden befandt sig langt fra Berlin, men hæren og generalerne var meget skeptiske overfor Hitlers planer, som de anså for militært chancespil og på kanten af galimatias. Siden Weimarrepublikken var hærens officerer ret upolitiske, men også standsbevidste og en ’stat i staten’, som Hitler hidtil ikke havde fået krammet på.

Hans Oster var edderkoppen og drivkraften i det spind af højtstående militærfolk, diplomater og politikere, som ville af med Hitler, og hvis Hitler greb til militær intervention i Tjekkoslovakiet, planlagde de et kup. De nåede at udstationere bevæbnede soldater i Berlin, der skulle omringe Rigskancelliet og myrde eller tilfangetage Hitler.

Den vigtigste brik i spillet bestod i at få Storbritannien med til en voldsom reaktion og trussel om krig. Der var tætte forbindelser til London på alle planer, men problemet var den britiske premierminister Neville Chamberlain, som hældede mest til fredelige løsninger. Hans Osters og militærets problem var også, at Hitler var populær i befolkningen og derfor krævedes hjælp udefra til at påføre Hitler et ynkeligt politisk nederlag, som kunne begrunde kuppet.

Da det endte med München-aftalen i 1938, hvor Chamberlain mere eller mindre forærede Tjekkoslovakiet til Hitler for at få fred i vor tid, var løbet kørt for konspirationen. Så ville militæret ikke spille med mere og tværtimod resulterede det i, at Hitler fik succes hos sine skeptiske officerer, som beundrede hans håndtering af Vestmagterne.

Generaler er også bare mennesker, som ønsker at være med på det vindende parti. Op til 1938 havde Hitler ikke hånd og halsret over militæret, men kun sine egne paramilitære korps. Det ulykkelige udfald af Sudeterkrisen blev en kæmpe prestigesejr for Hitler, og med efterkrigstidens bagklogskab en tilsvarende kæmpefadæse af den britiske premierminister Neville Chamberlain. Og derefter blev generalerne følgagtige overfor Hitler ind til krigslykken igen vendte efter Stalingrad. Generaler er også vendekåber.

Terry Parssinen er amerikansk professor i historie og beskriver spændende som en krimi årets løb i 1938 med kontakter på kryds og tværs mellem højtstående tyskere og englænderne. I kulissen i London advarer Churchill mod enhver aftale med Hitler, men han er uden indflydelse.

Det mest overraskende for den nutidige læser er, hvor åbenmundede de øverstbefalende tyske militærfolk optræder mellem hinanden. Mange kendte til attentatplaner uden at gå med eller afsløre noget. Det gentager sig i mindre omfang i 1944 med operation Valkyrie den 20. juli, hvor det lykkedes at sprænge en bombe på dramatisk vis, der burde have taget livet af Hitler. Til gengæld havde et vellykket attentat i 1944, næppe ændret ret meget og tværtimod skabt politiske meget klumsede forhold.

Oster-konspirationen i 1938 har næret mange kontrafaktiske spekulationer: hvad nu hvis…. Det er selvfølgelig altid reelt at diskutere, hvad der kunne være sket, hvis noget var faldet anderledes ud, for historien er ikke et determineret univers, men et resultat af menneskeligt mod og svigt. På den anden side er det en umulig debat at postulere, hvad der kunne være sket, hvis Hitler var død ved et attentat i 1938. Kupmagerne var jo alle tyske nationalister om end af en mere human variant. Antisemitismen ville nok stadig være der, men holocaust undgået, og det gør også den store forskel.

Fra en dansk synsvinkel er bogen om Hans Osters konspiration særlig interessant, fordi selvsamme Hans Oster i 1940 op til Tysklands overfald på Danmark og Norge lækkede angrebsplanerne via en hollandsk militærattaché til den danske ambassade i Berlin, som fluks informerede København. Advarslen om den 9. april, som altså var kendt af den danske regering en uges tid før besættelsen uden at den handlede det mindste, blev senere et hedt emne i den danske bearbejdning af besættelsen. Udenrigsminister P. Munchs uvilje til at tage advarslerne alvorligt nærede senere rygterne om en aftalt besættelse (Rostock-myten).

Hans Oster blev henrettet den 9. april 1945.