Vestenskov kirke den 4. maj 2025 kl. 19.00

Nogle år senere i 1965 var der stort fakkeltog i den lille by på Fyn, hvor vi var flyttet til, skolen og seminariet var oplyste i alle vinduer. Og der var taler, mens folk stod med faklerne. Jeg husker det mest, fordi jeg var bange for de mange fakler med ild i.

Men dengang sagde min mor, at det nok var sidste gang, at vi fejrede 4. maj med lys i vinduerne og fakkeltog.

Det var det ikke.

Slet ikke.

Historien nægter at blive historie, så længe den taler til os i dag.

Så der 50 års fejring.

75-året aflystes af corona-epidemien.

Og i år mindes vi 80-året for befrielsen.

Og nu næsten uden vidner mer.

Mindet vil ikke forsvinde!

Vi bliver med at fejre og nutidens begivenheder med krige i Europa, ikke så langt fra vores breddegrader som førhen, stemmer og sindet til at tænke over krig og fred i en ikke kun god verden.

TV2 og DR sender direkte her til aften fra Ryvangen i København, der hvor frihedskæmperne, som blev henrettet, ligger begravet.

Statsministeren taler og kongefamilien deltager – jeg kan ikke huske, at det er blevet mindet med så stor deltagelse før.

Jeg har været i Ryvangen flere gange tidligere den 4. maj, for 20-30 år siden, det var også tankevækkende, men dengang var der kun veteraner, gamle frihedskæmpere, musik, og så alle os der sympatiserede med indsatsen under besættelsen.

Jeg så nogle af de kendte frihedskæmpere, som i dag er døde.

Jeg nåede at møde Gunnar Dyrberg, der var med i Holder Danske tæt på Flammen og Citronen. Og flere gange Jørgen Kieler, der sad til henrettelse i Vestre fængsel, men slap. Jeg nåede også at lære Søren Hoff at kende, der likviderede den danske HIPO-chef.

X

Jeg blev for 14 dage siden ringet op af TV-øst om jeg kendte nogle, der kunne huske befrielsen.

Og det er der da heldigvis flere, som kan her i vores område. Til mad-dag i Vestenskov forrige torsdag, spurgte jeg, hvem er kunne huske befrielsen, og straks var der fire hænder oppe, der også kunne huske befrielsen.

Der er stadig vidner.

Som kan fortælle også om de tyskere, der var her i området, ude ved skanserne i Vesternæs, på Gottesgabe, de sidste var helt unge mænd, ja kun store drenge, som var iført en uniform.

Og som nu måtte gå tilbage til et sønderbombet Tyskland.

Men mon ikke de alligevel var glade for at komme helskindet hjem om end til ødelagte byer overalt?

X

Befrielsen var euforisk og vel især i byerne, hvor folk strømmede ud på gaderne, rev mørklægningsgardinerne ned, tændte lys i vinduerne og tog en flaske frem, som var gemt til denne stund.

De fem onde år var slut.

En Vinter lang og mørk og haard

paa fem forbandede Aar

har knuget Landet i sin Favn

med Kulde og Sult og Savn,

Sådan angav Danmarks Frihedssang stemningen i maj 1945.

Problemet er, at når man har levet undertrykt med savn og mangel i fem år med en synlig fjende i gaderne, så jubles der, når fjenden er væk. Men så bliver det måske alligevel ikke så godt og frit og lykkeligt, som mange havde drømt om.

X

Der er to slags befrielser.

Der er den i politik og samfund, som når Danmark bliver besat og holdt nede. Det var den, som blev fejret 4. maj 1945.

Men så er der også en anden befrielse og frihed, den vi taler om i kirken, og det er det religiøse, det åndelige.

Ud fra en kristen betragtning kan vi være frie, selvom vi har lænker på.

Som Martin Luther sagde:

En kristen er en fri herre over alle ting og ikke underordnet nogen. En kristen er en tjenende træl i alle ting og underordnet enhver.

Vi er fri ved at være skabt af Gud, tro på Gud, få meningen med livet fra Gud.

Træl bliver vi ved at være underlagt en masse regler og forordninger og love og paragraffer, som alle borgere er. Og som på det principielle plan ikke kan være anderledes.

Jesus sagde, at når vi hører sandheden bliver vi frie. Det kunne de ikke forstå på Jesu egen tid, for de følte sig frie ved at være efterkommere af Abraham.

Men Jesus mente noget helt andet.

Vi er frie ved at være skabt af Gud.

Vi er frie ved at blive tilgivet af Gud.

Jesus ville ikke kæmpe mod sin tids besættelsesmagt, romerne.

Det skuffede mange af hans venner.

De troede, han skulle være den nye kong David, der rejste et oprør mod de romerske legioner.

Sådan som de gjorde i år 70 med det resultat, at Jerusalem blev totalt smadret og ødelagt og befolkningen måtte flygte rundt i verden.

x

”Den gode hyrde sætter sit liv til for fårene”, siger Jesus til os i dag, i den tekst jeg læste.

Og så tænker de fleste måske på en feltherre, høvding, en konge, der beskytter sit folk og sine undersåtter.

En slags sherif med stjerne og hurtig til seksløberen, der kan holde voldsmænd, kvægtyve og banditter væk fra byen.

Når Jesus siger: ”Jeg er den gode hyrde. Den gode hyrde sætter sit liv til for fårene”, så skal det ikke forstås som en militær mission eller forsvarsmæssig øvelse, men at Jesus tværtimod tager skylden fra os.

Han sætter sit liv til for os!

Han ofrer sig for os.

Og vi blev Frie og tilgivet gennem hans død.

Det er den egentlige Frihed. Frihed med stort F.

X

Min farfar var præst i København under krigen.

Når jeg læser han prædikener fra krigens tid, står der intet om besættelsen, end ikke en antydning.

Det har altid undret mig.

Også fordi min far har fortalt, at de fem år var knugende og mørke og modbydelige og påvirkede al ting. Han var teenager under besættelsen.

Min far blev konfirmeret den søndag i oktober 1943, da farfar læste hyrdebrevet fra biskoppen mod jødeforfølgelser op fra prædikestolen. Det overskyggede alt sammen, ingen glæde, kun frygt. Møde hvad der venter, og ingen ved hvordan det går….

Jeg blev selv konfirmeret den 7. oktober 1973, den dag da Yom Kippur-krigen brød ud i Mellemøsten med Ægyptens og Syriens overraskelsesangreb på Israel, som da kæmpede en overlevelseskamp.

Det fortæller jeg så videre til årets konfirmander: der har været krig altid, et sted på jorden, og de er heller ingen undtagelse i dag.

X

Maj-måned 1945 var euforisk. Tyskerne var væk. Vi skulle ikke gå knuget og forknyt omkring. Danskerne kunne sige, hvad de ville, uden frygt for en besættelsesmagt.

Men for mange blev sommeren 1945 og tiden efter en stor skuffelse.

For meget hurtigt kom hverdagen tilbage og det blev til ”business as usual”.

Allerede befrielsesregeringen, som trådte til 5. maj 1945, var en skuffelse.

Statsminister blev Vilhelm Buhl, han som efterfulgte Stauning som statsminister i 1942 midt under besættelse og holdt en anti-sabotagetale i 1942, hvor han opfordrede til at angive sabotører og frihedskæmpere til myndighederne.

Modstandsmanden Jørgen Kieler mente, at talen “er den største kriminelle handling, der blev begået under krigen”.

Og det var denne Buhl, som blev statsminister i befrielsesregeringen.

Mange havde håbet, at Frihedsrådet eller en kreds af modstandsfolk og frihedskæmpere skulle have magten, danne regering og stå for et retsopgør.

Men sådan blev det ikke.

De sædvanlige politikere tog over, nu med en anden retorik. Frihedskæmperne var nu helte, hvor de før var kriminelle, som skulle angives.

Selvom frihedsrådet var aktivt og fik ministerposter, så udspillede de meget hurtigt deres rolle i dansk politik.

En undertone af bitterhed bredte sig – alt var jo som tidligere, intet havde ændret sig.

Politikerne var de samme, som gik tyskernes ærinde, danskerne var de samme, som stemte på dem.

Politiet var det samme, som anholdte frihedskæmperne, og dommerne forblev de samme, som dømte dem.

Og aviserne var de samme, som fordømte frihedskæmperne eller gik på listesko, men de samme redaktører fortsatte, nu med nye ord i munden, men med en selvforståelse som om de altid havde ment det samme.

Tilmed kaldte det socialdemokratiske folketingsmedlem Hartvig Frisch i sommeren 1945 frihedskæmperne for mordere, hvad der udløste vild forargelse.

X

Det første folketingsvalg efter befrielsen kom den 30. oktober 1945.

Og allerede da var ånden fra modstandsbevægelsen reelt spillet ud af politik. Kommunisterne og Dansk Samling, de to partier som havde stået for modstanden, fik pæne valg, men alligevel kun beskedent i forhold til de etablerede partier. Og deres indflydelse blev nul.

Hurtigt var Danmark tilbage til det gamle igen.

Og faghistorikere ved landets universiteter har generelt helt stået på samarbejdspolitikkens side og igen og igen kritiseret modstandsbevægelsens betydning og omfang. De skulle ikke tro, de var noget.

x

Friheden kom igen i 1945, men for mange blev friheden ikke til det samfund, som de havde håbet på.

Det kanaanes land, det forjættede land, som mange havde drømt om, forblev utopi.

Det er derfor, det er vigtigt at komme i kirke og høre budskabet herfra: at egentlig frie bliver vi kun hos Gud.

Vi skal være skeptiske overfor for store ord om frihed i vores jordiske liv.

En sygdom eller en ulykke kan gøre os helt ufrie på et splitsekund – i praktisk forstand. Binde os til en seng eller kørestol. Så hjælper politiske slagord og menneskerettigheder ikke ret meget.

x

Vi skal fejre befrielsen maj 1945 som den store glæde, som det var, at blive fri for et af de værste regimer i verdenshistorien.

Jeg kan stadig få lidt tårer i øjenkrogene af at høre frihedsbudskabet eller se Christian X ride gennem det besatte København.

Jo, befrielse kan vi tale om.

Og så alligevel skal vi også vide, at den egentlige hyrde er Jesus og ikke politikerne, den store befrielse, den egentlige frihed, har vi kun i forhold til Gud.

AMEN