Benjamin Netanyahu blev født i 1949 i Tel Aviv i en familie med rødder i det zionistiske miljø. Som søn af historikeren Benzion Netanyahu tilbragte han en del af sin opvækst i USA, hvor familien boede i Philadelphia i 1960’erne. I 1967 vendte Netanyahu tilbage til Israel for at aftjene værnepligt og meldte sig til specialstyrken Sayeret Matkal, hvor han deltog i flere farlige missioner. Han gjorde tjeneste som kommandosoldat under blandt andet Yom Kippur-krigen i 1973 og opnåede rang af kaptajn. Netanyahus familiehistorie har også præget hans karriere; storebroderen Yonatan, der var officer i samme specialstyrke, faldt under den dristige Entebbe-aktion i 1976. Til minde om broderen grundlagde Benjamin Netanyahu senere Jonathan Instituttet, som afholdt antiterrorisme-konferencer – et tidligt signal om Netanyahus livslange mærkesag: kampen mod terrorisme.

FN-ambassadør

Netanyahu er uddannet i USA med en bachelor og mastergrad fra Massachusetts Institute of Technology (MIT) i midten af 1970’erne. Han trådte ind på den diplomatiske scene i 1980’erne, hvor han hurtigt gjorde sig bemærket med sine kommunikative evner på flydende engelsk. I 1984 blev han udnævnt til Israels FN-ambassadør i New York, en post han udnyttede til at profilere sig internationalt. Hjemme i Israel gik han ind i politik for det højreorienterede Likud-parti og blev valgt til Knesset (parlamentet) i 1988. Kun fem år senere, i 1993, vandt den unge Netanyahu en overbevisende sejr i primærvalget om formandsposten i Likud. Han positionerede sig som en kompromisløs kritiker af Oslo-fredsaftalerne med palæstinenserne og markerede sig dermed som leder af den israelske højrefløj.

Hebron-aftalen

Netanyahus store politiske gennembrud kom ved valget i 1996, blot seks måneder efter mordet på premierminister Yitzhak Rabin. I en alder af 46 blev han Israels yngste premierminister nogensinde, da han med en snæver margin besejrede Shimon Peres. Første periode ved magten (1996–1999) var turbulent; Netanyahu stod i spidsen for en skrøbelig koalition og forsøgte at balancere mellem internationale fredsforpligtelser og sin egen højrefløjs skepsis. Han overraskede mange ved i 1997 trods alt at implementere Hebron-aftalen og senere underskrive Wye River-memorandumet i 1998 sammen med PLO-leder Yasser Arafat. Disse begrænsede land-for-fred-tiltag skabte vrede blandt Netanyahus nationalistiske alliancepartnere, og interne magtkampe førte til regeringens fald. Ved valget i 1999 led Netanyahu nederlag til Ehud Barak, og han trak sig midlertidigt fra politik.

Polariserer

Efter nogle år i erhvervslivet vendte Netanyahu tilbage i frontlinjen i midten af 2000’erne. Han generobrede formandsposten i Likud i 2005, efter at Ariel Sharon forlod partiet, og blev oppositionsleder. Med tiden lykkedes det “Bibi” at genopbygge sin popularitet. I 2009 gjorde han comeback som premierminister ved at vinde valget og danne regering – begyndelsen på en over 12 år lang regeringsperiode uden fortilfælde i Israels historie. Netanyahu sikrede sig også genvalg i 2013 og 2015 ved at samle højrefløjen omkring sig. Han blev dermed Israels længstsiddende regeringschef nogen sinde og slog rekorden sat af landsfaderen David Ben-Gurion. Netanyahus evne til at overleve politisk gav ham ry som en både strategisk snu og utrættelig magtspiller.

Blandt tilhængere hyldes han som en erfaren leder, der taler Israels sag uforfærdet og beskytter nationens sikkerhed.

Blandt kritikere derimod beskrives han som magtfuldkommen og drevet af en følelse af at være “uundværlig” – en politisk overlever, der til tider sætter egen magt før nationens bedste.

Korruptionsanklager og juridisk modvind

Selv på højden af sin magt har Netanyahu været hjemsøgt af alvorlige anklager om magtmisbrug. I løbet af 2010’erne begyndte politiet at efterforske flere korruptionssager med ham i centrum. Kulminationen kom i 2019, da Israels rigsadvokat efter langvarige undersøgelser rejste tiltale mod den siddende premierminister for bestikkelse, svindel og mandatsvig. Israels politiske landkort rystede, da Netanyahu nægtede at træde tilbage – loven tillader en premierminister at blive siddende, indtil en endelig dom foreligger. Resultatet blev en hidtil uset periode med gentagne valg. Fra april 2019 til marts 2021 måtte Israel afholde fire parlamentsvalg på grund af den politiske lammelse og Netanyahus kamp for at opretholde et flertal trods den juridiske storm. Anklagerne – kendt som Sag 1000, 2000 og 4000 – omfattede alt fra ulovlige gaver i form af champagne og cigarer til påståede studehandler med mediemoguler om positiv omtale mod politiske tjenester. Netanyahu selv afviser enhver skyld og har kaldt sagerne en “heksejagt”.

Den juridiske modvind har haft dybtgående indflydelse på Netanyahus politiske kurs. For at undgå risikoen for fængselsstraf har han og hans allierede forsøgt forskellige strategier for at sikre sin immunitet. Allerede i 2020 indgik Netanyahu en usædvanlig rotationsaftale med centrumspolitikeren Benny Gantz – en alliance der dog brød sammen, angiveligt da Netanyahu søgte manøvrer for at undgå at afgive magten. Da Netanyahu i slutningen af 2022 vandt endnu et snævert valg og dannede regering med en blok af ultranationalistiske og ultraortodokse partier, gik han straks i gang med et kontroversielt projekt:

Svække højesteret og ændre retssystemet

Regeringens forslag til en juridisk reform – der blandt andet ville begrænse domstolenes mulighed for at underkende love – blev af kritikere udlagt som et forsøg på at hjælpe Netanyahu selv ud af hans retslige problemer. Reformplanen udløste massive folkelige protester i løbet af 2023, hvor hundrede tusinder af israelere gik på gaden af frygt for demokratiets fremtid. Vestlige allierede udtrykte også bekymring for, om Israels retsstat blev undermineret. Netanyahu afviste enhver sammenhæng mellem reformen og sin egen retssag, men den offentlige mistillid var udbredt.

Ironisk nok ændrede det dramatiske terrorangreb i efteråret 2023 hele dagsordenen og gav Netanyahu en midlertidig politisk pusterum. Hamas’ blodige angreb den 7. oktober 2023 ryddede fuldstændig fokus på Netanyahus korruptionssag af bordet for en tid. Den nationale krise samlede befolkningen i sorg og harme, og den indædte interne strid om Netanyahus person blev afdæmpet af krigens alvor. Ikke desto mindre er retssagen mod ham fortsat i baggrunden. I december 2024 indfandt Netanyahu sig for første gang personligt i vidneskranken i Jerusalems distriktsdomstol. Sagen er stadig undervejs, og juridiske eksperter vurderer, at en endelig dom kan ligge måneder eller år ude i fremtiden.

Korruptionsanklagerne vil fortsat kaste skygger over Netanyahus eftermæle og påvirke det politiske landskab, hvor spørgsmålet om Netanyahus person kontra Israels institutioner har delt vandene dybt.