De tidligere blå partier er på en Sisyfos opgave op til valget…

Lars Løkke Rasmussen fandt på farven Lilla i forbindelse med sit projekt – Moderaterne: Samarbejde over midten, og er det med Mette Frederiksen for bordenden er det også okay – blot statsministeren springer ud som en samarbejds-type.

Radikale må have været der allerede – de har jo altid været villig til at bøje synspunkterne til egen gavn og for at få størst indflydelse – meget gerne igennem ministerposter.

Nu ser vi så Venstre klappe i takt med regeringen og regeringens støttepartier omkring den såkaldte Arne-pension. Venstre går med i retning af ”Lilla”. På nær på indvandringspolitikken, hvor Venstre er mere røde end Mette Frederiksen.

Nu troede man måske, at Konservative var det stabile blå – men nej. Ekstrabladet kan berette, at Konservatives ”Vision 2034” er fjernet fra partiets hjemmeside, og at det dermed ser ud til, at både ønsket om flad skat og en fjernelse af selskabsskatten er fortid for Søren Pape Poulsens vedkommende. Så – også Konservative går mod ”Lilla”.

På trods af dårlige sager som FE-sagen, Minksagen, egenrådig Coronahåndtering, sammenblanding af parti og embedsværk – med flere – står Mette Frederiksen stærkt til en ny periode som Danmarks statsminister. Der er ro på bagsmækken hvor støttepartierne sidder – mindst to af partierne har forventning om ministerbiler. Specielt Sofia Carsten Nielsen kan allerede høre en ministerbil spinde afdæmpet i det ikke så fjerne. Del og hersk giver sammenhold!

De rigtig blå er der ikke så mange af. Liberal Alliance selvfølgelig, Nye Borgerlige og måske Danmarksdemokraterne med Inger Støjberg – hvem ved hvor hun befinder sig? Støjberg rider på en bølge af sympati med sit martyrium og indvandringspolitikken som fløjheste. På punktet indvandring ved vi, hvor Danmarksdemokraterne står.

Et tema i valgkampen bliver givetvis Minkskandalen, og her har oppositionen måske allerede skudt sig i fødderne: Hvis Nye Borgerliges advokatundersøgelse munder ud i, at Mette Frederiksen antageligt intet vidste om den manglende lovhjemmel, forvandles Minkskandalen mere eller mindre til en tabersag. Tvivl er nogle gange bedre end vished!

Sundhed vil givetvis blive et tema, Indvandring ligeså og så national sikkerhed inden for rammerne af EU og NATO. Og klima – klima var et område de tidligere blå kunne tage op – også fordi der er stærke erhvervsinteresser og positiv indtjening til landet involveret. Det samme kan skrives om styrkelsen af NATO, hvor der kan være mange arbejdspladser at hente i våbenproduktion.

Hvem skal være Statsministerkandidat mod Mette Frederiksen?

Her i Indblik lavede vi vores egen afstemning med over 1000 deltagere. Altså samme størrelse prøveudtagning som f.eks. Voxmeter anvender i deres ugentlige politiske barometer. 

Nu er vores afstemning ikke repræsentativ for andre end dem, der læser indblik og vil deltage i en afstemning. Og – vinderkandidaten hos os var klart Søren Pape Poulsen. Herefter Jakob Ellemann Jensen på en delt andenplads med Lars Løkke Rasmussen.

Uanset politisk standpunkt er Mette Frederiksen en markant leder, der også kan agere i stærk modvind. Det har hverken Venstres statsministerkandidat eller Konservatives ditto vist, at de kan. Begge har en tendens til at bøje af og sparke ubehagelige beslutninger ”til hjørne”.

Jo mere ”Lilla” oppositionen bliver, des lettere bliver det for Mette Frederiksen at bevare magten.

Samarbejdet kommer altså ikke til at foregå i den kendte midte. Den politiske midte forskydes blot i den socialistiske retning. 

På den måde er begrebet ”samarbejde over midten” decideret misvisende!