Nancy Pelosi kan minde lidt om Ursula von der Leyen; den høflige og korrekte facade dækker over håndfast politisk power. Pelosi arbejder internt og effektivt, for at nå sit mål – og det overlever Old Joe formentlig ikke.

Vi skal på omgangshøjde med begge lejre, og vi starter med konventet.

JD Vance for next generation MAGA

Vicepræsidentens mor var stofmisbruger, og han voksede op i fattigdom. Så valgte han af nød militæret, som millioner af sorte har gjort. Men her altså en hvid fighter. Derefter fortsætter han med en universitetsuddannelse, som de færreste med hans baggrund vælger. Vance er en veltalende jurist med fuldskæg, og han lover, at han ikke glemmer hvor han kommer fra.

JD er en fighter, der vil bekæmpe kvinders abort-rettigheder, og vikle sig ud af Ukraine. ”Hvis USA skal hjælpe mod russerne, så skal vi opfatte US Army som en lejehær, som vi betaler for at rydde op i Europa.”

Nu er det heldigvis sådan, at Amerikanerne selv vælger deres præsident, og i Trump-land er det helt fint at imødegå skoleskyderier og attentatforsøg med endnu flere våben, det er åbenbart også fint nok at begrænse kvinders rettigheder og så skal muren langs Rio Grande selvsagt bygges færdig.

JD er overmåde fleksibel

Mange, ikke mindst JD selv, fremstiller JD som en stolt amerikaner, med et ufravigeligt moralsk og politisk kompas. Sådan er det slet ikke. JD forklarede for få år siden, at han tog så meget afstand fra Trump, at han ville anbefale at stemme Demokratisk. Og JD har karakteriseret Trump som en idiot, og en amerikansk “Hitler type”. Da han så hvad vej vinden blæste, slettede han de mest ekstreme tilsvininger af Trump, og siden har han bakket Donald J. Trump op i alt hvad han laver. Se det er loyalitet og politisk smidighed i særklasse.

JD er ca. halvt så gammel som sin chef, så han kan overstråle Donald, og han kan føre MAGA-ideologien videre fra sin chef, når han dør – eller efter næste valg – hvad der kommer først.

Nu er Donald ikke tabt bag en amerikanerbil, så han har også slugt en politisk kamel, for at imødekomme sin nye VP. Trump har nemlig hidtil hånet enhver med hårvækst i ansigtet. Altså taget afstand fra ubarberede mænd, og lavet sammenligninger med talebankrigere. Hvis man nærstuderer JD, så forstår man, at de to mænd er ramt af en romance, for nogen moderne glatbarberet mand, det er JD ikke.

Trumps egen version kan sammenfattes som; “JD sagde nogle slemme ting om mig, men det var før han lærte mig at kende. Nu er han blevet forelsket i mig”.

Republikanerne kender Trump gennem mange år, og de var overbeviste om, at attentatmanden havde omvendt Trump fra det hadske og splittende, til det forsonende og samlende. Det gjorde for alvor ondt i Washington.

Det historiske indhold blev modsagt af en lang afrunding.

Talen blev leveret som en jordbærkage med baconfyld, hvor fyldet er den stil, som vi kender fra utallige valgmøder.

Første del af talen havde næsten Ted Sorensen niveau i sine bedste formuleringer. Sorensen skrev for J.F.Kenedy, og i den første halve time, fremførte Trump talen følelsesmæssigt oplæst fra teleprompter. Her lykkedes det Trump at skabe et moment af præsidentiel storhed, for et samlet Amerika. Der var HELT stille i Milwaukee. Det kunne have stået som et historisk vendepunkt, hvor tusindvis af tvivlende vælgere blev overbevist om at Donald rummer skjulte kvaliteter.

Hvis altså ikke Trump pludselig glemte alt om prompteren, og forlod den historiske tale. Uden den store sammenhæng og brobygning med den forberedte tale, falder Donald tilbage i de mange sætninger vi kender i forvejen.

Det kom til at ophæve magien fra den historiske tale. Men det gjorde også noget andet. Det beroligede en del af tilhørerne om, at Trump stadig er som han plejer at være. Men det er han ikke.

Idet Trump forlader sine taleskrivere, siger Trump det samme, som han plejer, men det lyder bare helt anderledes i Milwaukee. Trump optrådte uden sin sædvanlige diktion og stemmepragt. Dynamikken og gennemslagskraften var væk.

En ting er indholdet, en anden er det oratoriske, men det mest voldsomme ved nattens tale er dens længde. Trump blev ved og ved, indtil der var gået 90 minutter, og han har tabt hovedparten af sine tilhørere. Det er historiens længste kandidattale på et Republikansk konvent.

Familien samlet.

Melania ankom til konventet i rød kjole på rød løber, efter at have været væk fra rampelyset i flere måneder. Herefter var hele familien samlet i Milwaukee.

Det var uundgåeligt at sammenligne de 2 præsidentkandidaters børn, og her har Biden den sorg, at have mistet sin ene søn, mens den anden er dømt i en kriminalsag. Trump har faktisk børn som kan stille op, uden at skade deres far.

Så er der den meget synlige forskel på de 2 ægteskaber, Jill Biden lever sammen med Joe, og deltager i deres fælles liv. Melania bor ikke sammen med Donald i det daglige, og hun deltager kun meget sjældent i offentlige sammenhænge. Hele denne private side af kandidaterne betyder meget i det kristne Amerika.

Dead man walking

Biden kæmper fortsat for sit liv, og det er i sig selv imponerende, men er smertelig proces, der ikke bør trækkes i langdrag. Hele Verden har deltaget i spekulationerne om, hvem der vil kunne overbevise Joe om, at tiden er inde. Forslagene har kredset om den nære familie, de store bidragsydere, inderkredsen i West Wing eller Senatorerne.

Det ser ud til at Nancy Pelosi bliver udslagsgivende. Hun er menneskeligt og politisk kompetent, hun kan ikke presses politisk, og hendes erfaringsgrundlag betyder, at det bliver næsten umuligt for Biden at modstå hendes pres. Kamala er tvunget til at være trofast støtte for sin præsident, lige indtil han ikke kan mere – det ligger i embedet.

Eftersom Biden blev enstemmigt valgt som kandidat af sit parti, så kan der kun vælges en anden, hvis han træder tilbage.

Da der er alt for kort tid tilbage – og da intern rivalisering kan ødelægge den i forvejen spinkle chance – kan kampagnemidlerne kun overføres fra Biden til Harris. Harris er på politisk omgangshøjde da hun er kvinde og er farvet. Da hun i givet fald skal kæmpe imod en kandidat med et overfladisk forhold til sandheden, er hun som skabt til opgaven med sin baggrund som procesadvokat og anklager.

Betyder det at Harris tager over? Ikke nødvendigvis, for der er en betydelig talentmasse i partiet, der holder sig tilbage indtil næste præsidentvalg for ikke at smadre deres navn på en umulig opgave.

Hvis pludselig generationsskiftet i det store parti fremskyndes ved at Biden træder tilbage, er der en række kandidater i spil. Af taktiske grunde vil de fleste afvise, at de kan overtales til at opstille, men alt kan ændre sig med kort varsel.

Indbliks læsere skal være forberedte, hvis pludselig Biden træder tilbage inden det Demokratiske konvent 19. – 22. August i Chicago. Hvis man er USA-nørd, så er det vigtigt at bemærke, at det kun levner plads til maksimalt 75 dages valgkamp. Her er et par af dem vi skal holde øje med:

Josh Shapiro, 51 år og guvernør i Pennsylvania. Shapiro er jøde og støtter jødernes omdiskuterede jagt på Hamas. Josh fik et fint valg i en stat som ellers gik til Republikanerne. Josh er endvidere tilhænger af fracking – udvinding af skifergas giver store indtægter i i Pennsylvania.

Gretchen Withmer, 52 årig jurist, guvernør i swingstaten Michigan. Hun kender Trump rigtig godt fra opgøret om vacciner og fake-news om stemmesvindel. Gretchen blev landskendt efter afsløringen af et komplot, hvor militsfolk ville bortføre hende under Coronapandemien.

Gavin Newsom, 56 år og guvernør i Californien. Han er måske Joe Bidens mest loyale støtte. Californien ville som bekendt være Verdens 8. største økonomi. Hvis altså de var et selvstændigt land. Newson er tidligere borgmester i San Francisco og er kendt for sine liberale holdninger i forhold til abortlovgivning, LGBT-rettigheder og strammere våbenlovgivning.

Jay Robert Pritzker, 59 år, er den mest velhavende og fandenivoldske af de demokratiske kandidatnavne. Han elsker at sætte Trump til vægs, og demokraterne har i årevis brugt ham som frygtløs Buldog. Pritzker familien ejer Hotelkæden Hyatt og Jay er god for 3,5 mia dollar.

En række af de udfordrere som vi kender fra før Joe Biden vandt forrige nominering, kan igen komme i spil: Pete Buttigieg, som nu er amerikansk transportminister og Kamala Harris som er VP, hører til i denne gruppe.

Den mest populære udfordrer blandt vælgerne er Michelle O’bama. Men hun har aldrig udtalt sig positivt om politik eller politikere, og så lægger hun lidt afstand til Biden familien i sympati med sin veninde, der har været gift med Hunter Biden. Det hele er for kompliceret for Michelle, men tallene siger, at hun vil kunne slå Trump med afstand.

De to store partier skifter ham.

Efterhånden kender mange den holdningsforskel der er mellem de 2 store amerikanske partier: Democrats “fall in love”, mens Republicans “fall in line”.

Demokraterne er ofte veluddannede og selvstændige profiler som ikke nødvendigvis marcherer i takt, mens Republikanerne har en vælgerskare som i højere grad er flokdyr, der makker ret.

Det er også blevet stadig tydeligere, at partierne deler erhvervslivet mellem sig, sådan at de multinationale og største koncerner støtter Demokraterne, mens de små og mellemstore virksomheder lægger sig tæt på Republikanerne. Men måske er den mest opsigtsvækkende ændring, at mens Republikanerne traditionelt har haft et meget anstrengt forhold til fagforeningerne, så forsøger Republikanerne nu at kopiere Demokraternes position, som Amerikas store arbejderparti. Kritikken af fagbevægelsen er pludselig forstummet, og det er klart, at med erhvervsstøtte primært fra virksomheder der arbejder på hjemmemarkedet, er der god grund til at flytte fokus fra internationalt frimarked til protektionisme.

Igen godt for Republikanerne, at vi ikke skal vælge dem. Vores lille åbne markedsøkonomi kan ikke leve af hjemmemarkedet, mens mange små og mellemstore amerikanske virksomheder kan vækste på USAs’ store hjemmemarked.

Historisk har de 2 store partier altid bevæget sig. Sydstatsdemokrater kæmpede indædt for raceadskillelse til op i tresserne, og havde voldsomne sammenstød med Kennedy brødrene internt i partiet. Så Republikanerne har historien med sig, når de flytter partiets fokus fra magtparti til aggressivt arbejderparti. Her passer JD Vance jo perfekt i fortællingen, og måske mere helstøbt end Trump.

Biden har på mange måder en personlig fortælling fra arbejderklassen, som minder om Vance. Joe blev drillet med sin stammen, og i virkeligheden blev han måske også lidt voksenmoppet af Obama administrationen. Reagan slæbte sin døddrukne far ind fra haven som dreng – Bill Clinton måtte fysisk slå sin far ned for at beskytte sin mor. Begge partier har altid elsket drømmen om at vokse op med vold og fattigdom, for at gøre verden til et bedre sted.

Måske har Republikanerne fundet en ægte stjerne i JD Vance i den forløbne uge, og måske må arbejderdrengen Joe Biden, vige pladsen for en ny fighter allerede om få dage.

Set i det lys er Trump en outsider med arvet formue. Men ingen kan tage fra ham, at han er forbandet hårdfør, af en rigmandsknægt at være.

Præsidentvalget leverer ekstreme dramaer, og alt tyder på, at de kommende måneder bliver en følelsesmæssig roller coaster. Indblik er med på rejsen.