Det gode ved den katolske kirke er dens globalitet og at den ikke er amerikansk.

Vi er så vænnet til, at alt globalt foregår på amerikanske præmisser (TV, film, show, tech-industri, politik), men med den katolske kirke har vi en institution, der er universel og repræsenteret i alle verdensdele, men mest snakker italiensk og latin, og mere spansk end engelsk. Og med hovedsæde i Rom og ikke New York eller Hollywood. Det er skønt at opleve.

Det ændrer sig ikke, selvom vi nu har fået en amerikansk pave, som er født i Chicago som Robert Francis Prevost, men mange år virksom i Peru og med dobbelt statsborgerskab, altså både Nord- og Sydamerikaner.

Han talte både italiensk, spansk og engelsk ved sin første fremtræden, og mest italiensk.

Selvfølgelig spekuleres der i, hvad det betyder, at en USA-borger nu er blevet pave i Rom. ”Det er næsten også en tilkendegivelse fra kardinalerne om, at vi skal have en anden amerikaner ved magten”, blev det sagt i DR, men de fleste nedspiller betydningen af pavens fødeland.

New York Times skrev, at “amerikanske kirkeledere afviste enhver antydning af, at valget af Leo skulle ses i en amerikansk politisk kontekst, men han kunne godt komme på kant med USA’s højredrejning under præsident Trump”.

Den vigtigste information om den nye pave er, at han tilhører augustiner-ordenen og har været dens leder. Augustin var kirkefader fra Nordafrika og levede i begyndelsen af 400-tallet. På Augustins tid var Nordafrika kristendommens kerneområde med mange biskopper fra Ægypten til Karthago, men Augustin var selv vidne til Roms forfald og folkevandringernes indtog, også helt til Nordafrika.

Augustin er mest kendt for sine Bekendelser, som er verdenslitteratur og oversat til dansk, fordi det er den første ”bekendelsesroman”, det første værk hvor en person ser på sit eget liv og fokuserer på sin egen skyld. Værket kunne ikke være skrevet uden Augustins indoptagede kristne tro og betegner også individualismens første indtog i europæisk kulturhistorie. Augustin bryder afgørende med den antikke verdens forestilling om, at mennesket har sandheden i sig og skal realisere den, eller stræbe at være sig selv lig, som Cicero mente, i stoisk ro og selvoverbevisning. For vi kan kun kende os selv gennem Gud, sandheden kommer udefra til os, og skal ikke graves af vores indre. Vort hjerte er uroligt, indtil det finder hvile i Gud.

Jo mere Augustin, des bedre bliver verden.

I sin første prædiken i det sixtinske kapel fredag efter sin udnævnelse sagde den nye pave Leo XIV: “Vi er kaldet til at vidne om vores glædelige tro på Kristus Frelseren”.

Og der skal læses godt mellem linjerne for at få den nye paves holdninger frem, for som altid i den katolske kirke og i mange institutionaliserede religioner forbliver markeringer symbolske, forståelige for de indviede og usynlige for det sekulære menneske.

Da pave Leo trådte frem på Peterspladsen torsdag efter valget, var det med den traditionelle røde pavelige kåbe, som den tidligere pave Frans ikke ville bære. Og her blev allerede spottet en mere traditionel pave, som holder fast ved traditionen. Han er ikke til revolution, men til at følge i spor.

Således var hans første prædiken i det sixtinske kapel også centreret omkring apostlen Peter, den første discipel, som paven er den 267. efterfølger til. En lige linje fra Jesu første discipel og successivt er embedet gået videre gennem historien til i dag Leo XIV.

”På en særlig måde har Gud ved din udvælgelse kaldet mig til at efterfølge apostlenes fyrste og har betroet mig denne skat, for at jeg med hans hjælp kan være dens trofaste forvalter for hele kirkens gådefulde legemes skyld”, sagde Leo XIV.

Den almindelige katolske kirke med paven i spidsen skal være som ”en by på et bjerg, en frelsens ark, der sejler gennem historiens farvande, og et fyrtårn, der oplyser denne verdens mørke nætter”.

Og det er ikke gennem kirkens magt og vælde, århundreders tradition og bygningernes storhed, at helligheden skal forkyndes, men med det svar, som Peter – her var han igen – svarede Jesus på spørgsmålet, hvem tror du jeg er: ”’Du er Messias, den levende Guds søn’. Med disse ord udtrykte Peter, adspurgt af Mesteren sammen med de andre disciple sin tro på ham, den arv, som kirken gennem den apostolske succession har bevaret, uddybet og overleveret i 2000 år. …. Jesus er Kristus, den levende Guds Søn: den eneste Frelser, der alene åbenbarer Faderens ansigt”.

Og ifølge den nye pave er vi alle efterfølgere, han talte ligefrem om at efterligne Kristus, ”vi er kaldet til at bære vidnesbyrd om vores glædelige tro på Jesus, Frelseren. Derfor er det vigtigt, at vi også gentager med Peter: ’Du er Messias, den levende Guds søn’. Det er vigtigt at gøre dette, først og fremmest i vores personlige forhold til Herren, i vores forpligtelse til en daglig omvendelsesrejse. Dernæst at gøre det som en kirke, hvor vi sammen oplever vores troskab mod Herren og bringer de gode nyheder til alle”.

Det bliver spændende at følge, hvordan den nye pave vil give kristendommen ansigt og liv i den kommende år. Jeg tror, han viser sig som en byggemand-Bob, der på en behændig og ikke-konfrontatorisk måde nok skal virke til gavn og glæde for kristendommen i verden.