I Tyskland er der stor undren over den tidligere forbundskansler Angela Merkels positionering. Hendes erindringer udkommer til efteråret og ventes med spænding.

I tysk og europæisk vil hun især blive husket for i 2015 at åbne Tysklands grænser og byde alle indenfor med parolen: ”Wir schaffen das”. Den venligste storpolitiske gestus siden Trojas fald.

Angela Merkel deltog ikke i sit parti CDU´s partidag i begyndelsen af maj, hvilket blev tolket som en distance til sit gamle parti. Til gengæld deltog hun senere i maj hos De Grønne i en afskedsbanket for den grønne politiker Jürgen Trittin. Og Jürgen Trittin er ikke en hr.-hver-som-helst, men en af de virkelige ekstremister fra De Grønnes første tid og før da, en ægte 68-er, kommunist og voldsflirtende, og som i politisk radikalitet lå på linje med Daniel Cohn-Bendit og Joschka Fischer, men i modsætning til den sidste udøvede han ikke personligt vold. Til gengæld var han fyr og flamme-agitator i venstreoppositionen i 1970erne og 1980erne, som førte frem til De Grønne: imod atomkraft, mod oprustning, mod lufthavne, for seksuel kærlighed til børn og et flimrende forhold til Rote Arme Fraktions terror.

Og ham, Jürgen Trittin, ville Angela Merkel hellere hædre med et besøg end sit eget konservative parti. Måske ender Merkel en dag som medlem af De Grønne, spåede en tysk kommentator.

Alle ender som venstreorienterede!

Det er det moderne samfunds naturlov. For det psykologiske pres for at tage sig ud om som et godt og følsomt menneske virker så kraftigt på nutidens beslutningstagere, at alle tenderer mod at indtage et venstreorienteret livssyn.

Dvs. at lade sindelaget være afgørende, vise sin menneskelighed, med skyldbetynget mine ytre sin bekymring over verdens tilstand, og så ignorere de faktiske og forudsigelige konsekvenser af sindelagspolitikken. Nøjagtigt som Merkel gjorde i 2015, da billeder af arme flygtninge på Balkan og op gennem Europa fik hende til at åbne portene. Kom med alt hvad der er Jer!

Et dansk eksempel er udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen, som mere og mere agerer som en venstrefløjs-vindbeutel.

Nu har Danmark i FN stemt for at optage det Hamas-styrede Palæstina i FN som var det en stat. Løkke støtter også Den Internationale Straffedomstol (ICC) med dens arrestordre mod Israels premierminister Benjamin Netanyahu.

Tidligere brillerede Lars Løkke Rasmussen med at få bakset Koranloven igennem Folketinget og få den forhandlet på plads med regimer, vi normalt ikke sidder til bords med.

I 2018 engagerede Lars Løkke Rasmussen sig som statsminister aktivt i at Danmark skulle underskrive Marrakesh-aftalen, hvis opgave er at sikre mere migration til Europa.

Holdninger, som førhen Enhedslisten monopoliserede, implementeres nu af formelt set borgerlige politikere.

Men sådan er driften!

Over tid bliver alle venstreorienterede, fordi det venstreorienterede verdensbillede med dets fokus på det umiddelbart synlige, det følsomme, ofret og den arme, flygtningen og migranten, langsomt eroderer den sunde fornuft i professionelle politikeres sind, så de ender med at please det nemme og ligefremme.

Forskellen på venstre og højre har altid været, at venstre fokuserede på det synlige og den kortsigtede løsning, men den højreorienterede mere ser principper og langtrækkende konsekvenser.

Det er så nemt at give tilskud, erklære sin gode vilje, gøre undtagelser når medierne kører løs, vedtage særlove, og til slut give asyl til hele verden og især til dem der formår at komme i synsfeltet.

Det er sværere at tænke længere frem og holde fast i grundprincipper, og ikke give efter for de få synliges ønsker, men også tage hensyn til de mange som ikke albuede sig frem til første række.

Pudsigt nok fremstår udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen som den mest venstreorienterede lige nu i dansk politik, mens statsminister Mette Frederiksen verbalt må grupperes blandt de mest konservative.

Ikke underligt at partier og meningsmålinger blipper og båtter, mens røde og gule lamper lyser som et system i nedsmeltning.

Den nye politiske orden drejer sig ikke om liberal eller socialdemokratisk politik, privat eller offentligt, men om principfasthed overfor eftergivenhed. Problemet er, at mediernes inerti virker for det korte synlige problem og behøver ikke bekymre sig om det fjerne langt ude i fremtiden.