Langelands socialistiske borgmester har foretaget en markant u-vending.
Af Philip Friis, philip@indblik.dk
Borgmester vender på en tallerken: Først ville han have udrejsecenter – nu er det ”noget bras”
Tilbage i 2019 kunne man i magasinet Danske Kommuner læse en artikel, hvori borgmesteren for Langeland, Tonni Hansen fra Socialistisk Folkeparti, forklarede, at han gerne vil have et nyt udrejsecenter til Langeland.
Nu, to år senere, har piben fået en anden lyd, og borgmesteren udtaler i denne uge i en ny artikel fra samme magasin, at ”et udrejsecenter på Langeland er noget bras”.
Tilbage i 2019 drejede det sig om nedlukningen af det omdiskuterede Udrejsecenter Sjælsmark.
Dengang berettede Danske Kommuner, at Langelands borgmester kom til undsætning, da regeringen endnu ikke havde bestemt sig for, hvor de ville placere udlændingene fra Sjælsmark.
Tonni Hansen forklarede dengang til TV2/Fyn, at han gerne ville drøfte muligheden for at placere udrejsecentret og de afviste asylansøgere på Langeland.
Et udrejsecenter er igen blevet et emne man diskuterer på Langeland, da det blev offentliggjort i starten af sidste uge, at regeringen vil placere et nyt udrejsecenter på Langeland, således fik borgmesteren sit ønske opfyldt.
Men da den socialdemokratiske udlændinge- og integrationsminister, Mattias Tesfaye, fremlagde på et pressemøde, at det nye udrejsecenter kommer til at hedde Holmegaard og vil stå klart i 2022, begyndte kritikken at hagle ned over ministeren og regeringen.
Samtidig vendte Langeland-borgmesteren på en tallerken med sin udtalelse til Danske Kommuner.
– Det er noget bras og en fuldstændig forkert placering. Det er ikke en klog beslutning og ikke en beslutning, jeg bakker op om. Man eksporterer problemerne direkte ned i et turistområde, lød det fra SF-borgmesteren Tonni Hansen.
Et andet synspunkt end det, borgmesteren meldte ud i 2019, da regeringen dengang manglede at finde en placering til et udrejsecenter.
Lokale langelændere gik kort efter sammen og startede en bevægelse, der anført af sloganet ”Langeland siger nej”, har protesteret imod det nye udrejsecenter.
Langeland Kommune har tidligere drevet asylcentre, men det sidste var nødt til at lukke tilbage i 2016 efter flere sager om seksuelle overgreb på asylansøgerne samt problemer med ledelsen.
Et politisk flertal har takket være blå blok og SF nu bragt regeringen i mindretal ift. et udrejsecenter på Langeland.