Robert F. Kennedy var kun 42 år, da han blev dræbt i Los Angeles 6. juni 1968 på Ambassador Hotel. RFK havde lige holdt sin sejrstale forud for Demokraternes konvent i Chicago.

Lyndon B. Johnson havde trukket sit kandidatur – RFK og Lyndon hadede hinanden af onde hjerter, og Robert havde gode chancer mod Nixon.

Mordet rippede op i det kun 5 år gamle sår fra Dallas, hvor Roberts bror John F. Kennedy blev likvideret på Dealy Plaza. Amerikanerne følte, at både Kennedy-klanen og demokratiet var ramt af en forbandelse.

Robert efterlod sig 10 børn, Ethel Kennedy fødte deres 11. barn 6 måneder efter drabet.

Roberts bror, Ted Kennedy førte senere faklen videre i amerikansk politik, og nu er familiens “sorte får” – Robert F. Kennedy jr. – sundhedsminister.

Jeg er enig med sundhedsministeren i, at både JFK og RFK blev likvideret af nogle, der ikke er stillet til ansvar, og jeg tilføjer gerne, at både Monroe-, King- og Epstein-mordene også trænger til juridiske serviceeftersyn.

Det er faktisk modigt, at Trump har indvilget i at tage Epstein med i den afklassificering, vi oplever nu…

Men lad os se hvem der blev dræbt, da “den anden bror” døde i LA i 1968.

Fra 1961 var Robert Kennedy mafia-jægeren

Som justitsminister (1961–64) blev Robert frygtet af mafiaen og beundret af mange for sin målrettede indsats.

Han førte en aggressiv kampagne mod Jimmy Hoffa og Teamsters, og brugte telefonaflytninger samt juridiske stramninger for at svække mafiastrukturen.

Han mangedoblede antallet af anklager mod organiseret kriminalitet.

Hans tilgang var personlig, næsten hævngerrig, og han så det som en moralsk kamp. Det var måske det moralske, som hidsede FBI-chefen – Edgar Hoover – mest op, fordi Kennedy-brødrene blandede politik, retsstat, Hollywood og unge kvinder til en cocktail, som Hoover anså for landsskadelig.

Den bagage har ikke været levetidsforlængende for brødrene, og de lagde ikke skjul på, at de anså CIA og FBI for at være den dybe stats rovdyr.

De svage og de udsendte i Vietnam

Mordet på John F Kennedy ramte Robert dybt og personligt – han blev knust og trak sig i en periode fra aktiv politik. Da han vendte tilbage som senator for New York i 1964, var hans fokus forandret. I stedet for organiseret kriminalitet vendte han sig mod de marginaliserede: sorte, fattige, indianerne, børn i slumkvarterer, latinoer og arbejdsløse hvide. Han besøgte slumområder i Harlem, sorte kvarterer i Mississippi, og indianerreservater.

Samtidig blev han en stadig stærkere kritiker af Vietnam-krigen, som han oprindelig havde støttet, men nu anså som et moralsk og politisk vildspor.

Ville nogen standse kampen for de svageste? Sikkert! Men den kamp føres i Kongressen, ikke med våben.

Var nogen bange for, at RFK ville genåbne Warren-rapportens konklusioner om mordet på J.F.Kennedy? Uden tvivl! Men ville de skjule en udåd ved at skabe en ny? Næppe – men hvis Robert Kennedy af andre årsager blev for farlig som ny præsident, kunne hans viden om broderens død være kommet ham til skade.

Vi så op imod 40 mistænkelige dødsfald blandt vidner, kort før Kongressens store høringer om mordene på Kennedy-brødrene – ti år senere.

Var nogen bange for, at RFK ville normalisere forholdet til Rusland? Ja! Men ligesom kampen mod organiseret kriminalitet, var det ikke længere RFK’s fokus.

Med baggrund i det, vi ved nu, tør jeg godt fremsætte et bud på, hvem der gjorde hvad – og hvorfor.

For det første skulle man have en syndebuk til den elektriske stol eller til afsoning af dødsstraf. Vi ved at Sirhan tømte sit otteskuds magasin, og vi ved, at ingen af disse skud tog livet af RFK.

Vi ved også, at der var flere bevæbnede mænd til stede, som ikke var fans af Kennedy.

Den sandsynlige drabsmand

Thane Eugene Cesar, var privat sikkerhedsvagt fra Ace Security og hyret til lejligheden, Cesar stod lige bagved RFK og havde en trukket pistol. Han indrømmede senere at have haft sit våben fremme, men hævdede, at han aldrig affyrede det. Flere peger på ham, fordi det dødelige skud kom bagfra i meget tæt afstand. Cesar havde tidligere arbejdet på et skibsværft med højreradikale forbindelser. Han var anti-Kennedy og pro-Vietnamkrig, hvilket er dokumenteret.

Det mest sandsynlige motiv

Det mest sandsynlige motiv er, at det militærindustrielle kompleks i tæt samarbejde CIA, var panisk rædselsslagen ved tanken om, at RFK havde ændret holdning til Vietnam-krigen. Pengene væltede ind hos producenter af alt fra kamphelikoptere og transportfly til napalm og maskinpistoler.

RFK var en risiko. Kendt som en hård hund fra overklassen, der syntes, at det var tid til fredsforhandlinger.

Hvis RFK blev valgt, truede han den pengemaskine, som holdt tusinder beskæftiget i rustbæltet og Pentagon.

Det militærindustrielle kompleks og “Magic Eight”

Præsident Eisenhower advarede i sin tid mod det militærindustrielle kompleks. Under Vietnam-krigen blev det ledet af ”the Magic Eight”:

• Lockheed
• General Dynamics
• McDonnell Douglas
• Boeing
• Raytheon
• Northrop
• Bell Helicopter
• ITT Corporation

Disse firmaer havde enorm magt og rigdom på spil.

Verdens største krigsindustri mødtes nærmest dagligt. De fulgte med rædsel den hårdtslående Kennedy, som arbejder sig gennem det store land med stadig større opbakning. En trussel af format. De så alle ind i massearbejdsløshed blandt våbenhandlere, agenter og officerer. Var der én ting de kunne – så var det drab…

CIA og Langley vidste, at RFK så dem som den dybe stat. Han ville have skåret deres budgetter ned, og deres ledelser ville blive pensioneret efter præsidentvalget.

Mind Control…

Pentagon og efterretningstjenester drev fra 1950 og op til ca. 1980 et kæmpestort projekt under navnet MK Ultra. Mind Control er drømmen om, at kunne få soldater og agenter til at udføre risikable missioner uden at blive forstyrret af angst, træthed og moralske skrupler. Det inkluderede stoffer, alle former for trance- og hypnoseteknikker – manipulation og ”hjernevask”.

Sirhan Sirhan – som blev dømt for RFK drabet – var ekstremt suggestibel, og var et populært offer for amatørhypnotisører i det frigjorte Californien i en årrække før mordet – og han havde i månederne før drabet tilbragt utallige timer på skydebanen.

Det antages at Sirhan var tilknyttet programmet. Sirhan virkede overstadigt åndsfraværende under det ”iscenesatte” drab: Der kom en kvinde i en polkaprikket kjole ind i lokalet, der angiveligt påvirkede Sirhan til at udføre et programmerede forløb i form af en handling – den slags ved man kan lade sig gøre.

Han tømte alle otte skud i sit magasin ud i luften. Flere skud ramte Robert F Kenedy og nogle ramte træpaneler i en lille mellemgang. Sirhan fortsatte uanfægtet med at trykke på aftrækkeren, efter magasinet var tømt.

Motivet og våbenet blev serveret på et sølvfad.

Sirhan havde skrevet sine onde tanker om RFK ned i endeløse tirader og gentagelser på en blok, han havde i jakkelommen. Han havde også et avisudklip om amerikansk støtte til kampen imod palæstinenserne.

Det var jo praktisk, når han ikke selv kunne huske noget som helst…

Under alle omstændigheder var der veltrænede lejemordere, som sikrede, at offeret rent faktisk døde og at sandheden druknede…