Bill Clintons præsidentperiode (1993-2001) markerede et skifte i Det Demokratiske Partis værdigrundlag. Efter 1980’ernes konservative dominans rykkede partiet ind mod midten under Clinton. Clinton og Democratic Leadership Council førte an i en “New Democrat”-strategi, hvor man forkastede partiets tidligere venstredrejede ry og i stedet omfavnede markedsorienterede løsninger, iværksætteri og offentlig-privat samarbejde kombineret med gradvise sociale fremskridt. Under slogans som “personligt ansvar” og “hand-ups, not hand-outs” betonede Clinton værdier som hårdt arbejde og familieansvar i politikken. Denne centrumsorienterede linje afspejlede sig i politiske tiltag som en stram finanspolitik, frihandelsaftaler (NAFTA) og velfærdsreformer. Resultatet var to præsidentvalgsejre og også en bevægelse væk fra traditionelle venstreorienterede mærkesager.

Clintons midtsøgende kurs lagde grunden til partiets profil i de efterfølgende årtier. Selv efter at Demokraterne genvandt magten med Barack Obama i 2008, fortsatte partiet i praksis ad det moderate spor – større progressive reformer udeblev. Til gengæld konsoliderede partiet sig som et ungt og multikulturelt parti i Obama-årene.

Den ideologiske arv fra Clinton-æraen – nogle vil kalde den neoliberale Clintonisme – forblev således en ledetråd for partiets ledelse i årtierne efter. Denne strategi fokuserede på midtervælgerne og de veluddannede middelklassevælgere frem for aggressive velfærdsforbedringer, hvilket skabte grundlag for stabilitet, men også grobund for intern utilfredshed på partiets venstrefløj.

Den progressive bølge og “The Squad”

Siden midten af 2010’erne er en progressiv bølge skyllet ind over Det Demokratiske Parti og udfordret den etablerede partilinje. Venstrefløjen i partiet – ofte unge vælgere og politikere – står markant længere til venstre økonomisk end partiets centrum. En af de mest fremtrædende skikkelser er Alexandria Ocasio-Cortez, der i 2018 blev valgt til Kongressen som en overraskende sejr over en etableret partifælle.

Ocasio-Cortez (ofte kendt som AOC) er blevet en slags bannerfører for den nye progressive venstrefløj i kølvandet på Bernie Sanders’ bevægelse. Hun og ligesindede progressive har skubbet partiets profil mod et mere ideologisk venstreorienteret udtryk ved at sætte fokus på emner som økonomisk ulighed, Green New Deal-klimaplanen, Medicare for All (universel sundhedsdækning) og andre ambitiøse reformer. Dermed har de progressive ikke alene givet partiet en yngre, idealistisk stemme, men også tvunget partiledelsen til at forholde sig til mere vidtgående politiske forslag end tidligere.

De progressive kræfters indtog har påvirket partiets ideologiske kurs betydeligt. Figurer som Ocasio-Cortez, Ilhan Omar og resten af “The Squad” har demonstreret viljen til at udfordre partiets establishment, hvilket i starten skabte konflikt og skepsis fra den erfarne partiledelse. For eksempel mødte AOC’s konfronterende stil og åbenlyse kritik af partiets mangler både beundring og bekymring hos veteranerne i Kongressen.

Med tiden er noget af spændingen dog aftaget i takt med, at de progressive er blevet mere integrerede i partiet. Ocasio-Cortez har gradvist indtaget en rolle som team player i Repræsentanternes Hus – hun fik plads i vigtige udvalg og samarbejder nu tættere med partiledere som den moderate Hakeem Jeffries. Hendes udvikling fra systemkritiker til indflydelsesrig insider illustrerer, hvordan venstrefløjen langsomt er blevet en etableret del af Demokraternes koalition. Samlet set har den progressive fløj rykket Overton-vinduet inden for partiet: Ideer, der for få år siden blev betragtet som yderligtgående, er nu en del af den demokratiske mainstream.

Joe Biden – midtsøgende brobygger og bolværk

Hvor progressive kræfter har trukket Demokraterne mod venstre, har præsident Joe Biden fungeret som en midtsøgende figur og et bolværk mod partiets yderfløj. Biden, der tiltrådte som præsident i 2021, er af sindelag en moderat politiker med et halvt århundredes erfaring i centrum af partiet. Matt Bennett fra den centristiske tænketank Third Way beskriver Biden som “moderate af overbevisning, der tror på kompromiser” – en politiker der bevidst navigerer tæt på midten af hvor partiet befinder sig ideologisk. Biden har da også i vid udstrækning regeret, som han kampagnede: som samlende midterfigur frem for ideologisk bannerfører.

I praksis har han søgt at balancere de interne fløje ved både at lytte til partiets venstrefløj og holde fast i et pragmatisk, moderat program. For eksempel har Biden omfavnet visse progressive prioriteter som store klima- og infrastrukturinvesteringer (Inflation Reduction Act med historiske grønne investeringer), men han har samtidig afvist de mest vidtgående forslag som fx at afskaffe privat sygesikring fuldstændigt eller “defund the police”. Denne tilgang har gjort ham spiselig for midtervælgere og nogle moderate republikanere, hvilket var afgørende for sejren over Trump i 2020.

Bidens præsidentskab har også fungeret som en slags sikkerhedsventil over for venstrefløjens mest radikale impulser. Som erfaren partiinsider stod Biden i 2020-valgkampen som et trygt valg for Demokraternes establishment, der lukkede rækkerne om ham for at forhindre en sejr til de mere venstreorienterede i primærvalgene. Som præsident har Biden fortsat med at dæmpe frygten for at partiet skulle “dreje ud over kanten” ideologisk. Han har eksempelvis søgt brede forlig i Kongressen frem for at presse ensidige progressive løsninger igennem, og han har talt imod slagord fra partiets venstrefløj, der potentielt skræmmer midtervælgere.

Biden har set det som sin opgave at forene partiet – han inkluderede progressive profiler i sin administration og udformede politik sammen med bl.a. Sanders-fløjen på visse områder. Denne balancegang har gjort ham til et symbol på kontinuiteten fra Clinton/Obama-æraens moderate linje, samtidig med at han forsøger at imødekomme et parti, der er blevet mere ideologisk broget. Sikre, at Demokraterne fremstår som et bredt, midtsøgende alternativ til Republikanerne snarere end et venstrealternativ, der kun appellerer til halvdelen af landet.

Demokraternes kamp for at vinde igen

Efter at have lidt nederlag til Republikanerne under Donald Trumps lederskab står Demokraterne nu ved en skillevej. Trumps valgsejre – først det chokartede nederlag for Hillary Clinton i 2016 og senest Kamala Harris’ nederlag i 2024 – har tvunget partiet til at granske sin strategi og sit budskab. Hvordan planlægger Demokraterne at genetablere sig som et vindende parti i det amerikanske politiske landskab?

En bred erkendelse synes at være, at partiet må genvinde arbejderklassen og de vælgere, som føler sig ladt i stikken. Ved valget i 2024 skete der en markant erosion af Demokratisk støtte blandt især yngre arbejdere uden for fagforeningerne, både hvide, sorte og latinovælgere. Bernie Sanders påpegede efter valget, at det næppe er overraskende, “at et demokratisk parti, som har forladt arbejderklassen, oplever at arbejderklassen har forladt dem”.

Partiets venstrefløj argumenterer for, at Demokraterne kun kan genvinde terræn ved at genoplive deres økonomiske populistiske rødder – med andre ord ved reelt at levere forbedringer for almindelige amerikanere frem for at lade sig styre af centrismens forsigtighed. Selv nogle mere moderate røster i partiet har erkendt, at Demokraterne aldrig fik gjort op med “årtiers neoliberalistiske efterveer”, som senator Chris Murphy udtrykte det, og at partiet har undladt at tage de “store slagsmål” op på vegne af vælgerne.

Med denne selvransagelse in mente diskuteres det internt, om tiden er inde til en ny vision – måske en slags ny New Deal – der kan vise vælgerne, at Demokraterne tør satse stort på velfærd, jobskabelse og økonomisk retfærdighed.

En central udfordring bliver at forene partiets forskellige fløje i en fælles vindende strategi. Demokraterne er traditionelt en koalition af mange grupper – fra storbyernes progressive unge, minoriteter og højtuddannede, til arbejderklassevælgere i Midtvesten – og disse grupper skal samles om et projekt. Partiet har på papiret et demografisk flertal i befolkningen, men interne uenigheder og svingende valgdeltagelse blandt kernevælgerne har svækket deres valgresultater. Skal partiet vinde fremover, kræver det sandsynligvis både et skarpere politisk budskab og bedre mobilisering.

På den ene side tyder meget på, at Demokraterne må adressere vælgernes materielle bekymringer mere direkte – stigende leveomkostninger, faldende levestandard og økonomisk usikkerhed – for at genvinde de vælgere, der i frustration søgte mod Trumps populistiske løfter.

På den anden side bliver partiet også nødt til at håndtere de kulturelle og identitetspolitiske spørgsmål med finesse. Efter 2016 (og igen efter 2024) var der internt kritik af, at partiet fokuserede for meget på såkaldt “identity politics” eller “wokeness” uden at have et klart økonomisk budskab.

Fremadrettet vil Demokraterne muligvis forsøge at brede deres appel ud ved at indramme progressive mærkesager i et sprog, der føles inkluderende for et bredere publikum – for eksempel at tale om middelklassens muligheder frem for kun om “arbejderklassens kamp”, som man så AOC gøre ved partikonventet i 2024. Det handler om at bygge bro mellem den energiske venstrefløj og de mere moderate midtervælgere.

Endelig spiller lederskabet og partiets ansigter udadtil en rolle. Joe Biden fungerede som en overgangsfigur, men frem mod næste valg vil partiet skulle finde en standardbærer, der kan forene de lærdomme, der er draget. Nogle ser mod yngre kræfter eller klarere progressive profiler, mens andre hælder til fortsat at satse på en moderat kurs. Uanset hvad synes konsensus at være, at status quo ikke er en garanti for fremtidig succes – partiet er tvunget til at justere sig. Spørgsmålet er om det sker gennem evolution eller revolution.

Rumme modsætningerne

Demokraternes rejse fra Bill Clintons centrisme i 1990’erne til nutidens interne brydninger under Biden har tydeliggjort en ideologisk spændvidde og identitetskamp i partiet. Hvor Clinton-æraens værdigrundlag lagde vægt på moderation og tilpasning, har fremkomsten af progressive som Alexandria Ocasio-Cortez trukket partiet i en ny retning og revitaliseret debatten om partiets sjæl. Joe Biden har i mellemtiden ageret som brobygger i midten, en garant for stabilitet snarere end radikale kursskift. Fremadrettet står Demokraterne over for den afgørende udfordring at smede disse elementer sammen til en vindende formel. Om det bliver ved at genopfinde sig selv med et mere progressivt program eller ved at finjustere det centristiske kursus, vil kommende år vise. Historien fra Clinton til i dag demonstrerer i hvert fald, at partiets udvikling er en konstant balancegang mellem fornyelse og kontinuitet – en balance der skal mestres for at genetablere Demokraterne som et vindende parti i amerikansk politik.

***

Kilder:

• Niels Bjerre-Poulsen: Det Demokratiske Parti – Partiets historie, lex.dk
• Lily Geismer: It’s Time for the Democrats to Throw Off the Dead Hand of Clintonism, The Nation (13. februar 2025)
• Nicholas Wu & Jordain Carney: From agitator to insider: The evolution of AOC, Politico (2. april 2023)
• Moira Donegan: AOC’s power comes from her outsider status. Can that endure?, The Guardian (21. aug. 2024)
• Lauren Gambino: How Biden ‘erased’ progress he made and alienated the left, The Guardian (11. feb. 2024)
• John Nichols: How to Save the Democrats, The Nation (17. jan. 2025)
• Chris McGreal: Democrats responded to Trump’s win by rejecting ‘identity politics’. It was never that simple, The Guardian (28. nov. 2016)