Jeppe folder problemerne i sekretariatet ud, og Løkke gerne vil have lukket dem ned – så støder de to partistiftere sammen.

Løkke anser Jeppe for at være illoyal, for det er trods alt partiformanden, som skal styre den eksterne kommunikation.

Jeppe, som har talt med de ansatte, kan ikke anbefale en “trykkoger”. Medarbejderne skal tages alvorligt, inden det hele kommer ud af kontrol.

Lars til Jeppe; “Lev med det“… Jeppe til Lars; “Jeg skrider“… Jeppe gør alvor af sin trussel midt i en podcast hos Quortrup. Lige hurtigt nok til at undgå eksklusion.

Efterfølgende

Jeppe Søe`s politiske testamente som moderat er en jobansøgning fra et engageret menneske og en erfaren iværksætter med veludviklede formidlingsevner.

De fleste løsgængere vil gerne blive i politik. Og Jeppe afsøger markedet ved en række kaffemøder. Hans profil er lidt anderledes end de andre løsgængeres. Imod Jeppe taler, at han har været lidt rundt hos Konservative, Venstre, Ny Alliance og Borgerligt Centrum med Simon Emil Ammitzbøll. Derudover er det lidt frækt, at der nu kommer en bog med en masse interne mails og SMS’ er, som ikke var skrevet til offentligheden. Til gengæld har Jeppe et iværksætter-gen og en betydelig erfaring med at samle mennesker digitalt – En erfaring mange partier kunne få glæde af. Processen minder om dating, erkender Jeppe.

Jeg søger et blåt parti hvor der er kemi, forklarer Jeppe. Partierne siger nok, at de ikke har haft tid til at læse “Jeppe på Borgen”, men det har de sikkert alligevel… Derfor er det vigtigt at gøre sig bekendt med Jeppes karakter, så man kan afgøre, om han skal genstarte Kristendemokraterne, styrke et af de andre blå partier, eller om han har kræfter til at starte endnu et parti.

Denne anmelder gør opmærksom på risikoen for, at statsministeren snart aktiverer sit prærogativ i ly af, at Trump vil tilegne sig til en tredie valgperiode eller besætte Inatsisartut (det grønlandske Parlament) med US-Marines. Og måske derefter vil uddele ”Marshallhjælp” til de fastboende inuitter. Eller – lade en ministerstorm vokse til et kabinetsspørgsmål.

Jeppe Søe er en lidt selvsmagende charlatan, som vedligeholder historien om tiden med åben sportsvogn og damer i rå mængder, og derefter lader det etiske kompas genstarte kritikken af kulturminister Engel-Schmidts narkokørsel – og den ufølsomme behandling af medarbejderne. En enkelt dansker kunne også tænke, at hvis man har købt domænet: “netfisse.dk”, så er man måske ikke selv kostfornægter ved livets ta’ selvbord.

En partistifter stod af toget

”Jeppe på Borgen” er ikke Hemingway, og mange politikere har lidt rigelig selvtillid. Men man er godt underholdt af en bog med mange hudløse og muntre tildragelser.

Det er hyggeligt at opleve, hvordan lille Jeppe i 1969 får Danmarks Radio til at flytte et irriterende skilt, som dækker for det rumskib som TV-stationen transmitterer billeder fra. Bogen er en tidsrejse på tværs af land og arbejdsmarked fortalt med glimt i øjet.

Opstart af nye partier

Der er grund til at se på nye og hurtigt voksende partier – helt fri for personlige sympatier.

Danmarksdemokraterne arvede en erfaren politikerstab fra Dansk Folkeparti og supplerede med folk efter grundige personlige samtaler med partilederen. De erfarne medlemmer har fået en ledelse, som de er mere tilfredse med end den de kom fra – og der er opnået en harmonisk stemning internt i partiet. Ingen udmeldelser eller afslørende bøger. Godt håndværk.

Moderaterne startede med nye folk uden partipolitisk erfaring, flankeret af en voldsom kvindelig ledelse. Det har givet markant mange problemer med udmeldelser, krisemøder og kritiske bøger. Det kan der være forskellige årsager til: en meget uerfaren gruppe skal arbejde under en politisk leder med et sønderlemmende stærkt CV. Ligesom Støjberg forventer partidisciplin, gør Løkke det samme. Noget tyder på, at ikke alle har forstået deres rolle som nyvalgte hos Moderaterne.

Konsekvenser af uroen

Tabet af Jon Stephensen, Mike Fonseca, Karin Liltorp og Jeppe Søe har svækket regeringen. De personlige uvenskaber har gjort Moderaternes ministre særlig udsatte. Det afledte fald i Moderaternes tilslutning i meningsmålingerne betyder, at magtbalancen bliver forskubbet til skade for Moderaterne, hvis Mette Frederiksen udskriver valg.

De nordatlantiske mandater beskytter stadig regeringen i at få et flertal imod sig, men traditionen tilsiger, at de fire mandater fra det høje nord, afstår fra at blande sig i interne danske anliggender. Det betyder, at hvis en fagminister uden direkte kontakt med grønlandske interesser kommer på kant med oppositionen indenfor sit ressortområde, så kan vedkommende ikke læne sig op af et parlamentarisk flertal.

Energiminister Lars Aagaard har en grim sag om manglende åbenhed, og medmindre han kan afmontere kritikken i et samråd på den historisk dystre dato 9. april, risikerer han nu at møde et mistillidsvotum i salen.

Vil Statsministeren trække stikket hjem?

For statsministeren er der mange hensyn, når hun skal vurdere, om der skal udskrives valg:

• Vil nogle synes at hun udnytter kriseledelsen i forhold til USA? Måske, men mange af os husker, da Schlüter udskrev NATO valget og dengang var konklusionen, af det var modigt og godt set.
• Risikerer Mette Frederiksen ikke at tilslutningen eroderer, når børnepornosagen kommer til at køre på gule bjælker? Sagen er så modbydelig, at enhver politiker vil forstå, hvis Frederiksen ikke vil løbe risikoen for at blive trukket med ned.
• Risikerer Mette Frederiksen at miste sammenhængskraft i regeringen, hvis Moderaterne først mister Lars Aagaard og derefter bløder mange mandater?

Jo – men Løkke har intet alternativ, og venstreledelsen foretrækker formentlig en kompetent kriseledelse fremfor at gøre sig afhængig af DD og et DF – der flirter med Orban i EU. Professionelt kan man ikke fortænke hende i at tage stikket hjem, mens hun kan.

Anledninger er der nok af: ministerstorm, opdateret vælgermandat til noget der ligner et økonomisk og sikkerhedspolitisk opgør med USA, og så er der jo den socialdemokratiske drømmeposition med et mandattyndt blåt alternativ med Alex Vanopslagh i spidsen. Et blåt alternativ, der foreslår, at oprustningen skal finansieres med skattelettelser til velhavere, flankeret af nedskæringer og med halvlunken EU-opbakning fra to højrepartier…

S står stærkt

Situationen kan veksles til en solid fremgang for Socialdemokratiet, som kommer til at spise endnu en bid af SF. Et blåt alternativ kan næppe trække Venstre over i en situation, hvor statsministerens kriseledelse er mere end godkendt i befolkningen.

Er det Moderaternes mandattab som har udløst situationen? Nej – ikke alene, men det har aktualiseret statsministerens behov og appetit efter at styrke sit flertal ved at trække to nye partier med ind i regeringen.

En ideologisk valgkamp vil udstille, at blå blok er splittet mellem folk som i virkeligheden helst vil af med Grønland for at spare penge og folk, som vil styrke nationalismen ved at styrke Folketingets mulighed for at vetoe en grønlandsk beslutning om selvstændighed.

Alt i alt vil situationen fastholde Venstre i den nuværende regering, hvorefter LA og K – efter et valg – må afgøre med sig selv, om de vil fortsætte i opposition eller prøve at blive en del af en regering.

Moderaterne blev født for at begrænse yderfløjenes indflydelse, og det inspirerede statsministeren til at ændre sit budskab fra S-mindretalsregering til en samlingsregering på et grundlovsmøde i Jørlunde. Danskerne havde mere end svært ved at se rationalet i at stå sammen om at komme igennem en national krise – for det gik faktisk godt i Danmark. Drabet på Store Bededag, fik regeringen i voldsom modvind.

I dag oplever mange danskere, at vi står i en krise, og nu trænger regeringen til en styrkelse med nye mandater.

Erhvervsfolk kæmper med skræmmende nye toldmure, danskerne kæmper generelt for at retablere det forsvar, vi næsten fik lukket efter murens fald – og så har Trumps krav om annektering af Grønland kickstartet en ny nationalisme.

Moderaterne har skabt en idé, som er mere levedygtig end partiet selv.

***

Jeppe på Borgen

Axel Bøie Boisen og Jeppe Søe

Gads Forlag