Hør artikel
Getting your Trinity Audio player ready...
|
Hvis de store lande kan samles om at pege på den danske statsminister som ny formand for Rådet, så bliver rokaden i sagens natur stor. Tilslutningen til de tre regeringspartier er som bekendt faldet en del siden regeringsdannelsen, så det ville være en styrkelse, hvis det kunne lykkes at formalisere et samarbejde eller optage et eller to oppositionspartier i regeringen. Den slags er selvsagt lige så utænkeligt, som at statsministeren skulle takke ja, hvis et flertal af EU-landene peger på hende som rådsformand.
Når politikere er nødt til at benægte en række beslutninger indtil de alligevel viser sig at kunne realiseres, så skyldes det, at politikeren næsten med det samme bliver en “lame duck”. Hvis man som Jacob Ellemann-Jensen melder sig ud af politik eller som Anders Fogh takker ja til at blive generalsekretær i NATO, så mister man næsten øjeblikkeligt sin indflydelse. Der er altså ingen vej tilbage.
Beslutningen om at gå i regering er så afgørende for et politisk parti, at det er livsforandrende for dets medlemmer og folketingsmedlemmer, som med kort varsel får ændret valgkampsstrategi. I det fuldstændig tænkte eksempel, at regeringen skulle ønske at styrke sin parlamentariske base markant i forbindelse med en rokade, så er der nogle overvejelser ud over mandattallene.
Balancen er vigtig for en samlingsregering hen over midten.
Under alle omstændigheder vil det ofte være mest harmonisk, at optage et parti fra hver sin side af oppositionen i det udvidede parlamentariske grundlag. Det øger samtidig chancen for, at tilslutningen fortsat vil udgøre et flertal efter et valg. Regeringsdueligheden er afgørende. Mange vil huske, hvordan SF kom ud af regeringssamarbejdet med S og R i 2013. Det var en kæmpe skuffelse for de mest samarbejdsvillige, at der var en fløj som satte foden ned, da afstanden mellem partigrundlag og regeringsgrundlag oversteg deres personlige grænser. Personrelationerne er meget vigtige, særligt hvis et eller flere partier optages efter at regeringsgrundlaget for længst er udviklet og forhandlet på plads blandt de oprindelige regeringspartier. Et samarbejde på dette niveau som tilmed skal kunne holde til en valgkamp må bygge på gensidig tillid.
Enhedslisten.
Pelle Dragsted er den nye stærke leder i Enhedslisten efter en årrække med kvindelige ledere. Enhedslisten er jo født som en koalition af venstrefløjspartier, hvilket gør lederopgaven lidt anderledes end i de øvrige partier. Pelle er som person yderst venlig og imødekommende og ville som profil godt kunne indgå i et forpligtende regeringssamarbejde. Dele af baglandet ville opfatte noget sådant som helt systemfremmed, og når invitationen ikke har været på tale, så skal man huske på, at det giver EHL en langt mere fri oppositionspositionering ,som faktisk er livsnødvendig både for regeringens balance og venstrefløjspartiets agilitet. Altså en win-win position at stå udenfor.
SF
Pia Olsen Dyhr var seriøst berørt i Viborg Domkirke, da hun tog afsked med sin private ven Søren Pape. Efter de bevægede timer i Viborg, kørte Pia ned til Comwell i Kolding, hvor hun var ventet med længsel på sit partis landsmøde. Selv om Pia har stået i spidsen for SF i 10 år, så bliver landsmødetaler aldrig som en anden dag på kontoret. Og Pia har været en meget succesrig formand, som både har samlet og trimmet SF, så partiet igen er klar til at være den troværdige regeringspartner. Formanden holdt en meget stærk landsmødetale, hvor hele den sikkerhedspolitiske holdning i regeringen (og dermed i næsten hele Folketinget) fik fuld opbakning. Men som vanligt fik regeringen skænd for sin svage indsats på miljø og klima, og endelig fremsatte Pia et nyt forslag til betalt orlov til medarbejdere i en trængt situation på privatfronten.
Jeg tillader mig ofte at mindes hvordan CIA var fødselshjælper da SF kom til verden, og ikke mindst hvor barsk en venstrefløj SF havde, da Pia Olsen Dyhr skulle skabe tillid på tværs, og langsomt – men sikkert – bragte partiet hen til en position, hvorfra det kan få en ny chance som en del af en regering. I den forbindelse blev jeg mindet om, hvordan en ledende SF’er – i en ophedet politisk diskussion foran et helt gymnasiums elever – valgte at tage afstand fra den personlige ejendomsret, fordi tyven ofte ville have mere behov for pengene end den, der var blevet frarøvet pengene. Det satte personlige venskaber over styr og det skabte nærmest rædsel blandt eleverne, som følte, at gamle ideologier fjernstyrede veluddannede mennesker til at sige noget, som ingen kunne følge. Den slags ville en moderne SF’ aldrig sige idag.
Min vurdering er, at SF er regeringsmodent, at personrelationerne til SFs leder er præget af respekt og tillid og at Pia Olsen Dyhr ville have kunnet bearbejde Søren Pape, til at genoverveje at indtræde i samlingsregeringen under ledelse af f.eks. Nicolai Wammen. Om der kan etableres en relation mellem Pia Olsen Dyhr og en ny konservativ politisk leder allerede inden en stor rokade til sommer, ser svært ud. Men jeg tror, at det ville være godt for alle i den nuværende situation.
Socialdemokraterne.
Hvis Mette Frederiksen skal til Bruxelles, så forventes Nicolai Wammen at tage over. Jeg tror at SF er klar til at træde ind i regeringen under Nicolai Wammens ledelse, og jeg gætter på, at en styrkelse vil være mest overbevisende, hvis SF og Konservative indtræder samtidig. Nicolai Wammen har samme praktiske og ukomplicerede tilgang til politik som Pape havde – spændende at se, hvad der kan findes på over en kop kaffe. Wammen er klart begavet og erfaren, og så har han bevaret sin rolige og varme personlighed – han har til overflod bevist, at kunne samle tingets partier omkring en fælles opgave. Finansministeriet er i gode hænder og ikke mere ideologisk, end man kan vende en fortrolig udfordring. Nicolai Wammen er ikke kommet sovende til sin position, for venstrefløjen hepper på Peter Hummelgaard, som næsten er født på transportbåndet i Københavns Lufthavn og fagbevægelsen fylder meget hos ham. De to skal passe godt på hinanden, hvis de skal føre partiet sikkert videre, hvis statsministeren bliver tilbudt rådsformandsposten. Med mit kendskab til de to politikere kan de godt løfte opgaverne sammen – særlig hvis de er i en regering, hvor de ikke bliver trukket så langt fra midten, at morgenmadsgrupperne konstant strides.
Venstre.
Troels Lund Poulsen har bragt erfaring, ro og kompetence til bordet. Det har skabt tillid både i baglandet og i regeringen. Der er en række potentielt farlige vejsidebomber i forsvarsministeriet som Poulsen ikke har skabt, men bliver målt på håndteringen af. Den mest modbydelige er efter min vurdering købet af de israelske Elbit raketkastere på bekostning af Nexters Ceasar raketkastere. Forløbet med at mase købet igennem under et besøg i Baltikum – hvor telefonerne skulle være slukket af sikkerhedsmæssige grunde – er rigtig grim. Det involverede Jacob Ellemann-Jensen, Forsvarsministeriet og Finansministeriet. Meget peger på, at flere ministerier har været vidende om, at folketingsmedlemmer er blevet fejlinformeret med forsæt. Det er hårde sager, når der samtidig skal arbejdes med genrejsningen af Venstres vælgertilslutning. Troels har som bekendt fået Stephanie Lohse med i ledelsesgruppen og i regeringen som økonomiminister. Der er således kompetent besætning til behandling af Svarres tre forslag vedrørende landbrugets CO2 udledningsafgift. Troels Lund har muligheden for at forlade regeringen, og derefter gå i clinch med Alex Vanopslagh om hvem, der kan stå i spidsen for en blå regering. På lange stræk vil det måske langtidssikre Venstre, hvis den nye konservative ledelse kan overtales til at forhandle en optagelse i regeringen allerede i år. På den måde sikrer Venstre sig imod, at der opstår et troværdigt blåt regeringsalternativ udenom dem.
Radikale.
Martin Lidegaard er i den akavede situation, at han klart er en af Folketingets mest tænksomme og kompetente medlemmer. Men han har en lille barsk gruppe, hvilket også er grunden til, at han ikke kom med i samlingsregeringen, selvom alle forventede det. Men der ud over rejser han med Margrethe Vestagers spøgelse. Var Margrethe kompetent, modig og erfaren? Spørgsmålet forekommer overflødigt, men hvad er det der gør, at forskellige politikere selv efter så lang tid får ticks og små mørke pupiller, når Margrethe kommer på tale? Det er fordi Margrethe V. var en viljestærk kvinde – nærmest stædig og lidt kold. Er man på Margrethes hold, er man stolt over at have en talentfulde og frygtløs kvinde i front. Men Vestager er jo ikke en del af gruppen? Nej, men hun fik et par nøglespillere i dansk politik sat så grundig til vægs, at de besluttede, at de radikale mandater skulle være nogle af mest sjældne mønter i samlingen fremover.
Betyder det at S og SF er lidt i tvivl om, hvorvidt Radikale er mest regeringsduelige eller mest sig selv? Ja!
Fik de personlige relationer et lille knæk, fordi Martin ikke kom tilbage med sit ”JA” den aften på Marienborg? Ja…
Føler mange, at de få radikale mandater kan være for dyrt købt? Bestemt.
Og nu kommer det værste: Lars Løkke har manøvreret Moderaterne hen i den position Radikale sad på i mange år. Hvorfor skulle Løkke lukke et parti ind, hvis positionering skaber et sammenstød?
Konklusionen er, at Radikales kompetente lille gruppe ikke kommer i spil.
Moderaterne.
Løkke har virkelig forstået at bruge sin erfaring, sin utrolige råstyrke og sit oratoriske talent til gavn for dansk udenrigspolitik. Jeg har kendt Lars siden vi gik på hver sit gymnasium i Nordsjælland, og jeg må sige, at jeg personligt altid har haft et rigtig godt forhold til ham. Synes, han er en af de bedst formulerende politikere vi har (kun Alex Vanopslagh ligger i den liga), og det ligger ikke lige på den flade at afbalancere de mange oprevne og sønderrevne sjæle i Mellemøsten eller i amerikansk politik eller i FN. Der har været nogle herresving siden Lars var på besøg som ung i Afghanistan, men prøv at lytte, når han samler op på en kompliceret international dialog, og får det vinklet, så alle kan se sig selv, og også de andre – uden at tabe ansigt. Det er en klasseindsats.
Så er det også rigtigt at screeningen kunne have været bedre hos Moderaterne. Men valgloven og vælgernes vandringer gør det lidt mere kompliceret end man skulle tro. Så lad os være glade for, at vi ser verden gennem erfarne og arbejdsomme øjne.
Danmarksdemokraterne.
Inger Støjberg var en hårdfør og modig kvinde som så verden fra Hadsund. Og så fik hun en dom, der kom som et chok for hende. Afstemningen om ophævelsen af Støjbergs immunitet ned i salen skilte venner fra fjender. Inger gik fra hårdfør til iskold. Er Inger ikke en sød og kærlig kvinde med et kæmpe hjerte for dem hun holder af? Det er der ikke to meninger om. Inger Støjberg er bundloyal og en sikker hånd – også når det blæser.
Men der er tilføjet et indebrændt fighter gen, som bliver tændt når hun ser vrede bønder i store traktorer – og folk med møgspredere i tomgang. Jeg tror at hun genkender sin egen situation i deres. David mod Staten.
Jeg kan huske den første lobbysag jeg havde, hvor jeg skulle mødes med Inger. På vejen op ad hovedtrappen nåede hun at række mig stiletterne, montere sine egne sneakers og sikre sig et batteri Cola Zero til vores møde – men mest af alt blæse mig omkuld af jysk energi og perlende latter. Jeg tænkte, livet er altså noget lettere hvis man kører med dobbelt turbo, efterbrænder og et humør som bare smitter.
Tilbage til Danmarksdemokraterne. Hver gang jeg kører forbi Hvidsten Kro, tænker jeg på den dag Inger præsenterede sit nye parti. Og jeg skal da lige love for, at der er kommet en kvalificeret gruppe med på tinge! Det er jo folk med mange års parlamentarisk erfaring, og jeg husker ingen huller i osten…
Er det imponerende? Ja!
Er Danmarksdemokraterne regeringsduelige? På en måde ja, fordi kompetence og træfsikkerhed er i verdensklasse, og alligevel skal en regeringschef lige overbevises om, at der ikke er en udsat målgruppe, der sættes op imod ledelsen, hvis der opstår uenighed…
Dansk Folkeparti
Der er trængsel på den borgerlige fløj, selv om Nye Borgerlige er skudt til hjørne. Messerschmidt er jo klart i oratorisk superliga, og Pia Kjærsgaard er synligt lettet over igen at være et sted med positiv stemning. Men er det nok til at vækste?
DF er nok ikke rigtig interesseret i at få en forespørgsel, for de ville drukne i en regering. Der vil nok heller ikke komme en forespørgsel, for der er behov for et tæt samarbejde mellem EU og NATO de kommende år. Her vil de fleste andre partier ikke kunne bruge DF. De ligger for tæt på Orban, og for langt fra indflydelsen i de store grupper i EU-Parlamentet.
Liberal Alliance
Alex Vanopslagh er jo en stjernespiller i egen juice, med bogudgivelser og stormøder. Den gammeldags højrefløj med topskattelettelser fra CEPOS, som Søren Pape købte og testede, fungerer ikke. Til gengæld har Alex udviklet sit eget identitetsdrevne univers, og skabt fanklubber over hele landet. Imponerende, men kun fordi talentet også rækker til at passe netværket til de andre partiledere og følge lovgivningsarbejdet. Flot spændvidde. Og så er Pernille Vermund kommet ombord, det er noget med vitalitet og power.
Er LA regeringsduelige? Faktisk er jeg kommet i tvivl efter Alex’ flirt med den Argentinske kædesav og så holdningen med, at ”vi kunne da sagtens save godt 6 ministerier ned til naturlig størrelse.” Som i nul. Lad os starte med SKAT.
Jeg har så meget sympati for Alex, at jeg synes at konceptet med fri og begavet leg skal udleves. Lad os sammen glædes over at se luftskibet lette med masser af mandater. For alternativet er at overbevise Troels om, at nu er der ro på teenageværelset. Det er jo ikke lige den tilgang med at save 6 ministerier væk uden ordentlig analyse, som overbeviser folk om, at ansvarligheden er flyttet ind. Det er kun Alex som kan mærke og afgøre hvornår det er slut med motorsavsmassakren.
En samlingsregering har behov for en fri, stærk og liberalistisk samarbejdspartner til at se nye muligheder. Og faktisk tror jeg, at de øvrige partiledere vil bidrage konstruktivt til at implementere spændende nyt tankegods. Det handler om mennesker, og Alex er godkendt, så han skal bare tage ideerne med. Der er også den mulighed, motorsaven bliver i Argentina, og Alex forsøger at invitere til en blå regering, men så skal det nok være med Løkke som statsminister hvis Moderaterne skal med. Og det er formentlig mandatmæssigt nødvendigt.
Dansk politik giver god plads til både indflydelsespartier og vækstpartier i år, og det er faktisk opløftende…