Dagsformen på Borgen…

Regeringen kom til verden med 50,1% af stemmerne. For 6 uger siden gav meningsmålingerne 37% og i dag cirka 40%. Dansk politik er altid i udvikling. Her er positionerne.
Hør artikel

Enhedslisten har med Pelle Dragsted fået en begavet og veltalende leder, som i den grad er smidig. Årsskiftet er blevet anvendt til at give en stor ros til Dronning Margrethe, som kan gøre en borgerlig helt varm om hjertet. Glemt er revolutionsretorikken og den voldsparate retorik vendt imod de borgerligt liberale kræfter. Man forstår, at tiden er løbet fra den socialistiske fredsbevægelse, den voldelige arbejdskamp og republikken. Situationens generalstab vil ikke pille ved NATO medlemskabet, EU-medlemskabet, Kongehuset og den konstruktive tone åbner for indflydelse. Hvis den genfødte venstrefløj mødes med sagligt sam- og modspil er her en samarbejdspartner, der kan være med til at formidle klima, miljø og sociale løsninger.

Alternativets overlevelseskamp.

Partiet var nede til tælling, da Franciska Rosenkilde overtog et parti, som stifterne Uffe Elbæk og Josephine Fock næsten havde revet i stykker. Franciska fik vendt platformen til normalitet med fokus på klima og kortere arbejdstid. Men freden blev kort, og opgøret med Theresa Scavenius kom til at fylde meget. Partiets fremtid er udfordret af overflødighedsspøgelset, når så mange pludselig fokuserer på klima og miljø.

Orden i det røde penalhus.

SF er ikke længere kun Pia Olsen-Dyhrs personlige succes. Der er etableret en gruppe af rød-grønne politikere, som har rejst partiet fra den forsmædelige nederlagsstemning under Thorning-regeringen, og Pia Olsen Dyhr implementerer et spejl af Venstres gennemtestede evne til at fungere som regeringen og opposition på en gang. Det lyder som den utro hustru, men det kræver betydelig tæft, indsigt og behændighed at balancere i dansk politik uden at blive tacklet til ukendelighed. SF er statsministerens mest loyale fjende, for kun den tætte loyale kan sætte støvlen ned i det sår, som væsker mest. Det er særlig den grønne omstilling, som nærmest er gået i stå efter SF’s opfattelse. Og den holdning deles af folk fra Konservative over Radikale og til Enhedslisten. Det er godt politisk håndværk.

Næsten for stor til Danmark.

Socialdemokraterne har et stabilt ledelsesteam, der som vanligt aktiverer morgenmadsklubberne i dødelige magtkampe for ustandseligt at positionere kronprinserne optimalt, når chefen flirter globalt. Der er ingen tvivl om, at Mette Frederiksen er noget af det mest driftssikre, og helt vildt smidige, vi har haft. Skrige-skinke dagene fra Ballerup Station er afløst af først den alvorstunge Covid-general, og nu den samlende spilfordeler og internationale charmeur med hang til politisk royalisme. Der er bare ingen sikkerhed og slet ingen tryghed i S-gruppen. Mange socialdemokrater lever på lånt tid. Minksagen blev som en slimet skovsnegl spist af Jacob Ellemann, der blev så dårlig af den kvalme mundfuld, at han aldrig rigtig kom tilbage i dansk politik. Kanoniseringen af Anker Jøgensen blev finansieret med offentlige midler direkte til Mettes ægtefælle Bo Tengberg uden hensyn til, at vi havde kastet op af raseri og skam, hvis det var sket ude i verden! FE-sagerne og sletteproceduren på mobilerne er blevet spist af Løkke, som til gengæld næsten selv vælger sine sager fra vindmøller til Houtier. I en tid hvor økonomien sletter den krise, der var samlingsregeringens raison d’etre, står finansministeren selvsagt stærkt. Det gamle arbejderparti er veldrevet som en koncern, men de gamle aktionærer har svært ved at genkende det oprindelige formål.

Der er trængsel på midten.

Radikale udløste som bekendt valget med verdens længste glidende tackling, og de gled selv i strategien, da det gik op for den lille urolige gruppe, at den ville blive gidsel for en meget lidt ambitiøs klima- og uddannelsespolitik. Til overraskelse for de fleste, stod Martin Lidegaard af på Roskilde station og lod regeringen køre til Dronningen uden radikale ministre. Det var en vanskelig position for Radikale at se Moderaterne nyde rejsen i det tog, som Radikale havde kæmpet for at sidde i  – i årevis.

Liberale i modvind.

Venstre har haft et frygtelig forløb de seneste år, så uheldigt, at det minder lidt om Kennedy klanen i ‘68. Man skulle tro at nogen havde udstedt en forbandelse over landmandspartiet ledet fra det mondæne Søllerød. Forholdet mellem formanden Lars Løkke og næstformanden Christian Jensen var som mellem Putin og Zelinsky – bare værre. Her er et par nedslag:

  1. Mødet i kælderen i 2014, hvor Lars Grarup og Søren Gade blev trukket ind i det scenaria, som fik den politisk – næsten døde – Lars Løkke, til at ride stormen af under betondækket i Odense.
  2. Kellers Park ude ved Brejning dannede den smukke ramme om det voldsomme sammenbrud, der kulminerer med at Løkke forlod Venstre.
  3. Venstres næstformand – Inger fra Hadsund – udtalte sig højt og uden lyddæmper i den bedste sendetid på en måde, som konfliktede sygt med den linie Jacob Elleman havde lagt.
  4. Lars Løkke etablerer sin fysiske base i et industrikvarter i Herlev, og starter sin egen forretning.
  5. Inger præsenterer sit nye parti på Hvidsten Kro.
  6. Jacob Elleman bliver stressramt mens Stephanie og Troels turer rundt i baglandet. Et eller andet sted mærker vi, at nu er ledelsen hjemme.

Orden i det blå penalhus.

Jeg husker tydeligt da Inger Støjberg brugte rigtig god tid på at gennemføre seriøse samtaler med potentielle folketingskandidater. Den tid har været godt anvendt, og kombineret med de mange politisk erfarne DF’ere har det skabt en lydefri gruppe. Det er på grænsen til surrealistisk, men jeg skriver det alligevel: sloganet “du ved hvor jeg står”, bliver slidt i takt med, at det er et stykke tid siden at vi har set noget banebrydende. Dagsformen er dog stabil med points for den fejlfri præstation.

Som ål i mudder.

Lars Løkke Rasmussen fik opfyldt sin gamle drøm om en samlingsregering, og er lykkedes med at implementere pragmatisk idealisme i dansk udenrigspolitik. Det tillidsfulde samarbejde mellem statsministeren og udenrigsministeren er i sig selv imponerende, og nu hvor Troels Lund har overtaget Venstre, er regeringen pakket med erfaring og kontrol.

Et godt team som mangler point.

Konservative er i stabil gænge med fine præstationer fra særlig Mona Juul, som er ved at kæmpe partiet tilbage i en grøn vinderposition i den borgerlige lejr. Også solide indsatser fra Mai Mercado i forbindelse med efterretningssagerne og Rasmus Jarlov på forsvar – det har været flot håndværk. Partiledelsen har nu hængt sin troværdighed op på minimum et mandat i EU-Parlamentet med Niels Flemming Hansen som spidskandidat og med Birgitte Bergmann og Markus Knuth på listen. Men forløbet med Pernille Weiss var smerteligt, for et parti med Søren Pape i front.

Endelig ro på bagsmækken.

Den veltalende Morten Messerschmidt har ro i sin lille folketingsgruppe, og selvfølgelig har Pernille Vermund leveret en gave med forsøget på at lukke Nye Borgerlige. Udfordringerne er stadig konkurrencen fra indvandrerstrammerne i Danmarksdemokraterne, men den værste hurdel for drømmen om en ny blå regering er DF`s lunkne holdning til EU. Her er Danmarksdemokraterne mere smidige partnere. Til gengæld er DF en stærkt troværdig garant for det sociale hjerte for ældre og svage, for dyrevelfærd og for de nationalkonservative dyder – som de deler med Konservative.

Inspirerende lederskab. 

Alex Vanopslagh har fortsat optur, og nu har han landet Pernille Vermund i et tillidsfuldt samarbejde. Det kan styrke et parti, som tror på mindre stat og mere frihed. LA er lykkedes med at kommunikere med de unge uden at tabe det traditionelle parlamentariske arbejde. Tilmed har Alex vist sig politisk smidig på en måde, der varsler godt for en blå regering.

Nye muligheder.

Lige nu ser det svært ud for SVM regeringens fortsatte eksistens efter et valg. Mandattallene tilsiger, at en åbning overfor andre partier vil være nødvendig, og her vil både rød og blå opposition kæmpe for at realisere deres drømme.

 

Meningsmåling fra 15. januar. Kilde: Voxmeter.

 

 

 

 

 

[adning id="17957"]

Fik du læst?