Del jer efter anskuelser, sagde Politikens grundlægger Viggo Hørup.

Dermed gav han et vigtigt signalement af demokratiet, som juridisk beskyttes af grundloven, men som i sin dagligdag lever af, at modsætninger kan mødes og diskuteres.

Siden demokratiets begyndelse med den franske revolution har de demokratiske kamre delt sig efter anskuelser, til venstre sad liberale og senere socialister og til højre sad konservative eller kongetro. Og i de fleste demokratiske lande er magten vekslet som et pendul mellem højre og venstre. En socialistisk regering er blevet af løst af en konservativ ministerpræsident.

Dette pendulsvingende demokrati er ofte blevet beskrevet som sundt, fordi magten skifter, og en vigtig del af demokratiet også er at rense ud og undgå magtens korrumpering, som er arvesynden i politik.

Tidsånden har de sidste årtier udviklet sig derhen, at kun centrum-venstre er blevet en tilladt politisk position. Mens højre på forskellig vis forbindes med noget farligt og samfundsomstyrtende.

Vi så det i tysk politik, hvor den tyske efterretningstjeneste (Verfassungsschutz) kom med en over 1000 sider dom om, at partiet Alternative für Deutschland (AfD) indeholdt en “gesichert rechtsextremistische Bestrebung”. Det var overskriften: at det var højreekstremt. Og det lyder da heller ikke pænt. Tidligere har den tyske højesteret og lokale forfatningsbeskyttende organer med højtidelighed erklæret partiet for ekstremt og højreorienteret. Og så hører vi allerede en dyster baggrundsmusik med undergangsstemning.

Det tyske demokrati, Forbundsrepublikken, forstår sig officielt som et ”stridbart, forsvarende demokrati” (streitbare, wehrhafte Demokratie), der skal beskytte en demokratisk, frihedsorienteret grundorden.

Og Tyskland har formået at skabe et levedygtigt, velfungerende demokrati oven på nazitidens diktatur, men også – og det er lige så vigtigt – oven på Weimarrepublikkens svigt, der banede vej til katastrofen. Weimarrepubliken ønskede at være “det mest demokratiske demokrati i verden” (demokratischste Demokratie der Welt).

Derfor har Forbundsrepublikken også forbudt politiske partier, ikke på skrømt, men efter en lang procedure og fordi det mentes godtgjort, at de stred mod den demokratiske, frihedsorienterede grundorden.

Det stridbare tyske demokrati kom ud i sin alvorligste konflikt i 1970erne med den hjemmegroede terrorisme, som igen var en knopskydning af en generel venstredrejning blandt unge og studenter i kølvandet på 68-bevægelsen.

I 1972 vedtog den socialdemokratisk-liberale regering i forbundsdagen under kansler Willy Brandt et indgreb mod radikalisering og ekstremisme (Radikalenerlass), hvor man forbød forfatningsfjendtlige at få offentlig ansættelse. Der sigtedes særligt til aktivister i det kommunistiske parti, der åbenlyst ønskede at erstatte den demokratiske republik med en kommunistisk ét-partistat.

Det blev populært kaldt Berufsverbot, og vakte stor forargelse på den danske venstrefløj, der så Tyskland som en ny autoritær stat. Men det var blot demokratiet, som fungerede.

Det uforståelige i dag er, at AfD undersøges og diagnosticeres som ”højreekstremistisk”, og sikkert en hel korrekt karakteristik i forhold til mainstream, og så underforstås, at det er forfatningsfjendtligt.

Men det er kun, hvis et parti eller en gruppering har til formål at ændre den tyske grundlov, at det kommer i konflikt med den frihedsorienterede, demokratiske grundordning.

Når man overvåger, forfølger anholder monarkister i Tyskland, kan det have sin gode ret i, at Tyskland i dag er en republik og et monarki ville en være et brud med forbundsrepublikkens demokrati. I hvert fadl hvis det skulle kuppes. Hvis den danske efterretningstjeneste skulle forfølge ”monarkister” i Danmark, ville hele befolkningen være på anklagebænken. Republikanere i Danmark er en uanselig lille skare, som har kapituleret på forhånd.

I Tyskland har forfatningsdomstolen siden 1950erne forbudt politiske partier både til højre og venstre, både nynazister og kommunister, fordi deres program var i strid med demokratiet.

Men det er svært at se, at AfD’s politik, som på udlændingeområdet ligner et miskmask af DF´s og Mette Frederiksens holdninger, skulle være i strid med forfatningen. Det er politik.

Jo, så er der også nogle AfD-politiere, som taler om folk og folket, og det er også dybt kontroversielt i tysk sammenhæng, men igen ville hele den danske Højskolesangbog og Grundtvigs værker blive dømt ude i tysk sammenhæng.

Del jer efter anskuelser er grundlovens princip.

Vi har en grundlov, en forfatning, som trækker grænserne for det tilladelige. Vold og trusler og statskup er ikke tilladt. Men holdninger og politikker kan diskuteres. Og partier og politikere fordeler sig på skalaerne, fra midten og ud.

Vi kan aldrig kun være moderate. Altid kun at ville være i midten er en tom position. Der må altid være holdninger, og hvis de forsvares mere stålsat, må det vel kaldes ekstremt.

Den amerikanske præsidentkandidat Barry Goldwater provokerede i 1964 med at sige, at ekstremisme i forsvar af friheden er ingen last. Og moderation overfor frihedsprincipper er ingen dyd. Og det havde han så ganske ret i.