”Klimakrisen” er ifølge den nye regering et af de alvorligste problemer, menneskeheden står over for. Kun hvis Danmark reducerer sine CO₂-udledninger med 110 %, kan kloden reddes. Krisen er som bekendt en konsekvens af den globale opvarmning. Temperaturen er ifølge FN’s Klimapanel, IPCC, steget med 1,09 grader i forhold til 1850, den såkaldte ”førindustrielle tid”.

I den forbindelse rejser der sig et par nærliggende spørgsmål. Hvad er den globale temperatur overhovedet for en størrelse? Og hvordan ved vi, at temperaturen er steget så meget?

Umiddelbart forekommer det svært at sætte et tal på præcist, hvor varm eller kold Jorden er. Det må jo være noget med et gennemsnit af alle de lokale målinger rundt omkring i Verden, fra toppen af Mount Everest til bunden af Death Valley i Nevada. Men temperaturen er jo ikke konstant hvert sted. Bare i løbet af et enkelt døgn kan den på en given lokation svinge med 30-40 grader fra nat til dag, og fra dag til dag varierer den med vejret; sol, overskyet, regn eller blæst. Hertil kommer så variationerne med årstiderne. Hvordan kan man så se en stigning på ca. en grad på 170 år?

Klimaforskningen kommer ud over dette problem ved at interessere sig mindre for de absolutte temperaturer og i stedet fokusere på de såkaldte anomalier, hvor man sammenligner dagens måling med et gennemsnit af tidligere målinger på samme lokation. Typisk vil man tage et gennemsnit over 30 år, f.eks. perioden 1961-1990, som sammenligningsgrundlag. Det smarte ved metoden er, at man så slet ikke mere behøver at bekymre sig om at tage gennemsnittet af Mount Everest og Death Valley, man kan bare se, hvor meget temperaturen de to steder har ændret sig i forhold til referenceperioden, og så tage gennemsnittet af ændringerne.

De temperaturkurver, der typisk opdateres månedligt, er netop anomalier i forhold til en reference, et eksempel er vist på fig. 1.

Nu er det jo velkendt, at opvarmningen ikke har været ensartet over hele Jorden. På Svalbard er temperaturen steget meget de sidste 50 år, mens den f.eks. er helt uforandret i Antarktis. For at få et globalt tal er vi derfor nødt til at have mange målinger. Vi skal have så mange, at de dækker hele Jorden og får alle de lokale udsving med. En kurve, som vist på fig. 1 er således baseret på målinger fra måske 10.000 vejrstationer til lands og på havet. De er ikke helt jævnt fordelt over planeten, men dækker geografisk ganske rimeligt nu til dags.

Mange af de pågældende vejrstationer har eksisteret i meget lang tid, op til 100 år eller mere, så man burde virkelig kunne stole på de anomalier, der kan findes ud fra deres måleserier. Det er imidlertid ikke tilfældet for de flestes vedkommende.

Som eksempel kan vi se på en vejrstation, der for 100 år siden blev sat op ved en flyveplads. Landingsbanen var en græsmark, og der var to skure, der gjorde det ud for lufthavnsbygningerne. Hver dag startede og landede måske en håndfuld mindre propelfly. I dag er den samme flyveplads blevet udbygget til en regional eller international lufthavn, med asfalt og beton-belægninger så langt øjet rækker, store bygninger med udblæsning fra ventilation og aircondition og 100-vis af store jetfly, der lander og starter hver dag.

Bygninger og belagte områder har den særlige egenskab, at de varmes op af solen om dagen og afgiver varmen igen om natten. Det giver kunstigt forhøjede nattemperaturer, og derved et højere døgnmiddel. Fænomenet kaldes en varmeboble. En græsmark har ikke samme effekt.

Nu kan vi se problemet, idet vores hundrede år gamle målestation i vore dage vil vise en kunstigt forhøjet temperatur i forhold til, hvad den ville have gjort, hvis omgivelserne var uforandrede.

På den måde er der sket ændringer med flertallet af vejrstationerne gennem tiderne. De er endt inde midt i byerne, blevet flyttet, omgivelserne har ændret sig – og man har endda også nedlagt mange – især dem, der befandt sig ude i naturen på mindre tilgængelige steder. Deres målinger har man så af hensyn til kontinuiteten videreført ved brug af gennemsnittet af to andre stationer i området, men det er ofte to stationer, der er ramt af varmeboble-fænomenet, og derved bliver den nedlagte stations efterfølgende resultater kunstigt høje.

Når de store temperaturkurver udgives, er der derfor foretaget en masse korrektioner og redigeringer i tallene fra de enkelte stationer. Man er ikke bleg for at gå langt tilbage i tiden og ændre på måleresultaterne, således er store dele af fortiden i f.eks. Australien på papiret blevet gjort koldere, end logbøgerne faktisk viser.

Der er generelt en velbegrundet mistanke om, alle disse ændringer og korrektioner har medvirket til at få den globale opvarmning til at se større ud, end den måske reelt har været.

Vi har i dag en anden kilde til temperaturmålinger i form af satellitterne. De begyndte imidlertid først aktiviteterne i 1979, så de siger ikke noget om tiden længere tilbage. Men efter 1979 viser de generelt en lavere temperaturstigning end de landbaserede målinger.

Satellitmålingerne er komplicerede, og i to ud af tre officielt udsendte kurver har klimaforskningen ikke kunnet dy sig for at ”korrigere” på resultaterne, hvorved opvarmningen kommer til at se mere alvorlig ud. Kun kurven udgivet af UAH, University of Alabama, Huntsville, er stadigvæk baseret på de rå data, og må derfor anses for at være den mest troværdige.

Det andet spørgsmål går på, hvordan vi ved, hvor meget temperaturen er steget? Kender vi overhovedet temperaturen tilbage i 1850? Faktisk var der den gang kun i alt ca. 10 stationer i drift. Fig. 2 viser antallet af målestationer 50 år senere, i 1900 – sammenlignet med 1997. I 1900 var der stadigvæk store områder, der havde meget lidt dækning, og især ude over havet er der reelt ingen data.

I 1850 var det endnu værre. F.eks. kan man se eksempler på, at et område på 8 millioner kvadratkilometer hav i en måned er repræsenteret af kun en (1) måling, hvor man fra et skib har hevet en spand overbord, trukket den op og målt vandets temperatur.

Derfor er vores viden om temperaturen – selv langt ind i det tyvende århundrede – meget mangelfuld, og alle forsøg på at vise udviklinger i regionale eller globale temperaturer skal betragtes med betydelig skepsis. Hvor meget den globale temperatur er steget siden 1850, ved ingen. Den er steget, ingen tvivl om det, men det er også med udgangspunkt i den miserabelt kolde Lille Istid, og indtil nu kan opvarmningen vel faktisk kun betragtes som et ubetinget gode.