Den intellektuelle rindalist – Henrik Dahls nye bog

Det borgerlige Danmark bør skabe mere kant til velfærdsideologien, mener Henrik Dahl i en ny bog, også selvom det koster regeringsmagten. Samtidigt hylder han velfærdsstatens dissidenter, især Peter Rindal.
Hør artikel

Engang kort efter Murens Fald holdt jeg et foredrag på en dansk højskole om Vaclav Havel, den tjekkiske dissident, som blev fængslet og forfulgt under kommunismen, men nåede at blive det selvstændige Tjekkoslovakiets første præsident efter kommunismens fordrivelse. Havels forfatterskab var interessant og værd at tale om, han fastholdt en åndelig opposition og selvstændighed med stor civilcourage, en værdig arvtager til Thomas Masaryk. Efter foredraget spurgte en dame så, om Danmark havde en Vaclav Havel – og hvem det kunne være. Jeg flæbede lidt om, at Danmark jo hele tiden havde været et demokrati og derfor uden dissidenter, men så afbrød damen og spurgte, om det måske var Mogens Glistrup. Tanken lå mig utrolig fjern, nærmest utænkelig og chokagtig, og jeg flæbede vist endnu mere og talte sort. Først senere tænkte jeg over damens spørgsmål som seriøst.

Jeg kom i tanke om denne hændelse ved læsning af Henrik Dahls nye bog om dansk politik, som fortjener opmærksomhed udover den aktuelle debat (Ved Voksenbordet. Om den kvælende midte i dansk politik, 176 sider, Forlaget Grønningen).

Her er de tre helte i bogen tre dissidenter, som blev lagt voldsomt for had i de officielle medier, og man kan næsten sige unisont, nemlig Peter Rindal, Mogens Gistrup og Erhard Jakobsen.

Bogens vigtigste originale synspunkt går dog længere tilbage. I Henrik Dahls syn på den nyere politiske historie anser han dødssynden for det borgerlige Danmark, da Venstre og Konservative fra begyndelsen af 1960erne opgav deres modstand mod velfærdsstaten og opposition til Socialdemokratiet. Venstres mangeårige leder Erik Eriksen (og statsminister 1950-53) ville hellere være i opposition med klare meninger end indgå kompromisser om regeringsmagten, ligesom han også gerne så en sammenslutning af Venstre og Konservative til en samlet borgerlig blok.

I partihistorierne fejres Poul Hartling og Poul Møller som de formænd, der bragte Venstre og Konservative væk fra denne blokpolitik og ind på velfærdsstatens brede bane. Men ikke hos Henrik Dahl. Det var en fejl, at Danmark ikke fik en egentlig og kraftig borgerlig kritik af den socialdemokratiske vej. I stedet fik vi ’VKR-synden’, Henrik Dahls udtryk for når blå politikere reelt følger røde dagsordener. Og ’VKR-synden’ er opkaldt efter VKR-regeringen 1968-1971 med Hilmar Baunsgaard som statsminister, som stort set var et borgerligt korthus af mærkesager, som kollapsede. Det var begyndelsen på ’den kvælende midte i dansk politik’.

Derfor hylder Henrik Dahl også den egentlige opposition til sammensmeltningen af røde og blå-partier til en rød politik i 1960erne og 1970erne, nemlig rindalisten, Fremskridtspartiet og Erhard Jakobsen. Hver tog de livtag med sager, der var gået over gevind. Peter Rindal kritiserede Statens Kunstfond, Mogens Glistrup kritiserede det store skattetryk og generelt formynderiet og Erhard Jakobsen kritiserede Danmark Radio og deres røde lejesvende. Tilsammen repræsenterede de brudstykker til den opposition, som burde have været artikuleret af Venstre og Konservative. Og som måske var blevet det, hvis Erik Eriksens linje havde vundet og VKR-regeringen aldrig blevet til noget.

Bogen har også to intellektuelle helte, nemlig Jørgen Dich og Henning Fonsmark, hvis bøger om efterkrigstidens politik og velfærdsstat udgør Henrik Dahls vigtigste inspiration. Og utroligt at Dich og Fonsmark kunne skrive så skelsættende og næsten tidløse bøger, som kan læses i dag lang tid efter deres aktuelle kritik. Måske fordi så meget alligevel ikke er sket – på det principielle plan – siden da.

Og måske fordi udviklinger altid bedst kan ses i deres kim og ikke i deres fulde udfoldelse, ligesom eksempelvis Søren Kierkegaard og Alexis de Tocqueville kunne se skyggesider af demokratiet, som vi i dag undrer os over og tilskriver dem et forbavsende klarsyn.

Men i sin vorden er det tydeligt. Det så især Jørgen Dich, men også Venstres og Konservatives politikere i 1950erne, da de advarede mod at staten skulle understøtte hele befolkningen med indførelsen af folkepensionen, skønt den kun var mikroskopisk sammenlignet med senere tiders overførselsordninger. Man så det i sin vorden. Vi andre er vokset op med det og så tager det sig selvfølgeligt ud. Borgerløn – hvorfor ikke? I den sidste meningsmåling på DR er Enhedslisten største parti for unge vælgere. Tænk så 10 eller 20 år frem.

Med Henrik Dahls noget kontroversielle bifald til Erik Eriksens linje fristes man til at spørge, om han så ikke i endnu mere grad ville bifalde Eriksens forgænger som Venstreformand og V-statsminister, Knud Kristensen. Knud Kristensen formulerede langt mere tydeligt end Erik Eriksen et ideologisk opgør med det, der skulle komme med Socialdemokratiets dominans og endte også med at trække sig fra ’den kvælende midte’ og blev anledning til dannelsen af partiet De Uafhængige i 1950erne. Partiet blev en dødssejler, manglede nok karismatiske ledere, men det parti må vel være konsekvensen af Henrik Dahls tankerække.

Og nogle gange er det også vigtigere – for fremtiden, for næste generation, for anstændigheden – at få trukket kridtstregerne op end at spille med om bolden i kludebold på midten af banen. Et kendt eksempel fra amerikansk politik er republikaneren Barry Goldwaters præsidentkampagne i 1964, hvor han tidligt opgav muligheden for at slå Lyndon B. Johnson, der red på en bølge af sympati efter mordet på JFK i 1963, og derfor kørte en ideologisk optrukket valgkamp. Han tabte forventeligt stort, men det siges, at han med sin retorik og klare konservative ideer skabte vejen for Ronald Reagans kandidatur og præsidentskab 1980-1988. Uden Barry ingen Ronald.

Hvem ved om Danmark havde været en mindre velfærdsstat, hvis V og K i 1960 var gået sammen og etableret et mere håndfast alternativ?

Henrik Dahl tænker selv kontrafaktisk, at hvis H.C. Hansen ikke var død som 53-årig i 1960, men fortsat som stærk socialdemokratisk statsminister og partiformand op gennem 1960erne og måske 70erne, ville oprøret aldrig være kommet. Så havde Erhard Jakobsen ingen grund haft til at bryde med Socialdemokratiet, og han havde måske endda været H.C.’s oplagte efterfølger. Hvis og hvis er svære spørgsmål. Men interessant er det altid diakront at sammenligne politikere. Thorvald Stauning gik første gang til valg i 1910 på, at ”søge at forhindre nye Skatters Indførelse”.

Henrik Dahl er meget kritisk overfor velfærdsstatens ekspansion og ikke mindst om folketingets mulighed for at tæmme væksten. Han føler sig som politiker blot som en funktionær, der stempler ind på Christiansborg, og så blåstempler en gigantstat, som han finder alt for stor. Der er mange rammende formuleringer om velfærdsideologiens dominans, der blot fungerer som mange små bidrag til endnu mere stat. Og hvert tiltag kan begrundes moralsk og politisk, for der er ingen behov og interesser, som ikke er berettigede.

Jeg vil dog nok mene, at han overvurderer det folketingspolitiske aspekt, og undervurderer den dybe stat, som ofte synes at arbejde med sin helt egen træghed og dynamik, så vi oplever masser af reformer og nydannelser som knap nok synes at komme fra folketinget endsige regeringen, selvom folketinget principielt altid må have sagt ja til udviklingen.

Som sådan er bogen ret pessimistisk, men Henrik Dahl taler alligevel på en sjov og lidt naiv måde om ’det uforløste oprør’, om et folkeligt modstandspotentiale mod velfærdsideologien og de stigende skatter. Oprøret, som var der i kim i 1960erne og 70erne, blev underkuet godt og grundigt, og det synes ikke i sigte, selv med et hubble-teleskop.

At alle reformer indenfor uddannelsesområdet har været forfejlede, som Henrik Dahl skriver, giver heller ikke oprør og folkeopstand. Allerhøjst stemmer man med fødderne og skifter skole til sine børn, fra folke- til privatskolen. Og det er jo rigtigt, som han selv skriver, at danskerne er blevet massivt indoktrinerede og at vingerne for længst er klippet af den danske nationalfugl: ”I virkelighedens verden er det i Danmark sådan, at skaffedyrene er utroligt fredelige og tamme og kun sjældent driver oprørstrangen videre end til sort arbejde og lejlighedsvise nedsættende bemærkninger om offentligt ansatte”.

Henrik Dahls konklusion er, at ”det ufuldendte oprør fra 1960’erne og 1970’erne bør fuldendes”.

Det kræver flere bøger mere, men først og fremmest en masse oprør og aktivisme at indfri den målsætning.

KAN DU LIDE, HVAD DU LÆSER?

Det koster penge at lave kritisk journalistik. Som medlem er du med til at sikre, at vi på Indblik kan gøre det, vi er bedst til: At lave journalistik og skabe debat, der udfordrer konsensus i det øvrige mediebillede og i dansk politik.

Se hvad vores læsere mener
Tema: Bøger til ferien
[adning id="17957"]

Fik du læst?