“Den kedeligste finanslov i dette årtusinde”: Reaktionerne på regeringens finanslovsforslag vælter ind

Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

“Det er den kedeligste finanslov i dette årtusinde, og det er lige præcis, hvad dansk økonomi har brug for”, lyder det fra cheføkonom.

Af Claes Theilgaard, claes@indblik.dk

Regeringen har netop præsenteret sit finanslovsforslag, og som sædvanligt er reaktionerne væltet ind.

Med udspillet, der blev præsenteret i dag, lægger regeringen op til en strammere finanslov efter en coronakrise, hvor der har været massive offentlige udgifter.

Få overblikket over 5 af de vigtigste punkter i finanslovsforslaget her.

Hos erhvervsorganisationen Dansk Metal lyder der ros til finanslovsforslaget fra cheføkonom Thomas Søby.

– Det er den kedeligste finanslov i dette årtusinde, og det er lige præcis, hvad dansk økonomi har brug for. Der er virkelig damp under kedlerne, og vi hører løbende om virksomheders mangel på kvalificeret arbejdskraft. Derfor er det godt, at foden nu lettes fra speederen – så vi undgår vanvidskørsel, siger han i en pressemeddelelse.

Fra de politiske partier lyder der dog kritik, og således kræver regeringens støttepartier flere penge afsat til bl.a. klima, ligesom SF også ønsker flere skattekroner til statslige velfærdsydelser.

Samtidig kalder Venstres formand Jakob Ellemann-Jensen finanslovsforslaget for “en tynd omgang”, og tilføjer, at der bliver “gjort for lidt for at fremtidssikre dansk økonomi med flere hænder og sætte gang i den grønne omstilling”.

Fra De Konservatives formand Søren Pape Poulsen lyder der også kritik.

– For en uge siden var jeg i Fredericia med statsministeren til en stor konference om Fremtidens Danmark. Her blev to ting bl.a. adresseret: – Vi bliver flere ældre, og regningen for vores velfærdssamfund stiger. 

– Skal vi have råd til god velfærd i fremtiden, skal vores virksomheder derfor tjene flere penge – men lige nu siger mange virksomheder nej til ordrer, fordi der ikke er arbejdskraft nok. 

– Med de to pointer så præsent i baghovedet skulle man tro, at den kommende finanslov ville adressere netop de to pointer, som er helt afgørende for ”Fremtidens Danmark”. Men det gør finanslovsforslaget overhovedet ikke, skriver han i et Facebookopslag.

– Danskerne kan være godt skuffet over regeringens finanslovsforslag, tilføjer han.

Det forventes, at regeringen vil forsøge at indgå aftale om en ny finanslov med støttepartierne Socialistisk Folkeparti, Enhedslisten og Radikale Venstre.

[adning id="17957"]

Fik du læst?