Poul Villaume er tidligere professor i historie ved Københavns Universitet med speciale i samtidshistorie og især den kolde krig. Tidligere var den kolde krig et kontroversielt forskningsområde tæt knyttet til politiske synspunkter. Forskerne analyserede historien med de briller, som de kiggede med verden på.

Poul Villaume skrev i 1995 sin doktordisputats Allieret med forbehold. Danmark, NATO og den kolde krig. En studie i dansk sikkerhedspolitik 1949-1961, og blev så professor i 2002. I 2020 udgave han det første tykke bind om den kolde krigs historie, Frygtens logik. Den Kolde Krig – en ny global historie 1917-1961.

Og nu foreligger det andet bind, Mellem frygt og håb. Den kolde krig – en ny global historie 1961-1977. Og så er vi nået op til 1960erne som begynder med Berlin-Murens opførelse, Cuba-krisen og en langsomt optrappende Vietnamkrig og dertil en masse stedfortræderkrige og lokale konflikter med stormagtsperspektiv rundt på kloden op gennem 1970erne.

Sat i ulidelig bås hører Villaume oprindeligt hjemme i en variant af den revisionistiske eller postrevisionistiske tolkning af den kolde krig, som er mere kritiske overfor USA end de traditionelle koldkrigere og antikommunister, der ser Sovjet som årsagen til alle genvordigheder.

Derfor kaster man sig også med begejstring over bind 2 for at se, hvordan vores egen tids historie, som jeg selv har ungdommelige erindringer om, nu bliver fortolket.

Det er en meget grundig fremstilling også i dette bind og med en masse tekniske betegnelser på raketter og missilsystemer med mærkelige forkortelser, en masse citater fra diplomaters og politikeres breve eller erindringer (mest amerikanske, naturligt nok) og også mange indblik fra arkiverne, som langsomt bliver mere åbne. I den forstand nærmer det sig et leksikalsk opslagsværk. Der er også nye oplysninger, og jeg vidste ikke, at de amerikanske tanks i 1961 ved Check Point Charlie var udstyret med dozerblade til at rive Berlinmuren ned igen. Det var de ikke i 1980erne, da jeg boede i Berlin, men de holdt stadig osende i Friedrichstrasse.

Men der er mange vanskeligheder i tilgangen og fortolkningen af begivenhederne i Villaumes fremstilling. Og det er i høj grad et spørgsmål om de briller, som man vælger at se verden med. Eller de troldsplinter man måske har fået i øjet.

Hovedproblemet i Villaumes koldkrigshistorie er, at han kommer fra en tid, hvor man så supermagterne som to rivaliserende magter med hver sine systemer og hver sine ideologier som statsbærende, og derfor grundlæggende som to diplomatisk set ligeberettigede stater på jordkloden.  Så kunne man hade den ene og elske den anden efter smag og behag eller forholde sig nøgternt og analyserende dem imellem, som Villaume gør. Han er kritisk vejen rundt og også med meget ublu kritik af Sovjetunionens og kommunismens undertrykkelse af menneskerettigheder. Så vidt så godt.

Men aktuelt foranlediget med Ruslands krig mod Ukraine sætter et nyt paradigme sig igennem i det 21. århundrede, som også bliver bestemmende for historieforståelsen. For i stadigt større omfang forstås Sovjetunionen nu bagudrettet som en vanvidsstat fra A til Z.

Med det 21. århundredes optik forstås Sovjet fra 1917 til 1991 som et despoti fra start til slut, fra top til bund, i alle led, i alle generationer af politikere. Og baseret på en planøkonomi, som aldrig var en økonomi eller en økonomiseren med noget som helst, men et befalingssystem og et kommandosamfund, der aldrig nogensinde fungerede, ikke af tekniske grunde, men i dybt sit væsen.

Derfor sultede befolkningen stort set hele tiden, og den eneste grund til at befolkningen kunne overleve skyldtes privat foretagsomhed i nyttehaverne. ”Det var den private jordlod, der gjorde, at vi klarede os. Dér dyrkede vi alt, men fik ikke lov at beholde det hele”, skriver Gorbatjov i sine erindringer fra barndommen.

Zartidens Rusland var verdens største eksportør af hvede før 1917, men Sovjetunionen kunne aldrig rigtigt brødføde sig selv, og Ukraine blev efter kommunismen – igen – storproducent og storeksportør af hvede og majs til stor glæde for verdens sultende mennesker.

Sovjetunionen var aldrig et samfund, som kendetegnes af mennesker der udveksler ideer og varer og danner foreninger, men var en tom og nøgen og barbarisk stat uden indhold, uden selvstændigt initiativ, men kun med skræmte og sultne mennesker. En stat uden samfund, som en stor krop uden ånd. Der var varierende perioder, NEP-politikken virkede positivt og Anden Verdenskrig kunne samle og motivere, men det er undtagelser fra ideologien.

Sådan skulle det ikke være efter teorien, marxismen eller kommunismen, som troede på at mennesker frit ville arbejde til gavn og glæde for hinanden, når de blev frigjort fra kapitalismens og kulakkernes lænker, men sådan blev det. Den historie mangler også sin fortælling.

Det er blevet mere og mere klart og kan mindre og mindre overdrives, at Sovjetunionen var falsk og forkert hele vejen. ”Alt er pilrådent, fra top til bund”, som Gorbatjov indrømmede i sine erindringer. Og med et barbari som overgår selv fantasien. Det barbari som Putin har arvet og måske endog fortryder ophævelsen af.

Og det er her, at Poul Villaume stadig sidder fast i et forældet billede af Sovjetunionen som en nogenlunde normal stat, anderledes, ikke god, men alligevel en aktør i verdenspolitikken. Og det rimer også med Poul Villaumes analyse af den nuværende konflikt mellem Rusland og Ukraine, som hans afskedsforelæsning 28. februar 2020 som professor handlede om (trykt i Historisk Tidsskrift), hvor Rusland i alt for høj grad fik tillagt offerrollen i konflikten, eller ambolten som den vestlige hammer slog på.

Nogle nedslag i bogen:

Når Villaume skriver, at ”Landbrugs- og industriproduktionen ville i 1962 ikke nå de planlagte mål” (s. 91), så lyder det som en dårlig høst eller et års svigt, men det var systemisk for planøkonomien, at den var kronisk ude af stand til at skabe velstand. Den nåede aldrig sine mål. Og hvis den gjorde det, var tallene forløjede.

Når Villaume skriver, at ”Khrusjtjovs hang til bombastisk sprogbrug blev samtidigt modificeret af ham se6lv: Han havde gennemlevet to verdenskrige og mistet en søn i krig” (s. 184), så virker det som en menneskeliggørelse af Khrusjtjov, men hans generalieblad var fyldt med massehenrettelser (han var kendt som ”slagteren fra Ukraine”), også af nære kammerater, vi kan slet ikke beskrive hans (eller Stalins psyke) med normale begreber, de var kyniske på en måde som kun Hitler og hans kumpaner, Mao-Tsetung, Ho-Chi Minh og Pol Pot kan måle sig med.

Når Villaume skriver om de sovjetiske ledere, at de ”var prægede af de traumatiske erfaringer fra det katastrofale tyske overfald på Sovjetunionen i 1941” (s. 235), så skal det nuanceres med, at Stalin selv mente, at afkulakiseringen var en sværere opgave, og de enorme russiske tab i krigen skyldtes bl.a. en vanvittig blodig krigsførsel med total disrespekt for menneskeliv. Hvis Stalin ikke i sin paranoia havde udrenset og henrettet de fleste højere officerer i Den Røde Hær op til 1941, havde de vel kunnet klare sig langt bedre. Meget var selvforskyldte tab. Men det var Stalin og Khrusjtjov ligeglade med. Igen: vi mangler moral og sammenligningsgrundlag til at forestille os den grusomhed, som gennemsyrede det sovjetiske system. Mange russiske krigsfanger, der blev repatrieret efter krigen, blev deporteret eller henrettet. Derfor begik mange selvmord før hjemsendelsen for at undgå det, der åbenbart var værre. Igen: vores småborgerlige, danske etikbegreber kan slet ikke spænde over den dæmoni som Sovjet udviste, fra start til slut.

Villaume forfalder ofte til den venstreorienterede automatreaktion med ”blame America first”. Når han beskriver massakrer på kommunister i Indonesien i 1960erne, kommer forklaringen: ”Det militariserede og brutaliserede indonesiske samfund var en kolonial arv fra de hollandske og japanske besættelsesstyrker”. Og det bliver også noteret, at de vestlige allierede vender det blinde øje til. Lidt skyldige skal de være.

Og når Pol Pot i ægte Stalinstil slagtede store dele af befolkningen i Cambodia fra 1975, bliver ”den vrede og modstand, som de amerikanske bombningers menneskelige og fysiske ødelæggelser skabte”, brugt som forklaring på at den ”oprindeligt ret ubetydelige kommunistiske partisanbevægelse, kaldet de Røde Khmerer” (s. 291) udryddede befolkningen. Kort sagt: også the killing fields er USA’s skyld.

Og hvad kan vi lære af den kolde krig, i perspektiv udover Villaumes bog?

Når vi med bagklogskabens behagelige viden fra 2023 med store armbevægelser skal begynde at sammenfatte den kolde krig, handler det om et USA, der har været mere forskrækket end nødvendigt var overfor kommunister her og der og alle vegne, en dominoteori som var overdrevet, og følgelig et USA som i alt for stor udstrækning brugte unødige militære og klandestine midler for at bekæmpe kommunister – reelle som indbildte. Anklagelisten til at klandre USA er lang og den er skrevet mange gange siden 1960erne.

Men den største fejl af alle, som dominerede alt for mange både i USA og i Sovjetunionen, var troen på planøkonomi og socialisme som reel mulighed. Det er arven fra Karl Marx og den socialistiske og kommunistiske bevægelse, som så blev omsat af Lenin til en omvæltning i Rusland fra 1917. Det tog et par årtier i Rusland at slå markedet ihjel og med ekstrem hårdhændede metoder indenfor landbruget, og så stod man fra efterkrigstiden overfor et planlægningsproblem af produktion og fordeling af samtlige dimsedutter, som et moderne samfund kræver. Og det lykkedes aldrig. Dels kan det principielt ikke lade sig gøre, fordi viden og information ikke kan artikuleres, akkumuleres og centraliseres som planen kræver (von Mises’ gamle argument). Og når det så forsøges, giver det skæverter og mangler og over- og underproduktioner hele tiden, altid. I varierende omfang hungersnød og sult. Som Mikhail Gorbachov svarede Margaret Thatcher, da hun spurgte om, hvordan det gik med økonomien: vi producerer sådan set meget godt, men det når aldrig ud til forbrugerne.

Planøkonomi fungerer ikke. Derfor fungerede Sovjet aldrig. Kun den menneskelige egoisme i form af private jordlodder og tuskhandel herfra gjorde overlevelse mulig. At Sovjetunionen alligevel teknisk var i stand til at sende Sputnik og Gagarin ud i rummet og producere masser af atomraketter, modsiger ikke systemets økonomiske fallit.

USA forholdt sig på to måder skævt overfor den sovjetiske trussel. For det første blev den overvurderet, dels fordi der var stærke militært-økonomiske interesser i at forhøje faren, dels fordi der simrer en underliggende paranoid eller konspirationsteoretisk tendens fra puritansk tid i amerikansk politik som mccartyismen bl.a. var udtryk for, men som stadig lever i fuldt flor.

For det andet, og vigtigst, må vi i dag med bagklogskaben vurdere, at USA´s indsatser var overdrevne, ikke mindst i Sydvietnam med tab af over 50.000 unge amerikaneres liv til ingen nytte, men også langt flere vietnamneseres liv og også mange andre steder på jordkloden. Det er vel millioner af menneskeliv, som USA´s støtte til tvivlsomme regimer har kostet.

For USA burde have indset, og det ser vi nu, at socialisme eller kommunisme i en lang række lande på grund af dets uduelighed og langsomme udsultning af sin egen befolkning ikke er så farligt, som domino-teorien og antikommunismen forestillede sig. Planøkonomier imploderer altid. Var det virkeligt det værd i Vietnam? At sende en millioner af unge amerikanere derover og bruge masser af militær og dollars på at ”redde” Sydvietnam fra kommunisterne i nord? Og mange af sydvietnamneserne ville ikke hjælpes og hjalp selv Vietcong, altså bevægelsen imod USA.

Men det har to mere konsekvenser:

USA´s indsats i den kolde krig rundt på kloden var i høj grad moralsk forsvarlig. Det er stadig en formidabel gestus af USA, at lade 30.000 af sine sønner dø i Korea i 1950-53, for at Sydkorea ikke skulle blive som Nordkorea, som vel er det nærmeste Hell on Earth i dag. Det er en lige så stor moralsk gestus at forsøge det samme i Vietnam – og hvor på kloden det ellers blev forsøgt: Cuba, Indonesien, Mellemamerika, Chile, Angola, Cambodia, Etiopien, osv. Hvis Svinebugt-affæren var lykkedes og Fidel Castro var sat fra magten allerede dengang havde verden samlet set været langt bedre og Cubakrisen undgået! Vietnamkrigen og et utal af interventioner var ukloge af pragmatiske, praktiske grunde, men ikke af moralske. Den barbariske part i Vietnamkrigen var Ho Chi-Minhs krigsførelse, TET-offensiven begyndte med massakrer på masser af civile.

Og det bunder igen i, at lande og folk ikke vil dikteres udefra, men mange folk og nationer har et ønske om national selvstændighed og selvbestemmelse. USA blev den store Satan, der ville pådutte alle lande sin styreform med demokrati og markedsøkonomi. Dette er uden tvivl bedste, men et andet spørgsmål. Mennesker skal gøre sine egne erfaringer og man lærer – dyrekøbt – af sine fejl. Måske ikke Rusland, men de fleste andre. Selv lande og ulande er som børn, der dyrekøbt skal lære, hvad der er bedst for dem selv.

Og så kommer den mest paradoksale konsekvens, at rigtig mange ulandes hedengangne overgang til varianter af socialisme med planøkonomi og importkontrol og statslige prisfastsættelser og et medfølgende korrumperet lederskab med et løst slag på tasken har medført mennesker mere smerte og lidelse og afsavn end USA´s hårdhændede politik. Mange sydamerikanske lande var velstående som de europæiske ind til 1930erne, men efter krigen kom folkeforførerne uden sans eller viden om, hvad markedsøkonomi og frihandel betød for et lands og dermed borgernes velstand. I dag er det Venezuela, Zimbabwe og flere andre lande.