Hør artikel
Getting your Trinity Audio player ready...
|
Brian Degn Mårtensson, filosof og forfatter
Den preussiske oplysnings filosof Immanuel Kant (1724-1804) skrev engang følgende: “To ting fylder sindet med stedse ny og voksende beundring og ærefrygt, jo oftere og jo mere vedholdende vi tænker over dem: Stjernehimlen over mig og moralloven i mig”. Med dette henviste han til det umulige i til fulde at forstå henholdsvis ”er” og ”bør” i denne verden. Vi kan vide enormt meget om, hvordan universet er indrettet, vi måle og veje dette og hint, men aldrig nogensinde få den fulde, endegyldige indsigt. Der vil altid være noget, vi enten ikke kan se eller ikke forstår i dets fulde udstrækning. På samme måde kan vi mene en masse om, hvad vi bør gøre, og vi kan undersøge en masse om, hvordan folk i almindelighed handler og argumenterer moralsk. Ikke desto mindre er det, hvad Immanuel Kant også redegør for i bogen Kritik af den praktiske fornuft, umådeligt svært at sige noget på samme tid detaljeret, praktisk og udtømmende om moral. Man kan komme med nogle gode generelle udsagn, men de konkrete, praktiske anvisninger er en anden sag.
Kants iagttagelse er meget sigende for det moderne menneskes særlige position i verden. I oplysningstiden forkastede vi kulturelt religiøse og mytiske færdig-løsninger, og insisterede på at tænke selv i videnskabelige spørgsmål. Vi forskede og studerede, og verden åbnede sig for os. I dag har vi derfor en enorm viden om både stort og småt, og vi er i stand til at manipulere med naturen i en grad som aldrig før. Alligevel kan vi, som Kant tidligt så, ikke påstå at forstå verden til fulde, og vi må også stadig gå den svære vej og tænke os grundigt om, når vi skal afgøre, hvad vi bør gøre i livet. Stjernehimlen over os og moralloven i os er stadig kilder til debat, beundring og ærefrygt.
På et lidt dybere plan kan Immanuel Kants iagttagelse også pege på et både kulturelt og psykologisk forhold. Vi er nemlig eksistentielt afhængige af vores forhold til stjernehimlen og moralloven. Når begge dele har et element af åbenhed og uafklarethed, er vi nemlig på samme tid frie og ansvarlige for vores egne handlinger. Når jeg må være nysgerrig på verden og prøve at forstå mine omgivelser, er jeg et handlende og myndigt individ. Ofte kan jeg selvfølgelig mere eller mindre passivt erhverve mig viden fra andre, men af og til må jeg selv tage ansvar for at finde ud af, hvordan dette og hint fungerer. Jeg bliver hermed en selvstændig, handlende aktør i mit eget (og andres) liv. Når jeg ikke i enhver henseende kan følge andres anvisninger i forhold til, hvad jeg bør gøre i omgangen med andre, er jeg tvunget til selv at tage stilling. Moralsk bliver jeg altså også et handlende, frit og ansvarligt menneske. Med alt, hvad det indebærer.
Igennem historien har mennesket kulturelt forholdt sig meget forskelligt til det forhold, Kant peger på. Under kommunismen og andre totalitære systemer var og er det målet, at den enkelte ikke skal tænke over, hvordan tingene er – og hvad man bør gøre i livet. Begge dele er nemlig afgjort på forhånd. Tingene er som systemet siger, og det fortæller dig også, hvad du bør gøre. I liberale demokratier er det i princippet modsat: Verdens beskaffenhed er til konstant debat og du må som autonomt menneske selv finde ud af, hvad du bør stille op med dit liv.
Årsagen til at det (også her i Danmark) er så svært at holde liv i demokratiet er, at vi mennesker har det kronisk svært med ikke at have svar på henholdsvis ”er” og ”bør”. Vi vil så gerne vide, hvordan alting hænger sammen, og man kan blive helt angst af at skulle står moralsk til ansvar for sine handlinger. Det er så rart, når nogen kan give os færdige svar og tage ansvaret fra os. Hvis verdens sammenhænge er til fri debat, kan jeg risikere at skulle høre på udsagn, der enten er forkerte eller forkastelige. Hvis jeg selv må finde ud af, hvad jeg bør gøre, må jeg også selv stå til ansvar for mine handlinger. Derfor er det ikke så mærkeligt, at mange har et stort behov for at foreslå censur-tiltag og statslig regulering i enhver henseende, hvor vi selvstændigt skal træffe valg. Nogle gange er det Donald Trump, der skal blokeres på de Twitter, eller russiske medier, der skal forbydes af EU. Andre gange er det den danske stat, der skal fordele forældrenes barsel eller statslige uddannelsesinstitutioner, der via FN´s verdensmål skal forkynde den rette anskuelse for de studerende.
At man lader fx staten forkynde eller beslutte noget på andres vegne behøver dog ikke betyde, at beslutningen nødvendigvis er dårlig. Fx kan det for mange par være glimrende at dele barslen 50/50 eller hvad staten nu måtte bestemme sig for. Det er slet ikke det. Problemet opstår i fraværet af individuel stillingtagen og individuel forpligtelse. Uanset om statens beslutning er god eller dårlig, gælder det nemlig, at den enkelte hverken behøver at bekymre sig om stjernehimlen eller moralloven. Sandheden er afklaret og valget truffet for en.
Jo længere en kultur bevæger sig væk fra den individuelle stillingtagen til såvel verdens beskaffenhed som livsvalg, jo mere umenneskelig vil den blive. Menneskets lod er nemlig at skulle forholde sig og vælge, og med dette følger både ansvar og moral. Jo flere valg, der bliver truffet for os af andre, jo mindre kan vi reelt forpligte os socialt.
Når politikere finder, at folk skal holde op med ryge, dele barslen, spise sundt, dyrke motion og lignende, så bør diskussionen ikke handle om, hvorvidt det er rigtigt eller forkert. Det er nemlig underordnet. Diskussionen bør i stedet handle om, hvilken kultur vi vil forme: Skal vi være et fællesskab, hvor folk oprigtigt kan tænke, handle og vælge selv – og dermed forpligte sig oprigtigt i forhold til sig selv og andre? Med andre ord: Skal Danmark være et sted, hvor man fortsat kan lade sig forundre over stjernernes vrimmel og livets moralske valg?