En del af rådene går på, at skynde sig væk fra Forsvarsministeriet i ly af sommerens forestående rokade. Problemet med dette råd er, at det meget let kommer til at ligne den anden venstreformand – slippe tøjlerne i afmagt. Troels er i særklasse robust og eftertænksom. På den lange bane vil han blive målt på, om han kan klargøre dansk forsvar til vækst på et transparent og troværdigt grundlag. Troels Lund Poulsen er formentlig den, der bedst kan løfte opgaven.

Ro på i Holmens Kanal

Venstrefolkene har aldrig påstået, at det var en let opgave. Nu er Venstre jo mange ting i disse år, men særlig Claus Hjort gik helt amok på Trine Bramsen i de år, hun var forsvarsminister, så vi allesammen måtte forstå, at den kugleskøre socialdemokrat væltede rundt i forsvarets fine glasbutik. Underforstået – en solid Venstremand ville ALDRIG have ydmyget forsvarschefen offentligt, ved at kalde ham en “styrelseschef”, og aldrig have tilladt kontroludvalget med efterretningstjenesterne, at deres kritik kom til at sende Lars Findsen i fængsel og så iøvrigt alle de andre møgsager, Mettes kæledække i S-gruppen havde éneansvaret for.

Jeg er med på, at Trine Bramsens tid som minister ikke var nogen fornøjelse at opleve, og at forholdet til den politiske og militære ledelse i forsvarsministeriet er blevet langt mere fordragelig, troværdig og målrettet siden vi fik først Jacob Ellemann og derefter Troels til at tage over..

Læs lige det forrige afsnit en gang mere. Ironi er en svær størrelse i politik. Skal vi ikke stilfærdigt konstatere, at både den sympatiske soldat og den garvede oppositionsfighter har fået så meget krig til deres frisurer, at en bred kreds må erkende, at der er meget mere galt med forsvaret end dem i uniform.

Kviksand i skandalekultur

De fleste insightere ved, at Forsvarsministeriet er kviksand. Du aner ikke hvor det skrider næste gang, men du ved, at det sker hele tiden. Ansatte i bygningstjenesten har fået istandsat deres privatejendomme for ministeriets penge, FE-chefen bliver anholdt som en kriminel af sine tidligere kolleger – helt offentligt – i lufthavnen, Finansudvalget og forsvarsudvalget bliver presset til at godkende køb af Israelske raketkastersystemer fra Elbit under et sindssygt tidspres – som viser sig at være rent spin – intern krænkelsessag i FE håndteres helt utilstrækkeligt, RIP-bådene er nærmest livsfarlige. Der har været tegnet et skønmaleri af forsvarets situation, som fuldstændig krakelerer, da vi skal implementere brigaden o.s.v.

De fleste andre ministerier er som et kommunalt bibliotek i en landkommune, sammenlignet med den stressende oplevelse inde ved Holmens Kanal.

Hvor blev ansvaret af?

Forsvarsudvalget og de skiftende forsvarsministre har gennem mere end 15 år følt en udstrakt mangel på transparens og kontrol med den samlede militære ledelsesstruktur under Forsvarskommandoen. Derfor blev der med udgangen af 2014 implementeret en helt ny struktur, hvor forsvarschefens magt blev stækket til fordel for departementets kontrol og indflydelse.

Den nye struktur har skabt et enestående kompliceret organisationsdiagram, hvor det er vanskeligt/umuligt at placere ansvar. Men først og fremmest har det rykket grundlæggende ved selvfølelsen i forsvarskommandoen. Her er mantraet, at 2014 ændringerne i al væsentlighed bør tilbagerulles, eftersom ingen soldat vil dø for en styrelseschef, og ingen soldat har respekt for en chef, der er ude af stand til at bestille et nyt vindue på Livgardens kasserne, fordi det først skal prioriteres af Bygningstjenesten.

Det lyder umiddelbart besnærende, men jeg tør godt forudsige, at hvis FEs undersøgelse af, hvem der har lækket redegørelsen vedr. forløbet i Iver Huitfeldt sagen konkluderer, at den formastelige er centralt placeret i Forsvarskommandoen, så er det fuldstændig udelukket, at det kan fremme drømmen om at styrke forsvarschefen på bekostning af departementet. Den politiske kontrol med forsvaret vil tværtimod blive styrket, som en forudsætning for, at fastholde den store bevilling på 200 mia.

Hvis det viser sig, at der er gjort et forsøg på at snigløbe forsvarsministeren i dette forløb, så vil det væsentligste udkomme kunne blive, at forholdet mellem donationer til Ukraine og investeringerne i genopbygningen af dansk forsvar, vil blive forrykket til skade for dansk forsvar. Det vil være en langsigtet katastrofe for vores Nato-medlemskab, og for vores mulighed for at genopbygge evnen til at forsvare vores eget territorie.

Kan soldaterne lære af de kommercielle?

Ledelsesrådgivere vil anbefale, at forsvaret lærer af private virksomheder, og sondrer mellem besparelses/overlevelsesorganisationer, vækst/ opbygningsorganisationer og så krigsførende organisationer. Forskellige opgaver forudsætter, at forskellige kompetencer skal i fokus, og efter en årrække med livstruende indkassering af fredsdividenden, er der nu behov for en kompetent organisation, der kan skabe tillid til, at den kan varetage en omfattende genopbygning af dansk forsvar. Endelig er der den krigsførende organisation, som i den bedste af alle verdener kan drives af Forsvarskomnandoen – med tillidsfuld vidensdeling med departementet. Vi er desværre på vej hen imod den krigsførende situation, selvom dansk forsvar på ingen måde er klart og kompetent. Hvad mangler vi for at kunne overgå til at være krigsførende? Ja – vi skal kunne fastholde og tiltrække kvalificeret mandskab, og vi skal kunne tilbyde vores personnel ordentlige fysiske ramner samt funktionelle, gennemprøvede våbensystemer med tilstrækkelig ammunition.

Danmark skal også leve op til Natos styrkemål;

• Forsvar af eget territorie
• Bidrag med en brigade og et samlet bidrag på min 2% (og stigende) af BNP.

Mindst 10 år før vi leverer brigaden!

Er vi på plads? Jeg talte med veteraner og hjemmeværnsfolk under flaget på halv stang i Frøslev  – på årets tungeste dag den 9. April. De anslog 10 år før nybygninger, istandsættelser og bekæmpelse af skimmelsvamp til 15 mia. på kaserneområdet, nødvendigheden af et genskabt ubådsvåben med videre var gennemført.

Skal vi tænke os om – eller skal vi se at komme videre inden Putin får mulighed for at smadre os? Det lyder som et simpelt spørgsmål, men det er kompliceret. Ingen tror på, at en organisation som lækker til medierne for at snigløbe deres egen minister, pludselig bliver transparent og velfungerende, bare fordi Lentfer bliver sendt hjem. Det kræver et grundlæggende stykke ledelsesarbejde, for at udvikle en fremtidssikret struktur, der kan få bred opbakning. Hvis bare man hælder 200 mia kr. ind i maskinen, så risikerer vi både spild og misbrug. De 200 mia. risikerer at sive ud mellem fingrene på Troels, hvis forsvarsudvalget ikke får genskabt tilliden til systemet.

Troels Lund Poulsen er kvalificeret

Er Troels den rigtige mand til at løfte opgaven? Det korte svar er JA – lad os bakke ham op. Ikke som en fanklub, men som en kvalificeret og loyal støtte til at fremtidssikre dansk forsvar. Det vil give Troels mulighed for igen at skabe øget tilslutning til Venstre på den lange bane. En flugt til et andet ministerium vil understrege at Venstre er blevet overflødigt – og lad så Hjort lufte hunde i Humlebæk. Der er skabt rigeligt med fjendskaber og selvpineri i det martrede parti. Troels skal have lov til at følge partiet ned til vendepunktet omkring de 5 – 6% og så op igen.

Hvis Troels Lund Poulsen bliver marginaliseret til en V-formand, der skal rygsvømne med CO2-afgiften, så risikerer Claus Hjort at få ret i sin onde profeti om overflødiggørelse og død for Venstre. Det vil være et tab for Danmark. Venstres bagland får ikke en mere driftsikker formand, lad ham nu få arbejdsro og fairplay.

Et udbredt ønske i forsvarskredse.

Hvis det viser sig, at Jakob Ellemann eller Flemming Lentfer er blevet hængt offentligt ud – eller mistænkt – for noget som er foregået i “Den anden butik”, så bør der rettes op på uretfærdigheden med en offentlig beklagelse. Hvis der er sket forsømnelser, så er det ligeledes nødvendigt med konsekvens. Husk hvad Venstre sagde om Mette Frederiksen og Barbara Bertelsen i valgkampen. Lidt mandfolk må der godt stå tilbage, hvis Venstre skal vokse igen…